Af Ole Winther
Hvad skal komme efter Kasper Holten?
Kasper Holten efterlader nationalscenen med flere gæster, større rækkevidde og stærk politisk opbakning. Netop derfor bliver spørgsmålet om, hvad hans efterfølger skal lykkes med, så interessant.
Kasper Holten stopper som chef for Det Kongelige Teater næste år, og dermed begynder selvfølgelig også gættelegen om, hvem der skal efterfølge ham. Men inden navnene for alvor begynder at svirre, kunne man måske stille et andet spørgsmål: Hvad skal den næste teaterchef egentlig lykkes med?
For Holten forlader ikke en institution, hvor den hidtidige strategi er kørt fast. Tværtimod giver han på flere afgørende områder et andet teater videre end det, han overtog i 2018. Sidste år solgte Det Kongelige Teater 545.243 billetter til egne produktioner på egne scener, det højeste antal i teatrets historie og mere end 50 procent flere end ti år tidligere. Hver femte billet gik til børn og unge under 25 år, og teatret havde aktiviteter i 56 byer fordelt på 48 kommuner. “Mere for flere” har ikke bare været en formulering i en strategi. Flere er kommet indenfor, flere unge bruger teatret, og Det Kongelige Teater er blevet mere synligt uden for København.
Det er selvfølgelig ikke hele historien om otte år med Kasper Holten, og arven er vanskeligere end som så. Balletskolen har været igennem en alvorlig sag om kultur og trivsel, og omkring selve balletten har blandt andet konflikten med John Neumeier vist, hvor voldsomt det kan gå for sig, når tradition, kunstneriske valg og en institution med en meget stærk selvforståelse støder sammen. Der har været ridser i lakken, og der er også en organisation, som har været presset af et meget højt aktivitetsniveau.
Alligevel er det svært at komme uden om, at Holten efterlader Det Kongelige Teater et stærkt sted. Publikum er vokset markant, teatret når længere ud i landet, og samtidig har han været usædvanligt dygtig til at skabe politisk forståelse for institutionen og sikre den økonomiske ramme omkring den.
Og så opstår det spørgsmål, som jeg synes gør dette chefskifte mere interessant end den sædvanlige jagt på navne: Hvad er den oplagte strategi, når man allerede har fået så mange flere indenfor og er kommet så meget længere ud? Det giver ikke meget mening at gøre 545.000 publikummer til 575.000 og 48 kommuner til 55 til den store ambition for de næste otte år. Selvfølgelig skal Det Kongelige Teater fortsat have mange gæster, nå unge og være til stede i hele Danmark. Men på et tidspunkt holder vækst op med at være et tilstrækkeligt svar på spørgsmålet om, hvor man skal hen.
Kort før Holten meddelte sin afgang, kritiserede teaterchef Jacob Moth-Poulsen blandt andet Det Kongelige Teater for at mangle en tydelig kunstnerisk profil. Holten svarede, at han næsten tog det som en kompliment, fordi en nationalscene skal kunne rumme forskellige kunstneriske projekter og tale til forskellige mennesker. Jeg er ikke sikker på, at det er særlig interessant at afgøre, hvem af dem der har ret. En nationalscene med ballet, opera, skuespil og musik skal selvfølgelig kunne være mange ting på én gang, og den skal ikke presses ind i én teaterchefs personlige æstetik. Men den må have en ambition, som kan mærkes. Det er måske her, diskussionen om efterfølgeren skal begynde. Hvad skal teatret kunstnerisk ville med den position, det nu har fået? Måske handler det om ny dansk kunst, måske om kunstneriske eller tematiske spor, der over flere år kan give teatret en tydeligere stemme i tiden, eller måske om noget helt tredje, som vi ikke kan se endnu.
Faktisk håber jeg på det sidste. Hvis vi andre allerede nu kan beskrive præcist, hvad Det Kongelige Teater skal gøre de næste otte år, er der ikke meget brug for at lede efter en ny teaterchef med egne ideer. Det interessante ved et chefskifte burde netop være muligheden for, at der kommer nogen ind, som ser noget i institutionen, dens kunstarter og dens muligheder, som resten af os ikke havde fået øje på.
Vedkommende skal selvfølgelig kunne lede en meget stor organisation, forstå kunsten, begå sig politisk og have internationalt udsyn. Men det er adgangskravene. Det afgørende er, hvad kandidaten faktisk vil med Det Kongelige Teater. Hvor er den kunstneriske nysgerrighed, den nye idé eller måske det blik på tiden, som kan skabe den forventning omkring Det Kongelige Teater, en nationalscene også lever af?
Kasper Holten har brugt otte år på at gøre Det Kongelige Teater til et sted for flere og samtidig sikret teatret en stærk politisk og økonomisk position. Netop derfor ville det være mærkeligt, hvis den næste chef først og fremmest blev ansat til at gøre det samme én gang til. Opgaven bliver snarere at formulere den kunstneriske ambition, der kan stå på det fundament, Holten efterlader, og bære Det Kongelige Teater ind i de næste otte år.
Og måske står bestyrelsen derfor også over for sin vigtigste opgave i mange år. Den skal finde den person, der kan se, hvad der kommer efter en periode, hvor meget faktisk er lykkedes, og som kan bruge Holtens stærke fundament til at definere en ny kunstnerisk ambition for nationalscenen. For det er den interessante udfordring ved succes: Den fortæller ikke nødvendigvis, hvad man skal gøre bagefter.
