Mange nye bestyrelsesmedlemmer siger ja til et stort ansvar uden at kende opgaven
I følgende debatindlæg, som er skrevet af public affairs direktør, Ole Winther og strategisk rådgiver, Jane Mylenberg, argumenterer de for, at perioden efter kommunalvalget er en kritisk fase for kultur- og fritidsinstitutionerne, fordi mange bestyrelser udskiftes samtidig med, at kravene til professionel drift og strategisk ledelse er steget markant. Bestyrelser forventes i dag at håndtere økonomi, bæredygtighed, partnerskaber og offentlig finansiering, men mange består af engagerede borgere uden tilstrækkelig erfaring med ledelsesansvar.
De peger på, at manglende indsigt i ansvar, økonomi og rollefordeling kan føre til alvorlige problemer, llustreret ved konkursen på spillestedet Kansas City i Odense, hvor bestyrelsesmedlemmer risikerede millionkrav. Derfor fremhæver de værdien af systematiske introduktionsforløb (onboarding) for nye bestyrelser, som kan skabe fælles forståelse, styrke samarbejdet med forvaltningen og forebygge konflikter.
Kommunerne spiller en afgørende rolle i denne proces. Et velforberedt bestyrelsesarbejde giver mere stabile institutioner, bedre samarbejde og stærkere lokal forankring. Konklusionen er, at bestyrelsesarbejde er ledelsesarbejde, og at kommunerne bør sikre, at nye bestyrelsesmedlemmer får en grundig og ensartet start.

