Hvorfor er internettet begyndt at rawdogge?
Af Nicolai la Cour
Begrebet rawdogging afslører mest af alt et behov for en anden form for kulturforbrug. Et, der ikke får dine dopaminreceptorer til at føles som tvangsfodrede fois gras gæs.
Bedriften at kigge ud i luften
Lad os først tale om den akavede elefant i rummet: udtrykket rawdogging refererer oprindeligt til at have ubeskyttet sex, men har ændret sin betydning i de seneste år. Det er en såkaldt ”disphormisme”, et fænomen, hvor ord der oprindeligt refererer til noget seksuelt eller på anden måde uanstændigt, får en ny betydning, der langsomt overtager den gamle. F.eks. siger man, at ting ”sucks” som noget ganske almindeligt, selvom det i udgangspunktet også var et seksuelt udtryk.
Rawdogging bruges i dag også om at gennemføre en opgave, rejse eller andet, uden nogen form for digital, underholdningsmæssig, og i nogle tilfælde også ernæringsmæssig, assistance. Det begyndte at dukke op på mine sociale medier for et års tid siden i videoer. ”Just rawdogged a 7-hour flight (new personal best) no headphones, no movie, no water, nothing,” skriver en mand i en TikTok video. Det paradoksale er jo selvfølgelig, at hvor rawdogging i dag er en bedrift, var det engang bare normalen.
Rawdogging udgør en form for anti-digital asketisme i ungdommen, om end kun momentvis. Hvis man kan rawdogge en flytur, vidner det i min generation om, at man har viljestyrken til at kunne holde sig fra sin telefons konstante bevidsthedstyveri. Det er med andre ord en bedrift at kunne klare et par timer uden stimulans.
Det er som om, der er en mærkelig sammenhæng mellem rawdogging’s oprindelige betydnings og dens nye. Jeg følte mig nemlig afklædt, nøgen, da jeg selv prøvede at rawdogge en tur i et tog. Som om jeg manglede en del af min beklædning, en forlængelse af mig selv. Det har fået mig til at tænke over, hvordan min scrolling på sociale medier ikke udgør nogen form for tilføjelse i mit liv, den skaber bare en følelse af mangel, når jeg ikke har den. Rawdogging er i bund og grund måske et forsøg på at være i den følelse af nøgenhed længe nok, så den ikke længere føles så unaturlig.
I den forstand udgør rawdogging undtagelsen, der bekræfter reglen om, at vi alle sammen, hele tiden, forbruger alle mulige kulturprodukter, igennem lyd og billede. At vi er blevet vant til konstant at stimuleres med dem. Men hvad så, er svaret at vi skal lave ingenting?
”Altså skal vi kun høre albummet?”
Vores digitale kulturforbrug er præget af en meget anden måde at opleve kultur på, sammenlignet med at træde ind på de klassiske kulturinstitutioner. Hvis man ser på museer, teatre, biblioteker, spillesteder, er det rum man træder ind i, og ud af hverdagen. Man vælger kunsten til og hverdagen fra. Når man træder ind på et museum, er man der for kunsten. Måske snakker man imens, man går rundt mellem værker, men man snakker ofte om kunsten, og hvis ikke, har man stadig valgt at tage tid ud af sin dag, for at lade kunsten sætte rammen. Hvis man ser teater eller går i biografen, overlader man ens tid fuldt og helt til det stykke eller den film, man skal se.
Når man ser på, hvordan vores digitale kulturforbrug foregår på sociale medier, er det et helt andet billede. For mig, og mange af mine jævnaldrende, er det svært at holde koncentrationen til at se en hel film uden at kigge på vores telefon, såkaldt doublescreening. Jeg faldt over en video på TikTok, hvor en kvinde meget sigende skriver: ”When you are trying to watch a Netflix show, but TikTok has ruined your patience for movies”.
De sociale mediers indflydelse på vores koncentrationsevne forstærkes af at flere og flere videoer har to videoer kørende på samme tid, ofte med et klip fra et videospil nederst, så ens koncentration holdes fast. Man kan altså se et klip fra en podcast, mens man ser en der spiller Minecraft eller Subway Surfers. På den måde doublescreener vi altså både når vi selv tager telefonen op under en film, men også når vi scroller på en app. Det er i det lys vi skal forstå rawdogging som modreaktion.
Et andet eksempel er, hvordan vi hører musik. Jeg må indrømme at det er før min tid, men man plejede at sætte et album på, og så ligge på sit værelse og kun høre det. Jeg havde for to år siden en efterskolelærer der lavede et arrangement, hvor vi skulle gøre det samme. ”Altså skal vi kun høre albummet?” ”Ikke andet?”udbrød en af mine klassekammerater Konceptet i at høre et album, mens man ligger og kigger, virkede ikke bare kedeligt, men også unaturligt for mig og mine efterskolekammerater. I min generation hører vi konstant musik, men det er mens vi cykler, mens vi laver mad, mens vi sidder i tog, det er som backingtrack til alt det vi ellers ville lave. Musik er gået fra at være et rum vi træder ind i fuldt og helt, til i langt højere grad at være bagvedliggende underholdning.
Hvordan opleves kulturprodukter bedst?
Jeg har tænkt over om rawdogging måske fortæller os noget om hvornår kulturprodukter egentlig opleves bedst. At der opstår en træthed ved den konstante stimulans, at folk gerne vil tages ud af den. At ens kulturforbrug er bedre når det ikke bygger på konstant stimulering, men i stedet fungerer som undtagelser til hverdagen.
Det eneste sted vi stadig behandler musikken som en undtagelse, hvor vi er der for selve musikken, er til koncerter. Og det er netop det spillesteder, teatre, museer etc. kan. Der kan man stadig træde ud af hverdagen, og ind i kulturelle rum. Ikke kun i fysisk forstand, men også mentalt; man bevæger sig mentalt ud af hverdagen, og ind i musikken, kunsten eller billedet. I en biograf kan du ikke doublescreene uden at få skæve blikke rettet mod dig. For mig at se minder rawdogging os om behovet for den form for kulturforbrug. Den der ikke får dine dopaminreceptorer til at føles som tvangsfodrede fois gras gæs.