Af Stine Albrecthsen

Flere og flere af os finder efterhånden rejse- og oplevelsesinspiration helt uden at google. Vi spørger ChatGPT eller andre AI-tjenester. Vi gider ikke den endeløse, upersonlige Google-søgning. Nej tak til 25 blå links. Vi vil have konkrete, præcise og detaljerede anbefalinger på få sekunder. Det faktum bakker en ny undersøgelse fra Dansk Industri op om. Den viser, at hver femte af os bruger kunstig intelligens, når vi planlægger ferie i Danmark og i udlandet. Det er et skifte i søgeadfærd.

Men AI kan kun foreslå det, den kan forstå.

Og her har din hjemmeside måske et problem: Mange hjemmesider (og nok særligt inden for oplevelser og turisme) er bygget til at blive oplevet visuelt, ikke til at blive aflæst som viden. Indholdet er pakket ind i grafik, PDF’er, stemningsvideoer og kreative overskrifter, der fungerer fint for mennesker, men dårligt for systemer, der skal kunne trække, sammenligne og genbruge information.

Tag et klassisk eksempel, man sagtens kunne forestille sig på en destinations hjemmeside: “Oplev unik natur og stærke kulturoplevelser for hele familien.”

Det er fint og flot formuleret. Men AI kan ikke bruge det som grundlag for en konkret anbefaling. For hvem er “familien”? Hvornår på året? Til hvilken type ophold?

Det skal være mere specifikt og fortælle: Hvad man kan opleve i området, hvem det henvender sig til, hvilke sæsoner og opholdstyper området egner sig til og hvor oplevelserne udfolder sig. En mere AI-venlig sætning kunne være: “Området tilbyder natur- og kulturoplevelser, der er relevante for familier og voksne par. Vores [indsæt oplevelsen] egner sig til både korte ophold og ferier på tværs af sæsoner.”

Hvis din hjemmeside ikke er tydelig og forståelig for AI, bliver den ikke brugt som kilde hos AI-tjenesterne. Og så er det ligegyldigt, hvor meget tid og hvor mange penge du har investeret i design, storytelling og indhold. AI springer videre. Ofte direkte til din konkurrent.

Hvad skal jeg lave på Lolland i uge 7 med tre børn på 3, 5 og 7? eller Lav en plan for en venindetur til Hamburg i uge 27.

Ovenstående er to eksempler på, hvad jeg selv kunne finde på at spørge min AI-tjeneste om. Jeg får naturligvis ikke perfekte svar, men jeg bliver forhåbentlig inspireret. Langt bredere og langt hurtigere end hvad Google havde givet mig.

AI-venlig kommunikation handler ikke om at skrive til robotter. Det handler om det samme, som god SEO altid har handlet om: struktur, tydelighed og konkret viden. Forskellen er, at kravene nu er skærpet:

Din hjemmeside skal sige tingene, som de er. Hvad oplevelsen konkret går ud på, hvem den er relevant for, hvornår den giver mening og hvor den finder sted. Den information skal ligge åbent i teksten. Når indholdet kan forstås uden billeder, uden ekstra kontekst og uden forhåndsviden, er det langt mere anvendeligt for de systemer, der i stigende grad hjælper os med at vælge vores næste ferie eller weekendtur.

Er du ansvarlig på jeres hjemmeside, er de nye tal fra Dansk Industri en kærlig opfordring til, at kigge den efter i sømmene. Lever den op til ovenstående, eller er den bygget til en søgeadfærd, der er på vej ud?

Leave a Reply