Otte tendenser kulturkommunikatøren skal forholde sig til i 2025
Otte tendenser kulturkommunikatøren skal forholde sig til i 2025
Et spændende år venter forude. Verden er i hastig forandring, og det kan være svært at følge med den tiltagende acceleration i vores samfund. Retter man sit blik mod de kommunikationsmæssige udfordringer i kulturlivet, er der rigeligt at få øje på.
Kunstig intelligens flytter grænserne for, hvordan vi skaber, oplever og ikke mindst formidler kultur. De største amerikanske techvirksomheder har gjort det nemmere for løgne og “fake news” at sprede sig, og kulturdækningen i de traditionelle medier er under et hidtil uset pres.
Kulturens synlighed og funktion i den offentlige debat er truet, og vi risikerer en marginalisering af kulturlivet i vores samfund. Det stiller selvsagt nye og skrappere krav til kulturformidlere, der skal navigere i et landskab med både mange muligheder og mange komplekse udfordringer.
For at imødekomme de kommunikationsmæssige udfordringer kulturlivet står overfor, har vi hos HAVE Kommunikation taget initiativ til at etablere en ny formidlingskonference for kulturlivet, hvor vi sammen kan diskutere fremtidens kulturformidling.
ARTBEAT KONFERENCEN er netop blevet offentliggjort i dag, og den kan I læse meget mere om her.
Som optakt til ARTBEAT KONFERENCEN har vi taget et kig i krystalkuglen og giver her vores bud på otte af de vigtigste tendenser og udfordringer, vi tror, kulturkommunikatøren vil møde i det kommende år.
1. Mediernes nedskæringer på kulturområdet vil fortsætte
Alle trykte medier er under pres og har været det i årevis. Det går selvsagt ud over kulturlivet, hvor ressourcer og spalteplads bliver ved med at skrumpe. Ingen film, teaterforestilling, bogudgivelse, album, festival eller udstilling er sikret mediedækning i disse tider. På trods af, at der indimellem stadig dukker et nyt kulturformat op her og der, så er den klare tendens, at kulturen i mange sammenhænge betragtes som nice-to-have i stedet for need-to-have, og derfor – ligesom i politiske budgetter – ofte indgår i spareplanerne.
Vi ser i disse måneder også jævnligt, at garvede kulturjournalister enten blive opsagt eller ser sig nødsaget til at finde nye græsgange. Tabet af erfarne, dygtige og ikke mindst vigtige kulturformidlere er blot endnu en udfordring i forhold til mediedækningen. Det står fuldstændig klart, at man som kulturorganisation ikke længere kan forvente samme dækning i pressen som tidligere. Medierne vil uden tvivl fortsat dække kulturlivet i 2025, men skal man som organisation nu i højere grad selv være proaktiv og bruge andre kanaler og platforme til at kommunikere? Og hvordan skaber man sin berettigelse i et fragmenteret mediebillede?
Foto: Anna Maria Morsèl Carlsen
2.Mediestormene vil fortsat rase
Kommunikationskriserne i det danske kulturliv hobede sig op i det forgangne år. Der var DRs dokumentar om sexisme i musikbranchen, det rekorddyre filmtag på toppen af Det Danske Filminstitut, sponsorflugten fra Copenhagen Pride for ikke at tale om en række sager om dårlig ledelse, personalesager og overforbrug.
Der er intet, der tyder på, at stormene vil aftage i det kommende år. Skandalesager er godt mediestof, og i det klima, vi befinder os i netop nu, er det nærliggende at tænke, at der er flere sager på vej.
I 2024 var krigen i Gaza kilde til flere mediesager i kulturlivet. Om den konflikt også bliver central i 2025, må stå hen i det uvisse. Men historisk set ved vi, at den offentlige interesse som regel rykker videre til næste brændpunkt. Måske er det Trumps aggressive Grønlands-kampagne, der bliver omdrejningspunktet i de kommende måneder? Måske bliver det noget andet. Men uanset hvilke typer kriser, der opstår, gør enhver kulturorganisation klogt i at forberede sig.
Foto: Mediekriser trækker overskrifter
3. Influencerne er den nye store magtfaktor i medieverdenen
I disse år rykker den digitale revolution ved hierarkiet i medieverden – både ude i verden og hjemme i den danske andedam. Med de sociale mediers dominans og de traditionelle mediers gradvise nedgang, har influencerne gjort deres indtog som tidens nye superstjerner.
Mange af tidens markante influencerprofiler fylder mere i medierne end store film,-sports,- og musiknavne. De er ofte mere på linje med tidens krav og tendenser, når det handler om eksponering og gennemslagskraft, og de er ofte mere tilbøjelige til at give en større bid af sig selv i medierne.
Derfor ser vi flere og flere influencere på den røde løber til gallapremierer og events, og mange kulturinstitutioner samarbejder også med både betalte og ikke-betalte influencere. I 2025 vil den udvikling utvivlsomt tage fart, og der vil blive stillet større krav til, hvem kulturlivet skal have i tale og hvordan.
Vi ser flere og flere influencere på den røde løber til gallapremierer og events
4. Troværdigheden vil blive udfordret endnu mere
Autenticitet og troværdighed har altid været vigtige begreber i kommunikationsverdenen. Men med den hastige udvikling inden for kunstig intelligens, den omfattende spredning af misinformation og såkaldt “fake news” og senest Meta, der i USA vil fjerne faktatjekkerne i ytringsfrihedens navn, er det netop ens autenticitet og troværdighed som kommunikatør, der vil være afgørende for formidlingen i det kommende år. Sagt forsimplet, så ved vi som mediebrugere ikke længere, hvem vi kan stole på.
Det gælder også i kulturlivet, hvor vi vil oplever mange af de samme udfordringer. I disse tider kommunikerer vi mest på mail, Slack, WhatsApp, Messenger og lignende digitale tjenester, men vi forudser, at man som kommunikatør skal til at kigge alvorligt på, hvordan man kommunikerer mest troværdigt med medierne. Upersonlig kommunikation kan hurtigt blive til utroværdig kommunikation. Tag telefonen og ring – dyrk den personlige relation. Med andre ord er det, vi gør i dag, ikke længere tilstrækkeligt i 2025.
Foto: Unsplash
5. Kernefortællingen bliver vigtigere end nogensinde
…Og apropos troværdighed: i 2025 bliver en stærk kernefortælling kulturkommunikatørens vigtigste strategiske ressource. Vi befinder os i en tid, hvor den værdibårne kommunikation er blevet en afgørende faktor for at opnå opmærksomhed, tillid og relevans hos publikum.
Et publikum, der søger mere end bare produkter, underholdning og overfladisk kommunikation – de søger meningsfulde fortællinger, der afspejler et formål og nogle værdier, som de kan identificere sig med.
Et stadigt mere fragmenteret og komplekst medielandskab gør det endnu mere afgørende at have en klar, sammenhængende fortælling, der kan skære igennem informationsmængden, skabe genklang og engagere publikum på et dybere niveau.
Enhver kulturaktør skal derfor turde tage stilling og vise klart, hvad man står for. Stilhed og neutralitet giver ingen synlighed og kan i værste fald opfattes som ligegyldighed. Til gengæld gør en stærk kernefortælling organisationen relevant og genkendelig i både gode og svære tider. I 2025 bliver kernefortællingen derfor ikke bare et supplement til resten af en kulturorganisations kommunikation – den bliver fundamentet.
Foto: Anna Maria Morsèl Carlsen
6. Det bliver sværere at kommunikere grønt
Mange kulturinstitutioner har stærke ambitioner inden for ESG-arbejde og ønsker at dele deres initiativer med omverdenen. Men at kommunikere grønt bliver stadig mere udfordrende. Grønne tiltag, der engang blev set som fremsynede, opfattes nu ofte som forventelige standarder. Hvis de kommunikeres ukritisk, kan det give bagslag og virke som selvros over noget, der burde være en selvfølge.
Grøn kommunikation er samtidig præget af floskler og diffuse begreber, som risikerer at underminere troværdigheden. Det stiller større krav til, hvordan vi taler om bæredygtighed, og hvordan vi navigerer i en offentlighed, hvor gennemsigtighed og autenticitet vægtes stadig højere.
7. Et opgør med sociale medier synes uundgåeligt
Med Elon Musks stigende politiske indflydelse og Metas seneste beslutning om at fjerne faktatjek, er 2025 året, hvor vi for alvor skal kigge kritisk på vores valg af kommunikationskanaler. Det gælder også på kulturområdet. Senest har Danmarks Nationalleksikon, LEX, meldt ud, at de stopper støtten til Meta. Organisationer der, som LEX, har direkte modstridende interesser med de store digitale platforme må spørge sig selv, om de bør gå samme vej. Skrider kulturlivets værdigrundlag, hvis man stiltiende ser til, mens fakta og misinformation gør sandheden mindre gennemskuelig? Der er ingen klare svar, men spørgsmålet skal stilles. En fri, uafhængig og dansksproget presse er en af kulturens vigtigste forudsætninger. Når de danske kulturinstitutioner lægger annoncebudgetter, bør de ikke kun overveje, hvor mange eksponeringer, de får. Men også hvilken kontekst de udkommer i, og hvad annoncekronerne i sidste ende bliver brugt til.
Foto: Anledry Cobos, Unsplash
8. Brugen af kunstig intelligens vil rejse mange spørgsmål
Kunstig intelligens udvikler sig i et rasende tempo og går i disse år fra at være sjove gimmicks til at blive et seriøst værktøj i både kommunikations- og medieproduktion. For kulturinstitutioner og kulturkommunikatører er det en udvikling, der ikke kan ignoreres. Arbejder man med tekst, grafik, lyd eller video, bliver det sværere at undgå at tage stilling til de mange muligheder – og de mange dilemmaer – som AI bringer med sig.
Skal kulturlivet springe på vognen og udnytte de superkræfter, AI stiller til rådighed, selvom det rejser spørgsmål om ophavsret, energiforbrug, troværdighed og måske endda en udvanding af menneskelig kreativitet? Skal vi effektivisere med automatisering og samtidig miste kontrollen over de kreative processer, der definerer vores arbejde?
Eller skal man vende ryggen til AI, velvidende, at teknologien ufortrødent kører videre, og at andre måske vil overhale indenom, hvis de tager redskaberne i brug? Hvordan vi vælger at navigere i AI’s verden, kan få stor betydning for både troværdighed, kreativitet og kulturens fremtid.
Stine Albrechtsen, Seniorrådgiver
Jacob Bogh, Head of Creative, AI & Content Production
Michael Feder, Adm. direktør
Svære tider baner vejen for ny global filmmusical-bølge
Svære tider baner vejen for ny global filmmusical-bølge
Når krisen kradser, løber vi tør for ord. Og så får vi brug for at udtrykke os på nye måder. Her kan filmmusicalen noget helt særligt som genre.
I disse måneder bliver biografpublikummet over hele verden trakteret med den ene filmmusical efter den anden. Wicked, Emilia Perez, Joker: Folie à Deux, Vaiana, Mufasa: The Lion King, Mean Girls og Joshua Oppenheimer dansk-producerede The End, der har premiere i næste måned. Til sammen udgør de den brogede vifte af spillefilm, som har til fælles, at de kan kategoriseres som filmmusicals selvom de ikke nødvendigvis er blevet markedsført som sådan.
Det er længe siden, at så mange markante musicalfilm kommer på én gang. Men det nye og spændende er, at flere af dem giver sig i kast med tidens vigtige og svære emner.
Wicked tager f.eks. livtag med racisme, mobning, udstødelse og løgnen som politisk våben. Den franske film Emilia Perez kaster sig over transkønnethed med den usædvanlige præmis, at en hårdkogt mexicansk narkobaron er nødt til at foretage et kønsskifte for at kunne se sin familie. I Joker: Folie à Deux zoomes der ind på psykisk sygdom og sindssygepatienten Arthur Flecks forstyrrede virkelighedsbillede, og i The End følger vi en milliardærfamilie, der har forskanset sig i en saltmine, efter jorden er gået under pga. en klimakatastrofe.
Foto: Tilda Swinton Michael Shannon The End Felix Dickinson courtesy of NEON
I dag har filmmusicalen ikke samme greb i befolkningen som i gamle dage
I dag er musicalen fortsat lidt af et fyord og opfattes i mange kredse som uforpligtende, letbenet underholdning. I tidligere tid nød filmmusicalen en helt anden respekt blandt publikum.
Historisk set var musicalen én af de mest populære filmgenrer i de første årtier af filmhistorien. Verdens første talefilm, The Jazz Singer fra 1927, var faktisk en musicalfilm, og op gennem 1930’erne, 1940’erne og første halvdel af 1950’erne oplevede filmmusicalen sin absolutte storhedstid, hvor biografpublikummet blev dus med stjernenavne som Fred Astaire, Ginger Rodgers, Gene Kelly, Bing Crosby, Frank Sinatra og Judy Garland.
Bl.a. var genren så populær, at der i 1930 blev produceret op imod 100 musicalfilm i Hollywood. Den kadence kunne naturligvis ikke opretholdes, men alligevel var disse film vildt populære i mange år frem.
Også op gennem 1950’erne og 1960’erne havde genren mange store publikumssucceser i skikkelse af bl.a. The Sound of Music, My Fair Lady og West Side Story, men så begyndte nye vinde og ideologier at blæse i 1970’erne. Tonen blev mørkere og mere udfordrende i titler som Cabaret og Spillemand på en tagryg, men generelt ændrede den demografiske sammensætning sig, og publikums begejstring fortonede sig.
Lige siden er der blevet produceret filmmusicals både i USA og Europa, men med langt flere flops end succeser til følge. Kigger man ned over de seneste 50 års produktion af filmmusicals, er det især titler som Grease, Mamma Mia!, Chicago, La La Land samt Disneys perlerække af animationsfilm, der skiller sig ud og er blevet store succeser.
Foto: Emilia Pérez – SF Studios
“Personligt tror jeg på, at når krisen kradser, er det nemt at løbe tør for ord. Og så må vi ty til andre måder at udtrykke os på. Når ordene ikke længere slår til, fordi der er så meget, der er svært at tale om – hvad gør man så?”
– Michael Feder
Ikke tilfældigt, at vi får alvorlige filmmusicals netop nu
At vi nu står et sted i filmhistorien, hvor der laves stort anlagte filmmusicals om diversitet, voksenmobning, klimakatastrofer og mental sygdom, er ikke tilfældigt. Det er ikke tilfældigt, at Wicked har slået en lang række rekorder og er den højst omsættende filmatisering af en Broadway-musical nogensinde og én af de mest succesfulde musicals nogensinde. Den eventyrverden, de temaer og de store følelser, der er på spil i filmen, har gjort den til en global blockbuster og crowdpleaser, som nutidens publikum kan forholde sig til. Og det er ikke tilfældigt, at Emilia Perez modtog en af hovedpriserne til den nyligt afholdte Golden Globe-uddeling og er kørt i stilling som en af årets helt store Oscar-favoritter.
Jeg tror det siger noget om den tid vi lever i. Det er hårde tider, og mange svære emner trænger sig på. Krig, sygdom, mental sundhed, klima-alarm, stigende polarisering i samfundet – listen fortsætter. Personligt tror jeg på, at når krisen kradser, er det nemt at løbe tør for ord. Og så må vi ty til andre måder at udtrykke os på. Når ordene ikke længere slår til, fordi der er så meget, der er svært at tale om – hvad gør man så?
Musicalens genrekonventioner kan udtrykke noget ingen anden filmgenre kan
Her har filmmusicalen noget helt særligt at byde på. For genrens konventioner ophæver realismens snævre tyngdekraft og giver plads til nogle mentale rum, hvor alt kan ske. I musicalens verden kan vi få lov at komme ind i karakterernes indre univers, vi får udfoldet deres tanker og følelsesliv og hele den måde, de opfatter verden på. Det er ikke kun et spørgsmål om, at skuespillerne begynder at synge i stedet for at sige replikker. Vi får som publikum præsenteret hele parallelverdener, som kan være fyldt med dans, sang, farver og mennesker i alverdens kombinationer.
Filmkunstnere får pludselig et meget bredere klaviatur at spille på, og kan udtrykke følelser, drømme og perspektiver på en helt anden måde end med gængs tale eller voice-over. Feks. har den franske instruktør Jaques Audiard, der har skabt Emilia Perez, udtalt, at han i udgangspunktet ikke bryder sig om musicalen som genre, men det gik op for ham, hvilke store muligheder der pludselig åbnede sig, da han arbejdede med sin mexicanske trans-gangsterhistorie.
Jeg tror fuldt og fast på, at verden har brug for sang, dans og musik lige nu til at udtrykke verdens store smerte, tvivl og dilemmaer. Også på film. Som den grønne heks Elphaba på kosteskaftet i Wicked, vil filmmusicalen som genre flyve højt og frit i den kommende tid. Hvor længe det varer, og hvordan det vil udspille sig, er selvfølgelig svært at spå om. Så det vil jeg undlade. I stedet bør publikum tage en tur i biografen og få tankevækkende, inspirerende og underholdende fortællinger på måder, de måske ikke er vant til.
– MF
Headerbillede: Wicked, Universal Studios
Et halvt år som generation Z praktikant hos HAVE Kommunikation
Et halvt år som generation Z praktikant hos HAVE Kommunikation
Fra navlepillende diagnosebørn til ansvarsbevidste idealister: Generation Z debuterer på arbejdsmarkedet med fokus på mening og værdier. Mit halve år som praktikant hos HAVE Kommunikation har givet mig fire vigtige indsigter.
Jeg er fra 1999 og er dermed lige akkurat en del af generation Z, den generationsbetegnelse, der samler os, der er født mellem 1996 og 2012. Vi er altså mellem 12 og 29 år gamle. Så selvfølgelig kan du være født i 1997 og passe bedre ind i definitionen af en Generation Y end en Generation Z’er. Ligesom du kan være født i 2010 og spejle dig bedre i Alpha-generationen. Sådan er det med generationsdefinitionerne. Hos HAVE Kommunikation er vi lige nu seks praktikanter, der er født i årene mellem 2002-1997 og er derfor alle en del af generation Z.
"Ligesom alle andre generationer er vi defineret af de kriser og den kultur, der har formet os. Hvilket påvirker, hvad vi søger efter på en arbejdsplads. "
– Karoline Maltha Jannerup
Livet som praktikant byder også på flere kulturevents
I medierne er Generation Z blevet kaldt mange ting. Sarte og navlepillende, krænkelsesparate og forkrampede diagnosebørn. Det er nogle af de negative billeder, der er blevet tegnet af os. At generationerne rynker på næsen af hinanden er der såmænd intet nyt i. Det er nærmest en fast tradition – de ældre er skeptiske, og de unge gør oprør mod tidligere strukturer og normer.
Vores barndom har været præget af Tamagochis, Ipods og Niels Olsen som faren i Far til Fire. Vi voksede op til tonerne af Sys Bjerre og Medina, og for mange af os havde vores første telefoner ikke touchskærme. Vores skolelærere blev lockoutet, og skoledagene blev længere. Vi er de første digitalt indfødte, der har haft hele internettets informationskammer til rådighed uden regulering, skærmtid eller fokus på digital sikkerhed. Det er fænomener og kultur, som jeg sammen med mine fem medpraktikanter mener, er ret centrale i vores tidlige liv.
Finanskrisen, klimakrisen, flygtningekrise og senere coronapandemien er blandt de mest fremtrædende kriser, der har formet vores barndom, ungdom og tidlige voksenliv. Vi er samfundsorienterede, idealistiske og ansvarsbevidste, ofte over ting, vi ikke er skyld i alene. Og så debuterer mange af os på arbejdsmarkedet i disse år.
Ligesom alle andre generationer er vi defineret af de kriser og den kultur, der har formet os. Hvilket påvirker, hvad vi søger efter på en arbejdsplads. Det mærkede jeg selv da jeg i starten af august satte mine spæde praktikant skridt på Hillerødgade 30 hos HAVE Kommunikation.
En undersøgelse af Analyse & Tal for Fagbevægelsens Hovedorganisation viser, at min generation gerne vil være et sted, der giver mening. Hvor vi kan bidrage til noget større, og hvor vores værdier kan afspejle sig i det daglige arbejde. Så hvad skal der egentlig til for at gøre en arbejdsplads attraktiv for Generation Z?
Kontoransvarlig Bianca Hammerich Binzer og projektassistenterne Rose Daugaard Knudsen og Maria Skydt på arbejde ved en premiere
Jeg har samlet fire bud, observationer, erfaringer eller gode råd. Kald dem hvad du vil. Som jeg har gjort mig nogle overvejelser om undervejs i mit praktikforløb hos HAVE. De kommer her:
Fremhæv mening og formål
For mange i min generation betyder deres arbejde en hel del for deres selvopfattelse og identitet. Vi lægger stor vægt på, at en virksomhed står for værdier, vi kan stå ved – både udadtil og indadtil. Når en arbejdsplads handler i tråd med sine værdier, er det nemmere at engagere sig og føle stolthed over at være en del af den.
Vi er idealister og nogle gange kan det være svært at vide, hvad vi egentlig kæmper mest for. Men vi higer efter troværdighed og autenticitet. Fokus på diversitet, ligestilling, bæredygtighed og rimelige ansættelsesforhold er værdigrundlag jeg selv vil prioritere højt på min fremtidige arbejdsplads.
Inddragelse
Vores generation værdsætter at blive set, hørt og forstået. Det betyder ikke, at du behøver at optage vores sprogbrug ved at sige at noget er “sus” eller giver en “the ick” for at du kan tale med din Gen Z’er. Vi vil ikke kun tales til, vi vil tales med. Vi søger eksempelvis empatiske og relationelle ledere. Den effekt, en åben og dialogbaseret ledelsesstil kan have, har jeg oplevet hos HAVE. Her har direktør Michael Feder og vicedirektør Anja Linnet skabt en kultur præget af transparens og samtale. Som praktikant har jeg løbende haft samtaler med dem begge. Her er mine ideer og spørgsmål blevet taget seriøst, og jeg har følt mig set og hørt i min rolle.
Feedback og anerkendelse
Vi søger arbejdspladser, der ikke kun uddeler opgaver, men også giver plads til faglig og personlig vækst. Konkret feedback, der er direkte og brugbar, spiller en afgørende rolle. Når vores indsats bliver anerkendt, og når ledere engagerer sig individuelt i os – for eksempel ved at spørge ind til vores tanker og faglige vurderinger – føler vi os både set og værdsat.
Under mit praktikforløb hos HAVE har jeg særligt værdsat den personlige vejledning alle medarbejdere modtager gennem månedlige statussamtaler. Det har skabt en kultur, hvor spørgsmål er velkomne, fejl er en del af læringen, og udvikling prioriteres. Den tilgang har styrket både mit engagement og min faglige udvikling.
Fleksibilitet i hverdagen
I løbet af mit praktikforløb har jeg balanceret mit studie, sociale relationer og min praktikstilling. Derfor har fleksibilitet været væsentligt for mig. Muligheden for at planlægge min arbejdstid i dialog med kolleger og projektledere har gjort det muligt for mig både at prioritere arbejdsopgaver og at have en hverdag, der hænger sammen. Ifølge eksperter er jeg langt fra den eneste i min generation, der stiller flere krav til fleksibilitet og arbejdsforhold. Generation Z søger arbejdspladser, der anerkender, at livet ikke altid kan presses ned i en 9-17 kasse, og som derfor tilbyder løsninger, der både tilgodeser produktivitet og trivsel.
Mit praktikforløb hos HAVE Kommunikation har givet mig en betydelig indsigt i, hvad der driver generation Z på arbejdsmarkedet. En arbejdsplads med mening og formål, hvor man bliver set, hørt og anerkendt, er afgørende for mange i min generation. Efter mit forløb hos HAVE kan jeg bestemt bekræfte, hvor attraktive og vigtige de forskellige faktorer er.
– Karoline Maltha Jannerup
”Nepobaby” er et guf-ord for krænkelsesparate sjæle og hører ikke hjemme i et moderne og rummeligt samfund.
”Nepobaby” er et guf-ord for krænkelsesparate sjæle og hører ikke hjemme i et moderne og rummeligt samfund
Nepotisme har altid været et begreb, der har spøgt i underholdningsbranchen. På det seneste har yngre skuespillere med kendte efternavne måtte finde sig i at få mærkatet ”nepobaby” kastet efter sig. Det er på tide, at såvel medierne, forbrugerne og kulturbranchen selv tager et opgør med ”nepobaby”-begrebet.
De sidste to år har begrebet ”nepobaby” ramt kulturlivet i hele den vestlige verden. Begrebet blev første gang anvendt i USA i starten af 2022, da en anonym bruger i et tweet på det daværende Twitter kaldte børneskuespilleren Maude Apatow (skuespilleren Leslie Mann og instruktøren Judd Apatows datter) for ”nepobaby”.
Senere på året fik termen endnu større udbredelse, da New York Magazine bragte billeder af otte skuespillerbørn på forsiden med underrubrikken: ”Extremely overanalyzing Hollywood’s nepo-babyboom.”
Også herhjemme har medierne og brugere på sociale medier flittigt benyttet sig af termen, når en ung skuespiller bar et kendt efternavn. Hvis man kigger ud over det danske landskab af yngre skuespillere, er der ikke ligefrem mangel på kendte efternavne.
I en artikel fra november 2023 går Euroman i dybden med begrebet, og forsøger at søge svar på spørgsmålet, om der er en fordel i at være barn af en kendt skuespiller eller instruktør, hvis man selv vil frem som skuespiller. Undervejs er der mange relevante og spændende iagttagelser fra såvel skuespillere som diverse andre interessenter i film- og tv-branchen. Og selvfølgelig findes der ikke et entydigt svar på det spørgsmål. Og det er sådan set også ret underordnet!
"Hvis man skal tale om en fælles længsel for dem alle, er det formentlig ønsket om at stå på egne ben, at have et værd i sig selv og ikke hele tiden at skulle spejles i sin far, mor eller dem begge. "
– Michael Feder
Nedladende begreb, der taler imod tidens krav om tolerance
Selvfølgelig støtter jeg ikke nepotisme. Og naturligvis bør skuespillere med kendte forældre anerkende, at der hos mange er en forventning om, at hvis man har nedarvet en særlig kulturel kapital, så vil der automatisk blive stillet spørgsmålstegn ved, om man har fortjent sin position. Sådan er det bare, og det skal man også kunne håndtere.
Når det er sagt, er der ingen tvivl om at ”nepobaby” er et nedladende begreb, der skal signalere, at en skuespiller ikke har fortjent sin succes, men har opnået sine meritter via sin mors eller fars kendte navn. På sin vis synes jeg, at det der med at kategorisere mennesker på en bestemt måde, er blevet noget, der er meget i tidens ånd og er tæt forbundet med den heftigt accelererende polarisering vi ser både herhjemme og i resten af den vestlige verden. Og i virkeligheden er det jo i modstrid med tidens krav om større tolerance, åbenhed og mangfoldighed.
”Vær den du er” er et sympatisk mantra, der løber som en rød tråd gennem mange af tidens identitetspolitiske strømninger. Om du har den ene eller anden etnicitet, køn, alder eller seksuelle overbevisning er lige meget. Bare du er dig. Så langt så godt.
Så længe du ikke er skuespiller med kendte forældre! Så gælder mantraet ikke længere. Så er du bare med på frihjul og har i virkeligheden ikke noget talent. På den måde kan man sige, at janteloven fortsat står i fuldt flor her i den danske andedam.
Unge skuespillere med kendte forældre har for det meste en drøm om at være uafhængig af sit efternavn
Som kommunikationsrådgiver inden for bl.a. film, tv og teater gennem snart 25 år har jeg ofte arbejdet med yngre skuespillere, som er børn af kendte skuespillere, instruktører eller andre markante kulturprofiler. Hvis man skal tale om en fælles længsel for dem alle, er det formentlig ønsket om at stå på egne ben, at have et værd i sig selv og ikke hele tiden at skulle spejles i sin far, mor eller dem begge.
Senest har jeg været bl.a. været involveret i PR-kampagnerne for Ole Bornedal-filmen Nattevagten – dæmoner går i arv, hvor hans datter Fanny Bornedal spillede hovedrollen samt Thomas Vinterbergs tv-serie Familier som vores, hvor Bille Augusts datter Amaryllis August havde den kvindelige hovedrolle.
Begge skuespillere har i forskellige interviews måtte forholde sig til begrebet ”nepobaby” og at være barn af en kendt instruktør. Og der er blevet skrevet meget om dette tema både i medierne og på diverse sociale medier. Mest grotesk blev det i Nikita Klæstrups podcast ”Bare mellem os” på Ekstra Bladet, hvor de tilstedeværende tilsyneladende var enige om, at Thomas Vinterberg måtte have løjet, da han sagde, at han først sent i castingprocessen var blevet orienteret om, at Amaryllis August var datter af Bille August.
Ulideligt som ung skuespiller
Jeg vil gerne lade dette lille indlæg være et opråb til den danske mediestand om at lade ”Nepobaby”-termen gå i glemmebogen igen, og ikke hver gang, man støder på en ung skuespiller med et kendt efternavn, per automatik gå i nepotisme-angreb og bide sig fast i forældre-tilknytningen. Det må være ulideligt at skulle igennem som en ung skuespiller, og det er ved gud ikke blevet nemmere med tiden. Og vigtigst af alt: Jeg synes det er helt urimeligt.
”Nepopaby-begrebet går hånd i hånd med intolerance, og hører ikke hjemme i et moderne, oplyst og rummeligt samfund. Det vil klæde de journalister og mediefolk, der skal interviewe en ung skuespiller med et kendt efternavn eller skrive en artikel om emnet om at have set værket på forhånd. Det tror jeg, vil give lidt større udsyn og virke inspirerende for journalisten. Ingen, der har set Amaryllis August i Familier som vores, Fanny Bornedal i Nattevagten – dæmoner går i arv eller for den sags skyld Safina Coster-Waldau i tv-serien Salsa, bør være i tvivl om deres uforfalskede, rå skuespillertalent. Lad kunsten tale for sig selv – og læg sladderen og mistroen til side.
– MF
Kulturens Stemmer: HAVE Kommunikation lancerer ny podcast
Kulturens Stemmer: HAVE Kommunikation lancerer ny podcast
I et skiftende medielandskab tager HAVE Kommunikation teten som indholdsproducent og lancerer en podcast, der sætter fokus på kunst, kultur og oplevelser.
I en tid, hvor medielandskabet konstant forandrer sig, bliver det stadig mere nødvendigt for kulturinstitutioner at udvikle og producere indhold til deres egne platforme og til pressen. Hos HAVE Kommunikation har vi længe haft denne dialog med landets kulturinstitutioner og medier, og det er et emne, vi tidligere har belyst i Kultur|AGENDA.
Som en naturlig forlængelse af vores arbejde og i takt med, at mange af vores kunder selv er blevet aktive indholdsproducenter, har vi besluttet at gå samme vej. Derfor er vi stolte af at præsentere vores nyeste initiativ: en podcast, der udspringer af vores seneste Morgenfriske Kulturdebat.
Podcasten er vores måde at dele vores passion for kunst, kultur og oplevelser på en engagerende og tilgængelig måde. Den fungerer samtidig som et supplement til Kultur|AGENDA, hvor vi kan udforske aktuelle temaer og kulturdebatter i et mere levende format.
Med denne podcast ønsker vi ikke blot at informere, men også at inspirere. Vi inviterer eksperter, kunstnere og kulturaktører ind til samtaler, der går i dybden med tidens vigtigste kulturelle strømninger. Vores ambition er at skabe et rum for refleksion og indsigt, hvor vores lyttere kan blive klogere på kulturens mange facetter og de historier, der former vores fælles fremtid.
Vi glæder os til at invitere dig med ind i samtalen. God lytning!