Laver kunstig intelligens kunstig kunst? En personlig beretning
Med kunstig intelligens kan maskinerne ENDELIG gøre arbejdet for os. Det gælder også, når vi laver kunst. Men er det virkelig ønsket? Er hele idéen med kunst ikke netop at få lov til selv at udtrykke os? Og for modtageren - at opleve et menneske, der udtrykker sig? AI stiller nogle helt fundamentale spørgsmål om kunst. Og der er kun en vej frem for at finde svar.
Jeg satte mig for at undersøge AI som kunstnerisk redskab med lydværket RAIDIO. Et fiktivt radioprogram, udelukkende produceret med AI-genereret lyd. Her er lidt af hvad, jeg lærte:
Embrace the weird : AI er underligt – og det er godt
Noget af det mest forstyrrende er ting, der er lidt menneskelige – og så alligevel ikke. ”The uncanny valley”, kaldes det.
Generativ AI er (lige nu) virkelig god til at ramme ”the uncanny valley”. Der bliver ufrivilligt skabt ting, der i mangel på bedre ord er ”sådan lidt off”. Ansigter, der ikke helt virker. Stemmer, der intonerer underligt. Bevægelser, der føles unaturlige. AI er fantastisk, når det kommer til at skabe ufrivillig David Lynch-stemning.
Det kan man betragte som fejl, der skal udbedres. Eller man kan se muligheder for at skabe noget unikt.
Eksempelvis ved at få stemmer til at tale, synge og rappe på ikke-eksisterende sprog. Med andre ord eksperimenter med lyd, der på alle tænkelige måder virker som den menneskelige stemme. Og endda kan afkodes som forskellige sprog. Men på mærkværdig vis er volepyk:
Den slags “mislykket menneskelighed” er fantastisk i kunsten. Når vi bliver konfronteret med ”det underlige” får vi sat et spejl op mod ”det normale”. Vores egen helt ubevidste grundantagelser.
Dit kunstneriske projekt er det vigtigste
Kunstnere og publikum har altid haft det svært med teknologier, der gør arbejdet for os. Pladespilleren, trommemaskiner, autotune, fotografiapparatet. Alle blev i første omgang udskældt, for så senere at blive anerkendt som interessante redskaber med hver deres potentiale for kunstnerisk udfoldelse.
Er det samme historie med kunstig intelligens? Eller er balancen simpelthen tippet med en teknologi, hvor computeren vitterligt gør arbejdet for dig?
Jeg mener, at mennesket altid finder en måde at anvende redskaber til at udtrykke sig selv.
I mit eget tilfælde var løsningen netop at sige: Det enkelte nummer er ikke mit kunstneriske udtryk. Men ved at blande musik og speak i et større mix, er der et kunstnerisk projekt.
Et enkelt AI-nummer er måske ikke så kunstnerisk interessant. Men med et mix ser vi pludselig mønstre. Det bliver en udforskning af materialet, og af produktionsredskaberne.
”Information overload equals pattern recognition”, som McLuhan formulerede det.
Kunst-som-kuratering – eller kuratering-som-kunst?
Der er et spænd mellem kunst og kuratering. Der hvor kollagekunstneren, assemblage-kunstneren, DJ’en og sample-musikeren bor. Hvornår skaber man noget, der er tilstrækkeligt nyt og sit eget til, at det er kunst i sin egen ret, frem for kuratering af noget andet?
Det spørgsmål bliver relevant på en helt ny måde med AI. Hvor man ikke selv eksekverer, men udtænker, bestiller og udvælger.
Det er ikke en ny ting. Tidligere var det bare kun meget store, meget dyre kunstnere, der havde råd til et hold af eksekverende assistenter, der kunne lave det egentlige arbejde.
Er det kunst eller kuratering, når vi lader AI slæbe det tunge læs? Er spørgsmålet relevant? Eller bliver vi bare konfronteret med et nyt syn på kunstneren?
Kunsten har altid været en dialog. Ikke bare med materialet, men også med modtageren. Med fortiden og fremtiden. Og måske endda værket selv.
Kunstig intelligens er et paradigmeskifte. Men den fjerner ikke vores fornøjelse ved at indgå i den dialog. Det gør måske kun dialogen mere spændende.
Kunstig intelligens er intellektuelt tyveri
Det er let at få tanken, at generativ AI bygger på så kæmpe mængder træningsdata, at det nærmest ikke betyder noget. 0,001% inspiration fra en million forskellige kunstnere – går det ikke?
Men man mærker tydeligt, at AI-genereret musik ofte ligger lidt for tæt på konkrete kunstnere eller værker.
Vurder selv, om ikke AI-genereret “grime” lyder lige lovlig meget som genrens største stjerne, Dizzee Rascal:
Det er ikke så meget ”ny kunst, skabt ud fra en million input”. Mere tæt på en kopi ud fra en eller meget få dominerende input.
Al kunst og kreativitet bygger på noget andet. Grænsen mellem inspiration og plagiat er kompliceret. I praksis er det nok mest kunstnere selv der ved, om der var tale om inspiration eller et bevidst og kalkuleret forsøg på efterligning.
Og det er netop problemet. For når AI laver indholdet, er det ikke længere os selv, der har styring med, om vi plagierer.
Det gælder i øvrigt også, når vi ikke kan se eller høre plagiatet.
Det er et problem – hvis vi altså synes, at begreber som ophavsret og intellektuelle rettigheder er noget værd.
Generativ AI bliver kun stærkere med tiden, og der er ingen grund til, at AI-værktøjer bliver en større del af kunstnernes repertoire. Skal vi være bange? Det mener jeg ikke.
Kunstnere vil altid bruge de eksisterende redskaber til at udtrykke sig. Og mennesket vil altid synes, det er spændende at opleve de udtryk. Vi forstår ikke kun verden gennem vores egne øjne, men også andres. Vi vil fortsætte med at opleve verden gennem andres øjne – uanfægtet hvilke redskaber, der bruges til at formidle den verden.
Skrevet af Jacob Bogh