Svære tider baner vejen for ny global filmmusical-bølge

Når krisen kradser, løber vi tør for ord. Og så får vi brug for at udtrykke os på nye måder. Her kan filmmusicalen noget helt særligt som genre.

I disse måneder bliver biografpublikummet over hele verden trakteret med den ene filmmusical efter den anden. Wicked, Emilia Perez, Joker: Folie à Deux, Vaiana, Mufasa: The Lion King, Mean Girls og Joshua Oppenheimer dansk-producerede The End, der har premiere i næste måned. Til sammen udgør de den brogede vifte af spillefilm, som har til fælles, at de kan kategoriseres som filmmusicals selvom de ikke nødvendigvis er blevet markedsført som sådan. 

Det er længe siden, at så mange markante musicalfilm kommer på én gang. Men det nye og spændende er, at flere af dem giver sig i kast med tidens vigtige og svære emner. 

Wicked tager f.eks. livtag med racisme, mobning, udstødelse og løgnen som politisk våben. Den franske film Emilia Perez kaster sig over transkønnethed med den usædvanlige præmis, at en hårdkogt mexicansk narkobaron er nødt til at foretage et kønsskifte for at kunne se sin familie. I Joker: Folie à Deux zoomes der ind på psykisk sygdom og sindssygepatienten Arthur Flecks forstyrrede virkelighedsbillede, og i The End følger vi en milliardærfamilie, der har forskanset sig i en saltmine, efter jorden er gået under pga. en klimakatastrofe. 

Foto: Tilda Swinton Michael Shannon The End Felix Dickinson courtesy of NEON

I dag har filmmusicalen ikke samme greb i befolkningen som i gamle dage

I dag er musicalen fortsat lidt af et fyord og opfattes i mange kredse som uforpligtende, letbenet underholdning. I tidligere tid nød filmmusicalen en helt anden respekt blandt publikum.

Historisk set var musicalen én af de mest populære filmgenrer i de første årtier af filmhistorien. Verdens første talefilm, The Jazz Singer fra 1927, var faktisk en musicalfilm, og op gennem 1930’erne, 1940’erne og første halvdel af 1950’erne oplevede filmmusicalen sin absolutte storhedstid, hvor biografpublikummet blev dus med stjernenavne som Fred Astaire, Ginger Rodgers, Gene Kelly, Bing Crosby, Frank Sinatra og Judy Garland. 

Bl.a. var genren så populær, at der i 1930 blev produceret op imod 100 musicalfilm i Hollywood. Den kadence kunne naturligvis ikke opretholdes, men alligevel var disse film vildt populære i mange år frem. 

Også op gennem 1950’erne og 1960’erne havde genren mange store publikumssucceser i skikkelse af bl.a. The Sound of Music, My Fair Lady og West Side Story, men så begyndte nye vinde og ideologier at blæse i 1970’erne. Tonen blev mørkere og mere udfordrende i titler som Cabaret og Spillemand på en tagryg, men generelt ændrede den demografiske sammensætning sig, og publikums begejstring fortonede sig. 

Lige siden er der blevet produceret filmmusicals både i USA og Europa, men med langt flere flops end succeser til følge. Kigger man ned over de seneste 50 års produktion af filmmusicals, er det især titler som Grease, Mamma Mia!, Chicago, La La Land samt Disneys perlerække af animationsfilm, der skiller sig ud og er blevet store succeser.

Foto: Emilia Pérez – SF Studios

“Personligt tror jeg på, at når krisen kradser, er det nemt at løbe tør for ord. Og så må vi ty til andre måder at udtrykke os på. Når ordene ikke længere slår til, fordi der er så meget, der er svært at tale om – hvad gør man så?”

– Michael Feder

Ikke tilfældigt, at vi får alvorlige filmmusicals netop nu

At vi nu står et sted i filmhistorien, hvor der laves stort anlagte filmmusicals om diversitet, voksenmobning, klimakatastrofer og mental sygdom, er ikke tilfældigt. Det er ikke tilfældigt, at Wicked har slået en lang række rekorder og er den højst omsættende filmatisering af en Broadway-musical nogensinde og én af de mest succesfulde musicals nogensinde. Den eventyrverden, de temaer og de store følelser, der er på spil i filmen, har gjort den til en global blockbuster og crowdpleaser, som nutidens publikum kan forholde sig til. Og det er ikke tilfældigt, at Emilia Perez modtog en af hovedpriserne til den nyligt afholdte Golden Globe-uddeling og er kørt i stilling som en af årets helt store Oscar-favoritter.  

Jeg tror det siger noget om den tid vi lever i. Det er hårde tider, og mange svære emner trænger sig på. Krig, sygdom, mental sundhed, klima-alarm, stigende polarisering i samfundet – listen fortsætter. Personligt tror jeg på, at når krisen kradser, er det nemt at løbe tør for ord. Og så må vi ty til andre måder at udtrykke os på. Når ordene ikke længere slår til, fordi der er så meget, der er svært at tale om – hvad gør man så?

Musicalens genrekonventioner kan udtrykke noget ingen anden filmgenre kan

Her har filmmusicalen noget helt særligt at byde på. For genrens konventioner ophæver realismens snævre tyngdekraft og giver plads til nogle mentale rum, hvor alt kan ske. I musicalens verden kan vi få lov at komme ind i karakterernes indre univers, vi får udfoldet deres tanker og følelsesliv og hele den måde, de opfatter verden på. Det er ikke kun et spørgsmål om, at skuespillerne begynder at synge i stedet for at sige replikker. Vi får som publikum præsenteret hele parallelverdener, som kan være fyldt med dans, sang, farver og mennesker i alverdens kombinationer. 

Filmkunstnere får pludselig et meget bredere klaviatur at spille på, og kan udtrykke følelser, drømme og perspektiver på en helt anden måde end med gængs tale eller voice-over. Feks. har den franske instruktør Jaques Audiard, der har skabt Emilia Perez, udtalt, at han i udgangspunktet ikke bryder sig om musicalen som genre, men det gik op for ham, hvilke store muligheder der pludselig åbnede sig, da han arbejdede med sin mexicanske trans-gangsterhistorie. 

Jeg tror fuldt og fast på, at verden har brug for sang, dans og musik lige nu til at udtrykke verdens store smerte, tvivl og dilemmaer. Også på film. Som den grønne heks Elphaba på kosteskaftet i Wicked, vil filmmusicalen som genre flyve højt og frit i den kommende tid. Hvor længe det varer, og hvordan det vil udspille sig, er selvfølgelig svært at spå om. Så det vil jeg undlade. I stedet bør publikum tage en tur i biografen og få tankevækkende, inspirerende og underholdende fortællinger på måder, de måske ikke er vant til.

– MF

Headerbillede: Wicked, Universal Studios