Regeringens nye forskningsudspil er et af de mest markante løft, vi har set i mange år. 19 milliarder kroner frem mod 2029. Klare satsninger. Et brud med den år-for-år-rytme, som i årevis har gjort forskningspolitikken forudsigelig.
Det her er ikke småjusteringer, det er et kursskifte.

Men midt i optimismen ligger også et ansvar. Og det ansvar hviler ikke på Christiansborg. Det ligger hos universiteterne, forskningsmiljøerne og de institutioner, der nu skal omsætte milliarderne til noget, der giver mening uden for campus.

Danmark producerer forskning i verdensklasse, men alt for meget af den når aldrig længere end til seminarer, interne konferencer og opslagstavler.
Forskningens gennemslagskraft og synlighed i samfundet er for svag. Problemet er ikke forskerne. Det er kulturen. Vanen. Et sprog, der er bygget til at imponere kolleger frem for at oplyse befolkningen.

Værdien opstår først, når resultaterne kan mærkes af helt almindelige mennesker – dem, der skal leve med de teknologier, sundhedsløsninger og sociale indsatser, forskningen skal understøtte. Det kræver ikke mere kompleksitet. Det kræver mod til at tænke mindre som et system og mere som et samfund. At tale jordnært. At være højaktuel. At gøre viden sanselig, synlig og begejstrende. Hvis ikke danskerne kan mærke det, forstå det og bruge det, mister vi forbindelsen mellem forskning og fællesskab.
Og det er den forbindelse, der skal styrkes nu.

Hvordan får vi forskning ud over universitetets mure?