2025 er alvorens år på Kulturmødet Mors
Netop i år kan Kulturmødet Mors vise sig at blive en af de vigtigste begivenheder i Danmark i meget lang tid, skriver begivenhedens medstifter, Christian Have.
Det er nu 13 år siden, Kulturmødet fandt sted for allerførste gang. Dengang var det et format, vi ikke tidligere havde set i Danmark, og selvom det ikke tiltrak meget opmærksomhed hos den brede befolkning, var potentialet tydeligt fra begyndelsen. Et potentiale, som i høj grad er blevet indfriet siden.
Vigtigheden af Kulturmødet er kun noget, der er steget med årene, men det har aldrig været vigtigere, end det er i år. Vi befinder os i en skæbnestund, hvor kunsten og kulturens rolle som fundament for vores demokratiske fællesskab og sociale sammenhængskraft kræver politisk anerkendelse og handling.
Derfor er årets Kulturmøde en oplagt anledning til at sætte kulturen højt på den politiske dagsorden. Det øverste politiske niveau har allerede vist tegn på forståelse, men med et kommunalvalg lige rundt om hjørnet, er det afgørende, at også de lokale beslutningstagere engagerer sig. Kultur er ikke en luksus – det er en nødvendighed for fremtidens samfund.