Kunstig intelligens laver dårlig kunst – maskeret som god kunst

For nogle måneder siden dukkede et band op på Spotify ved navn Velvet Sundown. Bandet har i skrivende stund omkring 265 tusinde månedlige lyttere og en lyd af blød, 70’er-inspireret indiemusik. Men der er så bare lige det, at ingen fra bandet faktisk findes.

De langhårede bandmedlemmer, der prydede banneret på deres profil, var alle AI-genererede. Flere internetprofiler pointerede, at bandet var blevet vist i deres feed og afspillet som en del af deres algoritme – tilsyneladende fordi Spotify gerne ville have, at de blev lyttet til. Det skaber jo en oplagt mistanke om, at Spotify netop vil have, man lytter til bandet, fordi der ikke er nogle kunstnere, som skal have betaling for musikken. Siden er de AI-genererede ansigter blevet fjernet fra profilen.

Jeg vil ikke kunne lide det

Den hårde erkendelse, jeg nåede frem til, da jeg hørte AI-bandet, var, at jeg ikke havde lagt mærke til, at det var AI, og at jeg – og det var det værste – havde syntes, det lød godt. Det var vitterligt ubehageligt, eftersom jeg mest af alt følte mig snydt. Lige så snart jeg vidste, det var AI, gad jeg ikke lytte til det.

Det vilde er også, at det ikke er svært at lave. Da der sidste år blev holdt en fodboldturnering på mit gymnasium, var der til anledningen blevet genereret en turneringssang. Den var ikke noget bemærkelsesværdigt, men den var skabt af ét prompt på et par minutter.

Men er vi så et sted nu, hvor kunst, musik og litteratur ikke kræver andet end et prompt? Det er vi. Men spørgsmålet er, hvad der sker, når AI ikke kun bruges som værktøj, men i stedet til at snyde forbrugere.

Masseproduktion i sig selv

Et lignende spørgsmål blev allerede tacklet af Walter Benjamin i hans essay ”Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder”. Dengang var det store spørgsmål, hvad der skete med kunst, når den gik fra kun at kunne ses i sin originale form til at kunne masseproduceres.

Muligheden for at masseproducere værker havde taget kunsten ud af dens hidtidige arenaer som kirken, templet eller museet – det, han kalder ritualet – og i stedet var det blevet muligt at have Mona Lisa hængende derhjemme. Det betød både, at kunsten blev demokratiseret – pludselig kunne alle tilgå værkerne – men også, at den mistede noget af den ”aura”, som det originale kunstværk havde.

AI tager den udvikling skridtet videre. Fra at man kunne kopiere originale værker, bliver kunsten med AI ikke kun frigjort fra ritualet, men kan nu også frigøres fra kunstneren selv. Det er masseproduktion i sig selv, uden nogen original.

Selvom det originale værks aura måske ikke er til stede i en reproduktion af Van Gogh, refererer det ikke desto mindre til det rigtige værks aura. AI-kunsten består derimod af tusinde små stumper inspiration fra andre værker og refererer kun til sig selv.
For mig at se giver det ikke mening som kunst.

Dårlig kunst

En kunstner kan selvfølgelig godt bruge forskellige AI-værktøjer i sit arbejde. Det ville være dumt ikke at udnytte det kreative potentiale, der ligger i den nye teknologi.
Problemet kommer, når AI ikke længere er et værktøj, kunstnere kan bruge, men i stedet bruges til at skabe falske kunstnere.

For helt grundlæggende tror jeg ikke, vi har lyst til at forbruge kulturprodukter, der ikke kommer fra mennesker.
Jeg ville aldrig gide se på et kunstværk, der ikke havde menneskeligt arbejde bag sig. Uden en eller anden form for menneskeligt håndværk, intention, idé, ville jeg aldrig gide bruge min tid på det. Måske som ren baggrundsunderholdning, men faktisk at stoppe op, læse, se, høre – det ville jeg ikke. Jeg kunne jo netop godt lide Velvet Sundown, men kun lige indtil jeg vidste, hvordan det var lavet.

Når kulturprodukter bliver frigjort fra alt menneskeligt håndværk, idéer og intention, bliver de ikke demokratiseret, men tomme og meningsløse.
Det samme formoder jeg gælder for de millioner af såkaldte Swifties. De er fans af Taylor Swifts musik, men mindst lige så meget af hende. Hvis man fjernede hende og erstattede hende med en AI, er jeg ret sikker på, at musikken ikke i sig selv ville kunne opretholde fandommen.

Tech-virksomhederne er altså gået et skridt videre i kampen for at få os til at konsumere billigt produceret bras ved at skabe dårlige kulturprodukter, der kan ligne gode kulturprodukter – ved at foregive, at kunsten har en menneskelig kunstner bag sig og ikke bare en algoritme.
Det er derfor en vigtig politisk opgave at sikre transparens om, hvilke profiler der består af AI, og hvilke der ikke gør.
Vi er på den måde blevet kulturforbrugere i et meget mere vanskeligt kulturlandskab, hvor produkter, vi faktisk ikke gider forbruge, pludselig kan fremstå som noget, vi gerne vil forbruge. Og man kan kun være bange for, at den maskering vil blive langt sværere at gennemskue, og at, hvad der er sandt og falsk, vil smelte mere og mere sammen.

Men fat mod! For som Velvet Sundown skriver i sangen ”Dust on the Wind”: ”Smoke will clear / Truth won’t bend”. Amen!

kultur|AGENDA er glade for at kunne præsentere Nicolai la Cour, som skal skrive tekster om kultur set fra et ungdomsperspektiv. Nicolai er interesseret i kulturfænomener i alle former og skriver om alt fra kulturarv til internetfænomener. Han har tidligere deltaget i den offentlige debat i forskellige dagblade og aviser og brænder for at sige sin mening.