Er du HAVE Kommunikations nye marketing og content praktikant?

Bliv en del af vores skræddersyede BLOOM-forløb

Vil du være med til at styrke de digitale platforme bag landets førende kommunikationsbureau? Drømmer du om at formidle historier og skabe vedkommende indhold til sociale medier om alt fra festivaler, awardshows, spillefilm og musicals til udstillinger, litteratur og humanitært arbejde? Så skal du i praktik hos HAVE Kommunikation!

Vi søger en idérig og kreativ profil, der vil være med til at løfte og styrke HAVEs online tilstedeværelse og position som det førende kommunikationsbureau inden for dansk kulturliv.

Du bliver en del af et lille dedikeret team, hvor du arbejder både strategisk, kreativt og hands-on med vores digitale marketing og content-produktion til sociale medier.

Du vil spille en vigtig rolle i at drive HAVEs egne platforme og være med til at sikre høj kvalitet og en stærk rød tråd på tværs af kanaler, der understøtter HAVEs overordnede strategi.

Praktikperiode: 1. august 2026 til 31. januar 2027

Praktikforløbet er ulønnet. Det er derfor et krav, at praktikken er en del af dit studieforløb. Forløbet er fleksibelt og kan tilrettelægges, så de passer til dit studie og eventuel fritidsjob.

Arbejdsopgaver du blandt andet kan forvente at tage del i

Contentproduktion: Du bliver en central del af maskinrummet og kommer til at være med til alt fra de overordnede content-strategier til produktion af visuelt materiale (grafik, billede og video), tekstforfatning og drift af vores sociale medier

Digital kampagnestyring: Du er med til at planlægge, opsætte og eksekvere annoncering på tværs af digitale platforme.

Kreativ konceptudvikling: Du vil være med til at udtænke helt nye idéer og videreudvikle vores eksisterende initiativer såsom Artbeat Prisen og vores opinionsplatform KulturAgenda.

Vi tilbyder: BLOOM – et skræddersyet talentforløb

Som led i BLOOM-forløbet har vi fokus på din individuelle udvikling og læring gennem hele praktikperioden. Derfor får du løbende feedback af den ansvarlige rådgiver på dine projekter, udviklingssamtaler med din praktikantvejleder hver tredje uge, månedlige faglige workshops samt inspirerende praktikantdage ude af huset. Du er selv med til at skræddersy dit forløb i samarbejde med praktikantvejlederen, da det er afgørende for os, at forløbet udfordrer og udvikler netop dig og ruster dig bedst muligt til din videre karriere.

Det får du ud af BLOOM-forløbet hos HAVE Kommunikation

  • Du får styrket din faglige selvtillid, får afprøvet din teori i den ”virkelige” verden og bliver klogere på, præcis hvilke dele af marketing, kommunikation og sociale medier du brænder for.
  • Du får blik for den gode historie og lærer, hvordan en overordnet strategi oversættes til engagerende indhold på forskellige kanaler
  • Du får et indgående kendskab til processerne i en SoMe-kampagne fra idé til eksekvering.
  • Du lærer at strukturere et projekt fra start til slut og bevare overblikket, mens du har gang i mange opgaver.

Den ideelle BLOOM-ansøger er

Vi forestiller os, at du studerer inden for marketing, kommunikation eller sociale medier, men det vigtigste for os er ikke navnet på din uddannelse, men at du:

  • Du elsker at skabe indhold og har et skarpt blik for de nyeste tendenser og mekanismer på sociale medier
  • Dygtig formidler med visuelt flair og mod på at bruge værktøjer som Canva, Photoshop og Premiere Pro
  • Er nysgerrig på den tekniske del af marketing (SEO, Meta Business Suite, Google Ads)
  • Kreativ og idérig
  • Velorienteret om aktuelle tendenser i kulturbranchen
  • Initiativrig, ansvarsbevidst og selvstændig
  • Hurtig til at sætte sig ind i nye projekter og opgaver
  • Struktureret, organiseret og trives i en travl hverdag

Vi opfordrer alle uanset alder, køn, religion, etnisk baggrund mv. til at søge praktikstillingen.

Ansøgningen sendes til praktik@have.dk hurtigst muligt – skriv ”content talent” i emnefeltet.

Vi holder samtaler løbende.

Vi glæder os til at høre fra dig!