De primære faldgruber i AI’s møde med kunsten og kulturen
Både kulturforbrugerne, kulturlivet og det politiske system, der omgiver det, har et fælles ansvar for at begribe AI’s potentialer og faldgruber i mødet mellem kunsten og kulturen på den ene side og den kunstige intelligens på den anden.
Der er mange måder, man som kunstner eller kulturaktør kan gøre brug af den konstant voksende vifte af AI-tjenester. Eksempelvis er både chattjenester som ChatGPT og billedtjenester som Midjourney og DALL·E 2 fantastiske til at generere idéer. Intet menneske kan hamle op med disse tjenester, når det kommer til at præsentere mere eller mindre formfuldendte og relevante idéer, som man så frit kan plukke fra og tilpasse efter behov.
AI-tjenesterne kan også hjælpe med research, ligesom de kan give udførlig feedback på alt fra fiktive historier til pressetekster. Hertil kommer, at det digitale samlebåndsarbejde – f.eks. beskæring af billeder, filkonverteringer eller støjreduktion af lydfiler – i høj grad kan udliciteres til AI, så man får mere tid til det, der for alvor er spændende og kreativt.
Hertil kommer et væld af muligheder for avancerede interaktioner med publikum, inddragelse af VR- og AR-teknologier og intelligent automatisering af eksempelvis lyd og lys under en koncert eller en teaterforestilling.
I denne artikel vil jeg imidlertid fokusere specifikt på faldgruberne i AI’s møde med kunsten og kulturen. For dem er vi nødt til konsekvent at være opmærksomme på, så vi som mennesker ikke risikerer at miste vores kreative mandat og tankeløst udliciterer kunsten og kulturen til AI – blot fordi vi er fascinerede af, at det faktisk er muligt.
En altoverskyggende faldgrube er netop den risiko, der er forbundet med, at vores teknologiafhængighed stadig øges. Hvis vi lader AI overtage frembringelsen af de idéer, værker, fortællinger og begivenheder, som vi ellers hidtil selv har skabt, bliver vores kreative muskler slappe. Præcis som det barn, der ikke lærer at male og tegne, fordi de digitale skærme tager over. Ultimativt kan vi dermed risikere at miste vores egen skaberkraft og identitet.
Endnu en faldgrube handler om den værdi, vi tillægger kunstværker. For hvis vi godtager, at værdien af et kunstværk blandt andet udspringer af de menneskelige tanker, følelser og udfordringer, som en kunstner har arbejdet med undervejs i en længerevarende skabelsesproces, så vil det værk, som AI har genereret på få sekunder, åbenlyst ikke rumme den samme værdi.
I det øjeblik vi oversvømmes af AI-værker, som mange givetvis ikke kan skelne fra menneskeskabte værker, risikerer kunsten og det enkelte værks værdi at blive devalueret – og det kan medføre, at vi generelt mister respekt for og tiltro til alt det, kunsten repræsenterer.
Denne problematik gør sig ikke mindst gældende, fordi AI-tjenesterne principielt set gør det muligt for alle – selv personer uden nogen reel erfaring med kunstnerisk arbejde – at generere værker, der potentielt kan være svære at skelne fra dem, som menneskelige kunstnere med årtiers erfaring har skabt.
Dermed er der risiko for, at det skel mellem kunstner og ikke-kunstner, som kunstverdenen er ganske afhængig af, vil blive reduceret kraftigt.
Dette medfører en hel vifte af systemiske og institutionelle udfordringer for kunstnere og kulturaktørers organisationer og forretningsmodeller. Hele den kulturelle infrastruktur kan risikere ultimativt at smuldre, hvis værdien af kunsten og kulturens produkter og services på denne måde bliver undermineret.
Der ligger også en faldgrube i den omstændighed, at en AI-model naturligvis kun kan generere outputs, der er baseret på de data, den er blevet fodret med. Så selvom disse input kan sammensættes på helt nye og kreative måder, så genererer AI som sådan ikke ny viden i sig selv. Derfor er det afgørende, at vi insisterer på at holde fast i vores søgen efter ny viden og nye idéer og ikke bare overlader det til AI at gøre dette på vores vegne.
Den helt store faldgrube handler imidlertid ikke om, hvad AI kan eller ikke kan – eller hvad AI bliver i stand til eller ikke i stand til. Tværtimod handler det om, hvordan vi mennesker fortolker AI’s kompetencer.
AI’s faktiske muligheder og begrænsninger er underordnede sammenlignet med de muligheder og begrænsninger, vi tillægger AI. Hvis vi tillægger AI en storhed og magt, som den ikke har i praksis, vil det påvirke vores selvforståelse og interaktion med AI i en negativ og unødigt angstpræget retning.
Faldgruben er således, at vi i praksis lader os narre – eller måske ligefrem forføre – af AI. At vi synes, at det, den skaber, er så fantastisk og så meget bedre end det, mennesker kan skabe på egen hånd, at vi frivilligt underkaster os dens kræfter. Alt sammen uden, at AI har gjort andet eller mere end blot at generere outputs, der så vidt muligt matcher de inputs, vi fodrer den med.
Budskabet om teknologiens velsignelser og ”ustoppelighed” vil især komme fra de store techdynastier, og det er dette budskab, som kan pacificere os i forsøget på aktivt at definere AI’s udvikling og fremtid.
Så kan AI en skønne dag skrive en prisvindende roman? Ja, sagtens – men kun hvis vi som mennesker tillader det. AI har i sig selv ingen ambitioner om at vinde Nobelprisen i litteratur. Men hvis vi som mennesker føler, at den fortjener denne pris, så står det naturligvis i vores magt at overrække den.
Det er dog 100% op til os at vurdere, hvorvidt vi skal bevæge os ned ad den vej.
Når AI kan skrive historier og musikstykker og generere alverdens billeder, så bliver vi udfordrede på vores kreative mandat – fordi AI nu er i stand til at gøre noget, som vi ellers troede, vi ville være de eneste, der kunne. Men det er fortsat op til os at definere og vurdere, hvordan vi adskiller os fra AI.
Det er ikke AI’s opgave at adskille sig fra mennesket.
– CH
Christian Haves nye bog, 'Kunstig intelligens: Kunstens storhed eller fald?', udkommer den 31. maj på Muusmann Forlag. Læs mere om bogen og forudbestil den her.