Mandag aften, den 14. marts, blev Artbeat Prisen 2022 uddelt på Aveny-T. Udover den festlige fejring af det forgangne års bedste kulturformidlere, var der også et andet særligt tema: Aktivismens fremtrædende rolle i kulturformidlingen.
Artbeat Prisen vendte stærkt tilbage mandag aften efter et års pause, da en vis coronavirus satte en stopper for afholdelsen af prisuddelingen i 2021. Det blev en festlig aften i det snart nyrenoverede House of T – Aveny-T’s nye scene – foran et stort og veloplagt publikum.
Aftenens vært var Anne Sophia Hermansen, og vinderne af de tre priser blev:
Hovedprisen
Julie Rokkjær Birch fra KØN – Gender Museum Denmark, som modtog prisen for sin forbilledlige involvering i den offentlige debat, hvor hun diskuterer og perspektiverer kønsspørgsmål med stor viden, indsigt og mod.
Særprisen
BaggårdTeatret, som blev hyldet for at bryde de gængse rammer og vise helt nye veje for, hvordan publikum kan møde teatret – og hvordan teatret kan møde sit publikum.
Talentprisen
Gry Jexen, som med sit “Kvinde kend din historie”-projekt har givet historieformidlingen et kærligt spark bagi og demonstreret, hvordan sociale medier kan gøre historien mere levende og nærværende.
Ud over de tre prisuddelinger bød aftenen også på inspirerende kultursaloner, hvor en vifte af skarpe kulturprofiler diskuterede kulturformidlingens potentialer og udfordringer. Desuden fik publikum serveret musikalske indslag af Katinka og Christel Bæksted.
Et gennemgående tema blandt de nominerede var den mere aktivistiske tilgang til kulturformidlingen. Det blev bemærket af både prismodtagerne, aftenens vært og deltagerne i kultursalonerne.
Især var køn og ligestilling i fokus – ført an af vinderne Julie Rokkjær Birch og Gry Jexen, ligesom tematikken også spillede en afgørende rolle i de nomineringer til Særprisen, som Foketingets Præsidium og Sisters Hope modtog. Tilsvarende blev det aktivistiske fokus også nævnt i forbindelse med nomineringerne af Babak Vakili (Talentprisen) og Trapholt (Hovedprisen).
Artbeat Prisen blev sat i verden af HAVE Kommunikation & PR i 2012 og uddelt første gang i 2013, i et ønske om at sætte fokus på nye former for formidling af kunst og kultur ved at fremhæve de personer og projekter, som forstår at kombinere det kunstnerisk nyskabende med det formidlingsmæssigt fremsynede.
Prisen uddeles i samarbejde med Spar Nord Fonden.