Skal kulturlivets kendisser ha’ deres privatliv i fred?
Kløften mellem medierne og kendte kunstnere har aldrig været dybere. Medierne vil ha’ en større og større bid af de kendtes privatliv, mens hovedpersonerne selv - skuespillere, instruktører, tv-værter, musikere, forfattere m.m. - slår bak. Det er en udfordring for alle - ikke mindst de PR-folk, der arbejder med begge parter.
Ved først øjekast er alt som det plejer at være. Vi ser de kendte fra kulturlivet i interviews på alle platforme. TV. Radio. Aviser. Magasiner. Sådan har det været så længe vi kan huske. Men tiderne skifter, og det gør dagsordener, bevægelser og tidsånden også.
I disse år er den digitale medierevolution i færd med at rykke ved privatlivets grænser. Med de sociale mediers dominans, de traditionelle mediers gradvise nedtur og realitystjerner og influencernes indtog som tidens nye superstjerner, bliver grænserne mellem det offentlige og private mudret til.
Mange af tidens nye mediestjerner er mere tilbøjelige til at give en større bid af sig selv i medierne. De poster flittigt privatbilleder af sig selv ligesom de ofte har mod på at tale om meget private emner og oplevelser i direkte tv og interviews i bladene og aviser. Det er guf for medierne, og hvis medierne skal kunne sælge deres historier, skal der være ”noget på spil” eller i hvert fald noget hvor ”vi kan mærke interviewpersonen”, som vi ofte hører fra journalisterne.
Slår ring om privatlivet
Anderledes forholder det sig for mange af tidens kendte kunstnere. Skuespillere, forfattere, instruktører og musikere stiller fortsat flittigt op til interviews. Og det varierer naturligvis meget, hvor private de bliver i interviews. Men i den senere tid har jeg bemærket en bevægelse henimod, at rigtig mange af dem i stigende grad kun vil interviewes om det, de er aktuelle med, f.eks. en ny rolle, udgivelse eller premiere på et show. Ikke noget privat!
Og det er her problemet ofte opstår. For medierne har ikke lyst til bare at være ”mikrofonholdere” for et reklamefremstød på en ny titel. De har brug for det, man kan karakterisere som et ”personligt interview”. Her giver det mening at differentiere mellem ”personligt” og privat”, for medierne stiller ikke som sådan krav om, at de kendte skal udstille deres privatliv og fortælle vidt og bredt om parforhold, sorger og konflikter inden for hjemmets fire vægge. Men de vil stadig ha’ et interview, der føles vedkommende, personligt og med noget på hjerte.
Mange kendte i kulturlivet har gennem de senere år brændt sig på at dele ud af deres eget liv i større portrætinterviews i f.eks. et magasin eller et tv-interview, for dernæst at opleve, at en enkelt oplevelse tages ud af kontekst og citeres på kryds og tværs i alle mulige andre medier. Det må forståeligt nok føles grænseoverskridende og give en følelse af kontroltab, Og derfor beslutter mange af dem at trække en streg i sandet og lave en meget kontant opdeling af, hvad der hører offentligheden og privatlivet til.
Nogle medier har fundet balancen
Der findes dog også undtagelser. Det vil sige medier, der formår at skabe så trygge rammer for deres interviewpersoner, at der rent faktisk kommer endog meget personlige interviews ud af det. F.eks. har TV 2 med deres format ”Søndagsgæsten” i Go’ Morgen Danmark det seneste års tid haft stor succes med at få deres gæster til at åbne og op og blive ret personlige og nogle gange også private uden, at gæsterne bagefter har haft dårlige oplevelser. Det er et eksempel på, at tillid kombineret med grundig research kan udmønte sig i nogle frugtbare samtaler, der kommunikerer klart og positivt til glæde for alle.
Jeg tror, at der ligger en hastigt voksende opgave for PR-medarbejderen i at skabe bro mellem medierne og de kendte. Hvordan kan man skabe rammerne for et interview, der tilgodeser disse tilsyneladende modsatrettede agendaer? Svaret ligger formentlig i researchdelen.
PR-medarbejderen skal i endnu højere grad end tidligere føre samtaler med interviewpersonerne på forhånd og få identificeret de gode historier, der både har relevans for det aktuelle værk og tilgodeser mediernes behov for ”den personlige fortælling”. Det kræver større tålmodighed og mere rugbrødsarbejde.
Men der ligger også en opgave for medierne. Hvordan kan de skabe meningsfulde formater til et interview eller portræt? Alle de kunstnere jeg har arbejdet med, sætter pris på et interview hvor de kan mærke, at journalisten er velforberedt og har lagt energi i at få skabt nogle gode og trygge interviewrammer. Hvis kunstneren skal gi’ noget af sig selv, så skal journalisten også – i form af tid og engagement, både i forberedelsen og til selve interviewet.
Jeg tror det især er disse to modeller, der fremover skal tages i brug, hvis der også i fremtiden skal komme inspirerende, medrivende og givende interviews ud af mødet mellem medier og kunstnere.
-MF