Danskerne prepper massivt - men det er hverken med tun eller tørfoder
Danskerne prepper massivt - men det er hverken med tun eller tørfoder
Danskerne forbereder sig på mulige kriser – men det er ikke med dåsetun og tørfoder. Christian Have, stifter og strategisk direktør hos Have Kommunikation, påpeger, at mens vi måske ikke er blevet eksperter i at forberede os på fysiske katastrofer, så ser vi en stigning i danskernes søgen efter kulturelle fællesskaber og frivilligt arbejde.
Ifølge Have viser stigningen i salg af trykte bøger, opblomstringen af læsegrupper og væksten i medlemskab af foreninger, at danskerne i højere grad engagerer sig i kulturelle og sociale aktiviteter som en måde at styrke samfundet på. Fællesskab, engagement og fordybelse er den type “forråd”, der rustede os til at modstå de trusler, vi står overfor.
Have afslutter med at opfordre til, at vi ikke blot forbereder os på de næste par dage, men at vi også arbejder for at sikre vores demokratiske fundament og fællesskaber på lang sigt – for kommende generationer.
Vi kan ikke længere overlade kulturformidlingen til medierne
Vi kan ikke længere overlade kulturformidlingen til medierne
Kulturformidlingen er under massivt pres fra digitale platforme og algoritmer, der dikterer vores opmærksomhed. Christian Have, strategisk direktør hos HAVE Kommunikation, påpeger, at vi ikke længere kan overlade ansvaret for kulturformidlingen til medierne alene. Ifølge Have er det blevet en nødvendighed, at vi alle tager ansvar, hvis kunsten skal fortsætte med at spejle samfundet og styrke sammenhængskraften.
Med den digitale tidsalder er synligheden af kunsten blevet styret af markedsdrevne mekanismer, der prioriterer hastighed og volumen frem for fordybelse og perspektiv. Hvis vi fortsætter med at overlade formidlingen til disse kræfter, risikerer vi at miste de dybere lag i kulturen, der skaber mening.
Samtidig er efterspørgslen på kultur større end nogensinde, med rekordbesøg på museer, festivaler og koncerter, men dækningen følger ikke med. Derfor kan kulturformidling ikke kan være en sekundær aktivitet, Mener Christian Have. Den er en samfundsopgave, som kræver innovation, mod og samarbejde.
PR-bureauer jubler over, at ugeblad genopstår på print
PR-bureauer jubler over, at ugeblad genopstår på print
I forbindelse med at Femina den 8. maj er tilbage på print har vores seniorrådgiver Rikke Hesselholt udtalt sig til Kforum om, hvorfor det betyder noget, at magasinet vender retur i fysisk form.
For Rikke Hesselholt – og for mange af de kulturkunder, vi arbejder med hos HAVE Kommunikation – er det en stor styrke, når man kan kombinere online- og printmedier. Print giver ifølge Rikke Hesselholt noget særligt: tyngde, troværdighed og en længere levetid på budskaberne.
Retssag om "sexistisk" CBS-invitation lander i nyt MeToo-landskab
Retssag om "sexistisk" CBS-invitation lander i nyt MeToo-landskab
Når sexisme og krænkelser bliver et spørgsmål om proportioner, risikerer vi at overse nuancerne i samfundets reaktioner mener adm. direktør og CEO i HAVE Kommunikation, Michael Feder.
Michael Feder påpeger, at der er sket et paradigmeskifte i måden, vi håndterer disse sager på. Ifølge ham er der i dag en større erkendelse af, at der skal være balance mellem krænkelsens alvor og den straf, der gives. Han mener, at samfundet i højere grad er blevet mere nuanceret og rationelt, når det kommer til beslutninger om grænseoverskridende adfærd.
Men når institutioner som CBS vælger at håndtere en sag som den om de bortviste studerende, risikerer vi, at forargelsen får lov at fylde mere end selve substansen i sagen. Michael Feder understreger, at frygten for at blive anklaget for at tolerere krænkende adfærd kan føre til impulshandlinger, der i sidste ende kan skabe en kultur af overreaktion. Dette risikerer at skabe en struktur, hvor beslutninger træffes ud fra følelser frem for en grundig vurdering af situationen.
Det må ikke blive magten, der dikterer, hvad vi må grine af
Det må ikke blive magten, der dikterer, hvad vi må grine af
Af Katrine Rye Skov-Hansen, Projektassistent i HAVE Kommunikation
Satiren har gennem historien været et kraftfuldt redskab til at udfordre magtstrukturer, normer og samfundets selvforståelse. Den har dybe rødder i demokratiets udvikling – det er en ventil, der gør det muligt at udfordre magten, belyse samfundets absurditeter og skabe debat om de svære emner. Men for tiden ser vi, at mere og mere satire møder politisk modstand. Grænserne for, hvad man må gøre grin med, sættes ikke længere kun af publikummet, men nu også af magthaverne.
Denne grænse blev for nylig sat af det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) der, i kølvandet på en kritiseret og angiveligt racistisk sketch fra DR satireprogrammet Tæt på sandheden, krævede handling fra regeringen. For nogen er det nok en ligegyldighed. Men for et demokratisk samfund er det problematisk. For selvom alle selvfølgelig er berettigede til at kritisere satiren, eller føle sig stødt over dens grænseprovokerende humor, så bliver det problematisk, når magthaverne antyder et ønske om politisk handling på baggrund af en krænkelse.
Satire som demokratiets sikkerhedsventil
Satirens virkemidler står som noget af det stærkeste for demokratiets fundament.
Fra Aristofanes i antikken til moderne satire som Charlie Hebdo og The Daily Show. Historisk set har satiren altså altid været en vigtig del af den frie offentlige debat. For satiren giver os, som demokrati, et spejlbillede af samfundets frihedsniveau. Et spejlbillede, som har til formål at udfordre vores grænser på godt og ondt – og om vi vil det eller ej.
Satirens vigtigste funktioner er at reflektere samfundets fejl og mangler. Ved at overdrive, fordreje og karikere virkeligheden, tvinger satiren os til at se kritisk på os selv. Den udfordrer vores fordomme, afslører hykleri og skaber debat om emner, der ellers kunne forblive ubemærket og usagte. Også de emner, vi ikke synes er så rare at snakke om. Satirens fornemmeste opgave er nok en gang at dræbe den dårlige stemning, men på en måde, hvor vi først opdager det, efter vi har grint af.
Når vi ser på historien, er det tydeligt, at satiren altid har været en barriere mod magtmisbrug. Det er netop derfor, at magthavere i autokratiske stater, som Kina, ser satiren som en trussel, der må slås ned på. Her kontrollerer staten de medier, der burde holde den i skak, og enhver form for humor, der stiller spørgsmålstegn ved regimets narrativ, bliver censureret. Den form for samfund tror jeg ikke, at der er nogen af os i Danmark, der hverken idealiserer eller foretrækker.
Frygten for censur er nok det farligste
Men med demokratier i forfald verden over er det vigtigt at huske, at autokratier ikke bare opstår natten over. Vi må være vakse og hele tiden have for øje, at vi som samfund bevæger os i en mere demokratisk retning. Og når folketingsmedlemmer som Aaja Chemnitz begynder at kræve politisk handling overfor en sketch i et satireprogram, så er det en trussel for vores magtkritik og frie demokratiske samtale.
De sidste par uger viser med al tydelighed, hvorfor det er afgørende at værne om armslængdeprincippet som en fundamental idé om, at politikere ikke skal blande sig i mediernes eller kunstens indhold. Når magthavere begynder at rette kritik mod satireprogrammernes indhold, sender det et signal om, at der er visse områder, man bør holde sig fra at gøre grin med. Det skaber ikke nødvendigvis direkte censur, men i stedet en mere bekymrende og snigende chilling-effekt. For det er ikke blot den direkte censur af satiren, vi skal frygte, men i lige så høj grad, hvis ikke endnu mere, at satiren begynder at censurere sig selv af frygt for magthavernes repressalier. Det er når vi begynder at frygte for at ende som Den Korte Radioavis, at det bliver farligt for demokratiet.
Direkte censur kan identificeres, kritiseres og bekæmpes. En usynlig, snigende selvcensur er langt sværere at påvise og gøre op med. Når først frygten har sat sig, bliver satiren ikke længere den skarpe, uhøjtidelige ventil, der stiller magthaverne til ansvar. I stedet bliver den forsigtig og tilpasset. Og det er her, at den største trussel ligger – ikke i en enkelt sketch, men i en kultur, hvor satiren langsomt bliver tæmmet af en underliggende frygt for, hvem den måtte støde, uden at nogen officielt har forbudt noget.
Dialogen er nu engang kernen af demokratiet
Det er forståeligt, at nogle føler sig stødt eller provokeret af satiren – det er netop dens funktion at skubbe til vores grænser. Men svaret på provokationen bør aldrig være censur. I stedet for at indskrænke satiren, bør vi deltage i den dialog, som den har til formål at skabe.
På den lange bane ville det nok også være mere gavnligt for Chemnitz og co. at starte en diskussion om satirens budskaber – frem for at råbe på politisk indgriben. For når vi tør tage debatten, frem for at forsøge at lukke den ned, får vi mulighed for at forstå hinandens perspektiver – også dem, vi måske instinktivt afviser. Hvis vi derimod gør satiren til noget farligt, noget der skal reguleres og begrænses, hvordan skal vi så overhovedet kunne bevæge os fremad? Hvordan skal vi få øje på de blinde vinkler og forstå, hvorfor eksempelvis inuittatoveringer på hvide danskere vækker stærke følelser hos det grønlandske folk, hvis vi kræver politisk indgriben over for satiren – frem for den racisme, som den italesætter?
Et demokrati uden friheden til satiren er et demokrati, der har mistet sin evne til selvironi – og det er langt mere farligt end en joke, der er gået over stregen.
Er Danmark rustet til den kulturelle istid, der venter lige om hjørnet?
Er Danmark rustet til den kulturelle istid, der venter lige om hjørnet?
Er Danmark klar til den kulturelle istid, der venter? Christian Have, stifter og strategisk direktør i Have Kommunikation, advarer om, at vi står overfor alvorlige trusler mod kulturen, både fra globale tendenser og interne politiske beslutninger. Han understreger, at den nuværende kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har haft stor betydning for kulturens position i Danmark, men advarer om, at dette hurtigt kan ændre sig.
Christian Have sammenligner situationen med udviklingen i USA, hvor kunstnerisk og kulturel frihed er under angreb. Han mener, at vi som samfund skal stå sammen for at beskytte kulturens fundament som en vigtig del af demokratiet – ellers risikerer vi at miste noget, der kan tage årtier at genopbygge.
Kultur er en overset kritisk infrastruktur
Kultur er en overset kritisk infrastruktur
I en tid, hvor geopolitiske spændinger eskalerer, og misinformation florerer, er kultur ikke længere blot en kilde til inspiration og fællesskab. Som Christian Have, stifter og strategisk direktør hos HAVE Kommunikation, udtaler: Kultur er blevet en kritisk infrastruktur, der binder os sammen som nation.
Han understreger, at regimer og magter også bruger kultur som et redskab til at påvirke, forme og manipulere befolkninger – fra ødelæggelse af historiske monumenter til massive propagandaapparater på sociale medier. Mens vi forsvarer energiforsyning og cybersikkerhed, glemmer vi at beskytte det, der gør os til os: vores kultur, vores fortællinger, vores værdier.
Derfor mener Christian Have, at beskyttelsen af kultur bør have en højere prioritet på den politiske dagsorden. Uden en stærk, fri og støttet kultursektor risikerer vi at miste vores fælles fundament.
Kunsten og kulturens elite kan aktiveres langt bedre. Men det kræver både nyt perspektiv og nye penge
Kunsten og kulturens elite kan aktiveres langt bedre. Men det kræver både nyt perspektiv og nye penge
I Danmark har vi nogle af de bedste uddannelser inden for kreative fag, men efter endt uddannelse ser vi ofte, at vi ikke får aktiveret den kunstneriske og kulturelle elite. Christian Have, stifter og strategisk direktør hos HAVE Kommunikation, påpeger, at der ligger et enormt potentiale i at investere i denne elite – ikke kun for kunstens og kulturens skyld, men også for samfundets økonomi.
Ifølge Christian Have ser vi på andre områder, som medicinalindustrien og eliteidræt, hvordan investering i udviklingen af eliten har store afkast. Han mener, at samme tilgang burde gælde for de kreative fag, hvor vi skal investere i at udvikle eliten og ikke kun aktivere modtagerne af kulturen. Det kræver et nyt perspektiv og, ikke mindst, nye penge, hvis vi vil udnytte dette potentiale. Uden en stærk investering i den kreative elite risikerer vi at gå glip af en mulighed for at styrke både kulturen og økonomien i Danmark.