Det må ikke blive magten, der dikterer, hvad vi må grine af
Af Katrine Rye Skov-Hansen, Projektassistent i HAVE Kommunikation
Satiren har gennem historien været et kraftfuldt redskab til at udfordre magtstrukturer, normer og samfundets selvforståelse. Den har dybe rødder i demokratiets udvikling – det er en ventil, der gør det muligt at udfordre magten, belyse samfundets absurditeter og skabe debat om de svære emner. Men for tiden ser vi, at mere og mere satire møder politisk modstand. Grænserne for, hvad man må gøre grin med, sættes ikke længere kun af publikummet, men nu også af magthaverne.
Denne grænse blev for nylig sat af det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) der, i kølvandet på en kritiseret og angiveligt racistisk sketch fra DR satireprogrammet Tæt på sandheden, krævede handling fra regeringen. For nogen er det nok en ligegyldighed. Men for et demokratisk samfund er det problematisk. For selvom alle selvfølgelig er berettigede til at kritisere satiren, eller føle sig stødt over dens grænseprovokerende humor, så bliver det problematisk, når magthaverne antyder et ønske om politisk handling på baggrund af en krænkelse.
Satire som demokratiets sikkerhedsventil
Satirens virkemidler står som noget af det stærkeste for demokratiets fundament.
Fra Aristofanes i antikken til moderne satire som Charlie Hebdo og The Daily Show. Historisk set har satiren altså altid været en vigtig del af den frie offentlige debat. For satiren giver os, som demokrati, et spejlbillede af samfundets frihedsniveau. Et spejlbillede, som har til formål at udfordre vores grænser på godt og ondt – og om vi vil det eller ej.
Satirens vigtigste funktioner er at reflektere samfundets fejl og mangler. Ved at overdrive, fordreje og karikere virkeligheden, tvinger satiren os til at se kritisk på os selv. Den udfordrer vores fordomme, afslører hykleri og skaber debat om emner, der ellers kunne forblive ubemærket og usagte. Også de emner, vi ikke synes er så rare at snakke om. Satirens fornemmeste opgave er nok en gang at dræbe den dårlige stemning, men på en måde, hvor vi først opdager det, efter vi har grint af.
Når vi ser på historien, er det tydeligt, at satiren altid har været en barriere mod magtmisbrug. Det er netop derfor, at magthavere i autokratiske stater, som Kina, ser satiren som en trussel, der må slås ned på. Her kontrollerer staten de medier, der burde holde den i skak, og enhver form for humor, der stiller spørgsmålstegn ved regimets narrativ, bliver censureret. Den form for samfund tror jeg ikke, at der er nogen af os i Danmark, der hverken idealiserer eller foretrækker.
Frygten for censur er nok det farligste
Men med demokratier i forfald verden over er det vigtigt at huske, at autokratier ikke bare opstår natten over. Vi må være vakse og hele tiden have for øje, at vi som samfund bevæger os i en mere demokratisk retning. Og når folketingsmedlemmer som Aaja Chemnitz begynder at kræve politisk handling overfor en sketch i et satireprogram, så er det en trussel for vores magtkritik og frie demokratiske samtale.
De sidste par uger viser med al tydelighed, hvorfor det er afgørende at værne om armslængdeprincippet som en fundamental idé om, at politikere ikke skal blande sig i mediernes eller kunstens indhold. Når magthavere begynder at rette kritik mod satireprogrammernes indhold, sender det et signal om, at der er visse områder, man bør holde sig fra at gøre grin med. Det skaber ikke nødvendigvis direkte censur, men i stedet en mere bekymrende og snigende chilling-effekt. For det er ikke blot den direkte censur af satiren, vi skal frygte, men i lige så høj grad, hvis ikke endnu mere, at satiren begynder at censurere sig selv af frygt for magthavernes repressalier. Det er når vi begynder at frygte for at ende som Den Korte Radioavis, at det bliver farligt for demokratiet.
Direkte censur kan identificeres, kritiseres og bekæmpes. En usynlig, snigende selvcensur er langt sværere at påvise og gøre op med. Når først frygten har sat sig, bliver satiren ikke længere den skarpe, uhøjtidelige ventil, der stiller magthaverne til ansvar. I stedet bliver den forsigtig og tilpasset. Og det er her, at den største trussel ligger – ikke i en enkelt sketch, men i en kultur, hvor satiren langsomt bliver tæmmet af en underliggende frygt for, hvem den måtte støde, uden at nogen officielt har forbudt noget.
Dialogen er nu engang kernen af demokratiet
Det er forståeligt, at nogle føler sig stødt eller provokeret af satiren – det er netop dens funktion at skubbe til vores grænser. Men svaret på provokationen bør aldrig være censur. I stedet for at indskrænke satiren, bør vi deltage i den dialog, som den har til formål at skabe.
På den lange bane ville det nok også være mere gavnligt for Chemnitz og co. at starte en diskussion om satirens budskaber – frem for at råbe på politisk indgriben. For når vi tør tage debatten, frem for at forsøge at lukke den ned, får vi mulighed for at forstå hinandens perspektiver – også dem, vi måske instinktivt afviser. Hvis vi derimod gør satiren til noget farligt, noget der skal reguleres og begrænses, hvordan skal vi så overhovedet kunne bevæge os fremad? Hvordan skal vi få øje på de blinde vinkler og forstå, hvorfor eksempelvis inuittatoveringer på hvide danskere vækker stærke følelser hos det grønlandske folk, hvis vi kræver politisk indgriben over for satiren – frem for den racisme, som den italesætter?
Et demokrati uden friheden til satiren er et demokrati, der har mistet sin evne til selvironi – og det er langt mere farligt end en joke, der er gået over stregen.