"Kunstnere og politikere taler fuldstændig forbi hinanden”
Hvordan kan kunstnere og politikere blive bedre til at tale samme sprog? Er vi nået til et punkt, hvor kunstnere slet ikke kan undgå at tage politisk stilling? Vil det udløse en ny guldalder? Og hvorfor løber politikerne med så meget af mediernes opmærksomhed? Disse spørgsmål har vores grundlægger Christian Have og chefrådgiver Ole Winther haft en spændende samtale om.
Ole: – 388 kunstnere og kulturfolk har skrevet under på en fælles erklæring, hvor de forsøger at stoppe den såkaldte koranlov. Kunstnere har i mange år haft tendens til at være apolitiske, men her er de lige pludselig meget politiske. Hvad tror du, at det skyldes?
Christian: – Der skal altid en vigtig begivenhed til for at aktivere kunstnere – og i det hele taget for at få mennesker til at reagere. Men jeg tror, at vi fremover kommer til at se flere politisk aktive kunstnere. De udfordringer, vi står over for globalt – med krige, klimaet og kunstig intelligens – er blevet så store, at kunstnerne ikke vil kunne undgå at blande sig noget mere.
Ole: – Så vi vil se flere kunstnere, som bevidst har en agenda, der handler om at forandre samfundet?
Christian: – Ja, kunstnere, som i højere grad begynder at bruge den position og den stemme, de nu har. Så vil vi se en voldsom reaktion, hvor politikerne og visse dele af samfundet vil sige, at de ikke må blande sig – at de bare skal holde sig til at lave deres kunst. Så vil der være nogen, der synes, det er fantastisk, og endelig nogen, som siger, at de gerne må mene noget, men at de skal mene noget andet.
Ole: – Jeg ser en ret kraftig parallel til guldalderen, som også rummede store samfundsomvæltninger, og hvor kunstnere også følte, at de var nødt til at bruge deres stemme.
Christian: – Jeg er meget, meget enig. Jeg har flere gange sagt, at vi har en ny guldalder på vej, hvor kunstens samfundsmæssige placering bliver mere markant i folks bevidsthed.
Folketingssalen
Foto: Christoffer Regild
Ole: – Hver gang, vi får en ny kulturminister, kan vi læse et tiltrædelsesinterview, hvor de skal gøre rede for deres smag – hvad de læser, ser og lytter til. Hvor så eksempelvis Jytte Hilden og Joy Mogensen er kommet i vælten. Men det gælder kun kulturministeren –ingen andre ministre bliver bedt om at give udtryk for deres smag. Hvorfor må politikere ikke have en smag?
Christian: – Jamen, der har været gode grunde til, at politikerne holdt sig for sig selv og ikke har udtrykt deres smag, og at kunsten så også har holdt sig for sig selv. Det kom der jo et økosystem ud af, som faktisk har fungeret ganske udmærket. Men det går bare ikke mere. Som jeg ser det, skal vi selvfølgelig have politikere, der mener noget. Ligesom vi skal have kunstnere, der er politiske, skal vi også have politikere, der er kunstnere, og som er filosoffer. I dag taler kunstnere og politikere fuldstændig forbi hinanden, og det er der ingen af parterne, der får noget ud af.
Ole: – Hvordan kan vi hjælpe med at få bygget bro mellem kunstnere og politikere?
Christian: – Først og fremmest skal man begynde at italesætte problematikken. Vi kunne starte med at finde en ny måde at tale om ”kunststøtte” på. Jeg kan ikke lide ordet ”støtte” i den sammenhæng, for man foretager jo i praksis en investering i kunsten, som samtidig er en investering i samfundet og borgernes dannelse, mentale trivsel og så videre. Men ”investering” kan også lyde for merkantilt. Det er det samme, når vi snakker om kunstens samfundsmæssige rolle – enten taler man om ”instrumentalisering” eller ”kunst for kunstens skyld”. Det er som om, at vi rent sprogligt kun har de to yderpoler, men det sted, vi egentlig gerne vil hen, er jo et sted midt imellem. Hvis vi kan løse den sproglige knude, så tror jeg, at det bliver markant lettere at bygge bro mellem kunstnerne og politikerne.
Ole: – Et andet aspekt af den samme problematik er, at vi har mistet evnen til at være uenige med hinanden og så samtidig lære af hinanden.
Christian: – Ja, den evne mistede vi for et årti siden. Vi er bare først begyndt at opdage det nu. Men så længe vi har kommunikationsplatforme, som næres af det absolut laveste i hvert menneske, så bliver det svært at få en frugtbar dialog. Så ja, vi skal have en mere frugtbar dialog – men hvor skal den samtale foregå? Hvordan skal vi kunne have en dyb, respektfuld og gensidigt inspirerende dialog, hvor det hele ikke bare ender i en shitstorm på fem minutter?
Ole: – Jeg ser erklæringen fra de 388 kunstnere som en sober og pæn måde at gøre det på. Dér byder de jo faktisk ind til dialog.
Christian: – Ja, og man prøver jo for så vidt hele tiden at få de frugtbare samtaler i gang. Eksempelvis på Kulturmødet, Folkemødet og andre steder, hvor dialogen er analog og varer et par dage. Men der findes ingen digitale arenaer, hvor vi virkelig kan udfolde disse diskussioner. Arenaer, som ikke er ejet af techgiganterne, og som ikke er afhængige af deres kamp for at tjene penge og holde på folks opmærksomhed.
”Opmærksomhedsmæssigt har politikerne udraderet kunstnerne, og det gælder i hele den vestlige verden.”
– Christian Have
Ole: – Jeg spekulerer på, om politikerne har været bevidste om ikke at understøtte den kunstneriske dialog. De har jo i hvert fald ikke haft behovet for at gøre det.
Christian: – Jeg vil egentlig sige, at den politiske arena har overtaget kunstens arena. Både underholdningsmæssigt og i forhold til de stemmer, der fylder i mediebilledet. Opmærksomhedsmæssigt har politikerne udraderet kunstnerne, og det gælder i hele den vestlige verden. Pressen vil også hellere dække politik end kunst. Så politikerne er i en position, som de åbenlyst ikke har interesse i at afgive, for den er jo ubetalelig.
Ole: – Det er interessant, at vi på baggrund af den sidste guldalder fik tre af vor største tænkere – altså Kierkegaard, Andersen og Grundtvig. Vi kan jo kun håbe på, at der kommer det 21. århundredes paralleller til dem. Nogle mennesker, som kan være med til at forandre verden, også på længere sigt.
Christian: – Når kunsten bliver forsøgt stækket, så vil den altid lyse kraftigere. Så efter min mening står vi på tærsklen til en ny guldalder. Både den digitale udvikling, medieudviklingen og det politiske system vil bidrage til at redefinere kunstnerens rolle. Jeg tror på, at vi får nogle kunstnere og tænkere, som er af en karat, vi slet ikke havde forestillet os. Så jeg er meget positivt indstillet i forhold til kunstnernes stemme. Også i forhold til kunstnere, der ytrer sig mere politisk. Jeg tror kun, vi har set begyndelsen på dén udvikling.