Invitation

Vækst med Kultur – Vest
19. maj 2021 · 9-13 · Tinghallen i Viborg

Vækst med Kultur er Dansk Erhverv og HAVE A/S’ årlige nationale konference, som med stor succes har været afholdt i København fra 2017 og frem. I år rejser Vækst med Kultur ud i landet i to regionale udgaver – og denne udgave er målrettet kultur- og erhvervsaktører i Jylland. 

De Regionale Kunstfonde er medarrangører af dialog-mødet. Der er tale om to selvstændige fonde under Kulturministeriet: Den Jyske Kunstfond og Øernes Kunstfond. 

Fondenes formål er at støtte kulturelt iværksætteri i krydsfeltet mellem kultur og erhverv. De Regionale Kunstfonde vil undervejs præsentere vilkårene for at få del i de ca. 7 mio. kr., som vil være til uddeling i 2021. 

Omdrejningspunktet for dialogmødet er potentialet i partnerskaber mellem kultur og erhverv, der præsenteres med cases og indsigter i udvikling af nye forretningsmodeller, produkter, services og oplevelser. 

Dialogmødets hovedtemaer er Sundhed, uddannelse og kulturel ansvarlighed og Digitale partnerskaber.

Mødets to moderatorer vil være Helle Solvang, den rutinerede ordstyrer og interviewer med to årtiers erfaring som DR-vært, og Christian Have, som er kommunikationsekspert, tv-vært, forfatter og indehaver af HAVE A/S. De vil føre deltagerne gennem dagens program og facilitere networking blandt deltagerne undervejs. 

Nedenfor kan du se, hvad du kan glæde dig til at opleve på selve dagen. 

Myndighedernes retningslinjer for COVID-19 bliver fulgt tæt, og vi vil løbende holde dig opdateret vedr. eventuelle ændringer i formatet. Såfremt det er nødvendigt at konvertere dialogmødet til en virtuel begivenhed, vil du naturligvis modtage yderligere information herom hurtigst muligt. 

Er du ikke allerede tilmeldt, kan du gøre dette ved at sende en mail med navn, titel og organisation til Hannah Kronholm på hannah@have.dk. Bemærk, at du ved tilmelding samtidig giver grønt lys til, at dit navn kommer til at figurere på en offentligt tilgængelig deltagerliste. 

Da der er et begrænset antal pladser, anbefaler vi, at du tilmelder dig allerede nu. Er du forhindret i selv at deltage, er du velkommen til at sende en anden person fra samme organisation i dit sted. 

Vi glæder os til at se dig! 

De Regionale Kunstfonde
Viborg Kommune
Dansk Erhverv & HAVE A/S


Program for dagen

Ulrik Wilbek, Viborgs borgmester, byder velkommen.

De Regionale Kunstfonde vil præsentere sig selv og vilkårene for at få del i de ca. 7 mio. kr., som vil være til uddeling i 2021.

Michael Folmer Wessman, chefkonsulent for Oplevelse og Velfærd hos Dansk Erhverv, som desuden står i spidsen for Dansk Erhvervs kulturnetværk vil fortælle om Dansk Erhvervs strategiske arbejde med partnerskaber mellem kultur- og erhvervsliv.

Signe Christiani fra Mercedes-Benz vil præsentere en konkret værktøjskasse til frugtbare partnerskaber i krydsfeltet mellem kultur og erhverv.

Morten Grønbæk fra Statens Institut for Folkesundhed vil fortælle om instituttets partnerskaber, som har spillet afgørende roller i arbejdet for at fremme folkesundheden.

Jes Ejsing, direktør fra WON WON og Kristine Stange, kommunikationschef fra Hospitalsenhed Midt, præsenterer deres fælles animationsstrategi for hospitaler i Region Midtjylland. Partnerskabet mellem Viborg Kommune, Hospitalsenhed Midt og Novo Nordisk har til formål at konvertere skriftlig patientinformation til små, korte animationsfilm.

Kasper Kruse fra The Animation Workshop og projektleder Lana Tankosa Nikolic vil fortælle om den internationalt anerkendte animationsuddannelses mange partnerskaber med NGO’er – herunder Plastic Change, som resulterede i et viralt hit med en video, der fik mere end 50 mio. visninger på Facebook.

Kristian Krog (Maltfabrikken), Merete Stubkjær (Aarhus Filmværksted) og Morten Teilmann (Kongernes Jelling) vil deltage i en dialog om potentialet i partnerskaber.

Lars Sennels, teaterdirektør for Vendsyssel Teater og Mikael Justesen, direktør på TV2 Nord vil fortælle om deres innovative partnerskab omkring Sygt Sundt Teater, der gjorde det muligt for patienter og pårørende at opleve live-teater direkte fra hospitalssengen eller fællesstuen.

Matias Seidler fra Khora VR vil fortælle om samarbejdet med Teater Sort/ Hvid, som har løst et af Corona-krisens største problemer: Hvordan man viser nærværende teater for et publikum, som ikke må være fysisk til stede.

Jim Lyngvild vil blandt andet fortælle om sine partnerskaber, dels med Nationalmuseet om den store vikingeudstilling, dels med Holmegaard Værk, hvor han er aktuel med sin nye udstilling, SOLO.

Peter Kjeldbjerg (ErhvervsForum Holstebro), Lars Sennels (Vendsyssel Teater), Michael Folmer Wessman (Dansk Erhverv) og en række af dagens øvrige medvirkende vil deltage i en afsluttende samtale om partnerskabers potentiale og nødvendighed i fremtiden.