I forsøget på at undgå det akavede mister vi det menneskelige
Af Anna Honoré
I årtusinder har kultur været båret af, at vi mødtes ansigt til ansigt, men i takt med at algoritmerne overtager vores sprog og sågar vores interaktioner, risikerer vi at miste det uperfekte, det akavede og i sidste ende også det ægte.
“Kunstig intelligens tager det akavede møde fra os,” lød det fra professor og forfatter Anders Søgaard og skuespiller Thure Lindhardt. De satte tonen med en dyster statistik: 50 % af unge mænd i England har udtalt, at en AI-relation er lettere for dem. Det vidner om en verden, hvor det at indlede relationer med kunstig intelligens frem for menneskelige relationer er en måde, hvorpå man kan undgå nederlag og dermed undgå at fejle i mødet med andre.
Men hvad sker der med os, når vi fjerner risikoen for at fejle i mødet med andre?
Som ungt menneske er det akavede en præmis. Det kan være ubehageligt at stå i en uvant situation, som f.eks. en første date. Men en første date er gymnastik for hjernen, fordi vi skal navigere i nuancer, kropssprog og alt det uventede. På den anden side af ubehaget venter gevinsten og værdien af mødet. En chatbot giver os kun det, vi forventer, og det gør hjernen doven.
Løsningen skal måske findes i improvisationskunsten. Anders Søgaard underviser i improvisationsteater, og i Thure Lindhardts erhverv som skuespiller fylder improvisationen også en del. Pointen er, at vi som mennesker skal dyrke improvisationen. Her handler det nemlig ikke om at være perfekt, men om at stille sig til rådighed for nuet, og dermed også at stille sig til rådighed for, at der måske intet kommer. Det er et skræmmende sted at stå, men det er også her, vi træner vores balance.
Det er netop i det akavede, at vi får mulighed for at træde til siden og tage et skridt, vi ellers ikke turde tage. Her er vi i bevægelse. Og som Thure sagde, så skal vi være i bevægelse. For hvis vi ikke er i bevægelse, er vi i stilstand, hvilket gør os til de eneste væsener på jorden i total stilstand.
En anden essentiel pointe er, at vi ofte undervurderer, hvad vi får ud af at have noget med hinanden at gøre. Vi komprimerer ofte vores arbejde til noget, der ‘bare lige’ kan erstattes af AI, fordi vi kun fokuserer på resultatet, på et output. Og det er en skam. Som Anders påpegede, findes det, der gør et menneske interessant, i maskinrummet og i selve processen. Det findes ikke i en AI.
Vi lever i ‘pornografiens tidsalder’, hvor vi spoler direkte frem til klimaks og fjerner alle de besværlige mellemregninger. Uddannelse og dannelse handler netop om at turde være lige der, hvor svaret ikke er givet på forhånd. Faren ved at effektivisere det rum, hvor vi ikke kender svaret, er, at vi bliver ude af stand til at navigere i virkeligheden. Vi er nødt til at insistere på det nærvær, der ikke har et facit. Vi skal insistere på processen frem for resultatet. Det kræver mod, og det er svært. Men der er heller ingen, der har lovet, at det skulle være nemt.
Hvem får magten til at forme vores fælles fortælling?
Af Nicolai la Cour
Da Clement Kjersgaard leverede sin State of The Union Tale for kulturen til årets ArtBeat-konference, blev der temmelig stille i salen. Clements pointe var klar: det danske kulturliv skal gøre det langt bedre.
Vi lever, med hans ord, i en verden “hvor den eneste vej til succes, er at gentage den sidste succes, ringere men hurtigere, smukkere men ondere.” Vi har i tredive år vidst at ny teknologi var på vej, og ville komme til at true den gamle måde at lave kultur indhold på, og alligevel er kulturlivet blevet taget på sengen. De er endt med at reproducere gamle sejre, frem for at skabe nye.
Clement ramte et ømt punkt for kulturlivet og vores samfund i almindelighed – at vores fælles fortællinger er blevet mere nostalgiske. De senere år er der kommet utallige biopics ud om afdøde kunstnere, og går vi tilbage til 2024 var der ikke en eneste original film blandt de 15 mest sete. Der var udelukkende gamle fortællinger, der blev genopsat eller sequels.
Og i kulturbranchen selv kan man til tider fornemme en nostalgi tilbage til en tid, hvor medier var noget, der blev trykt på papir og man ikke skulle konkurrere med TikTok om folks opmærksomhed.
Det er heller ikke uden grund. Det er i stigende grad på internettet, at vi interagerer, mødes og vores fælles fortælling bliver skabt. Men det er også det sted, hvor de går tabt, polariseres og bliver til individuelle fortællinger frem for fælles fortællinger. Som sociologen Hartmut Rosa har beskrevet, gør den teknologiske og sociale hastighed, at vi mister “resonans” med verden. Når alt går stærkt, bliver vores fælles fortællinger flygtige og overfladiske, og selv bliver vi rodløse.
De store tech-platforme og AI-agenter individualiserer vores medieforbrug og udfordrer vores kulturproduktion, som skal konkurrere med algoritmerne. Det skal være ringere, men hurtigere, som Clement sagde det.
Det gør noget ved vores fortællinger, når de skal mases sammen i TikToks og i
Instagram-posts og når den langsomme samtale erstattes af den hurtige dom, og det menneskeskabte af det kunstige.
Længe har de sociale medier været med til både at skabe og skade vores fælles fortællinger, og har vist sig at have en polariserende virkning på politik som på kultur. Og nu er AI for alvor også blevet en kraft, der individualiserer vores kulturforbrug.
Det kan føre til det, filosof Esther Oluffa Pedersen på konferencen kaldte resignation. En fornemmelse af at vi har mistet magten til de store tech-virksomheder og vi derfor har mistet grebet om vores egne fortællinger. At det bedste kulturverden kan gøre, er at tilpasse sig til den nye verdens præmisser.
Men vi taber først for alvor kampen om de fælles fortællinger det øjeblik vi overgiver os til algoritmernes logik. Samtidig underkender vi den massive magt, kulturverdenen har. Tech-virksomhederne og teknologien former os kun i den grad vi lader dem gøre det.
I sidste ende har kulturinstitutioner et enormt ansvar gennem deres formidling for den fælles fortælling. Dels varetager vores arkiver, biblioteker og museer de fysiske genstande, der definerer vores nationale og kulturelle identitet. Men vores kulturinstitutioner har også evnen og magten til at være med til at skabe de fremtidige fortællinger. Det er først og fremmest et spørgsmål om mod.
Vi risikerer at blive så overbeviste om, at tech-giganterne har umuliggjort den offentlige samtale, at vi overser den enorme kraft, der er i de fortællinger, vi har bygget op gennem århundrederne. Og i de fysiske fællesskaber og fortællinger, vores institutioner, fra teatre til museer til festivaler, fortsat skaber.
For mig er det afgørende at vi ikke må resignere, og overgive fortællingerne til gentagelser, algoritmer og fortiden.
Filosoffen Simone Weil skriver et sted, at det at have rod et sted måske er det af sjælens behov, som på en gang er vigtigst og mindst anerkendt. Derfor er det også afgørende at værne om de fælles fortællinger, vi har skabt. At have rødder, der slår sig ned i jorden og vikler sig sammen med andre.
Men det er lige så vigtigt at vokse og gro sammen og skabe nye fælles fortællinger. Det er kulturens vigtigste opgave og største magt.
Kulturlivet er ikke neutralt. Det har det aldrig været
Af Ole Winther
På ArtBeat-konferencen blev aktivisme, ansvar og kulturens rolle i offentligheden diskuteret igen og igen. Men måske er det ikke kulturlivet og kulturformidlingen, der har forandret sig mest. Måske er det forestillingen om neutralitet, der er blevet sværere at opretholde.
Kulturlivet og kulturformidlingen er ikke neutrale, og har sådan set aldrig været det. Det var den underliggende erkendelse, der prægede debatterne på den del af konferencen, der handlede om, hvorvidt behovet for et mere aktivistisk kulturliv er stigende i en tid præget af kriser, polarisering og teknologisk opbrud.
Men måske er det i virkeligheden ikke aktivismen, der er ny. Måske er det bare blevet vanskeligere at opretholde forestillingen om neutralitet?
For kulturinstitutioner har altid været med til at definere, hvilke historier et samfund fortæller om sig selv. Hvem der får plads i historien. Hvilke værdier der bliver løftet frem. Og hvilke perspektiver der bliver betragtet som naturlige, legitime eller rigtige.
Det nye er snarere, at flere stemmer kræver adgang til fortællingen. Og at publikum i stigende grad forventer, at kulturlivet ikke bare underholder, men også forholder sig til den verden, det er en del af.
Netop derfor kredsede mange af samtalerne på ArtBeat om det samme dilemma: Hvordan ser man relevant ud uden at blive opportunistisk? Hvordan tager man stilling uden at reducere kunsten til kampagne? Og hvor meget mod er der egentlig tilbage, hvis alle gerne vil signalere modighed gennem deres formidling?
Flere deltagere pegede på, at aktivisme først for alvor bliver interessant, når nogen bliver utilpasse. Problemet er bare, at mange institutioner i dag både skal være folkelige, fondsvenlige, publikumsorienterede og værdibårne på én gang. Det skaber en ny form for forsigtighed.
Der blev talt meget om mod på scenen. Men måske er den største udfordring netop, at kulturlivet i stigende grad er blevet bange for konsekvenserne af at bruge det.
Samtidig står kulturinstitutionerne i en ny offentlighed, hvor algoritmer, sociale medier og digitale platforme konstant udfordrer deres rolle som autoriteter og fælles referencepunkter. Hvis institutionerne ikke selv formår at definere deres position og betydning, bliver det hurtigt markedet eller platformene, der gør det for dem.
Det gør ikke nødvendigvis kulturlivet og deres formidling mere aktivistisk. Men det gør det langt sværere at gemme sig bag forestillingen om, at man ikke allerede har valgt side.
Fotos: Kathrine Clemmensen & Mie-Lisa Bellinger