Danmarks 1,8 mio. frivillige er uundværlige for kulturlivet
1.800.000 danskere arbejder frivilligt og indgår i et frivilligt fællesskab, hvor de ikke kun understøtter vores foreningsliv, men også i høj grad kulturlivet.
Ja, faktisk er Danmarks frivillige helt uundværlige, hvis vi skal have så rigt et kulturliv, som vi aktuelt har. Derfor har jeg, Ole Winther, chefrådgiver i HAVE Kommunikation, dykket ned i den danske frivillighed, for det er altafgørende, at vi hæfter os ved den aktuelle udvikling på området. Den kan nemlig få vidtrækkende konsekvenser for os alle.
Lad os starte med lidt fakta om de frivillige danskere:
Danmarks Statistik har kortlagt, at andelen af frivillige i Danmark stabilt på 35-40% – eller ca. 1,8 mio. danskere.
Den gennemsnitlige frivillige er mand mellem 36 og 45 år, mens der er flest kvinder, der arbejder frivilligt blandt de 16-25-årige.
Gennemsnitsalderen for frivillige bliver hastigt højere i takt med den demografiske udvikling, med ældregenerationer, som er relativt friske og aktive.
De frivillige bruger i gennemsnit 15,5 timer om måneden på arbejdet.
Den største andel frivillige er blandt de 36-45-årige, der dog i gennemsnit bruger færre timer på arbejdet end andre aldersgrupper.
Det er kun cirka 22 procent af den voksne befolkning, der aldrig har udført frivilligt arbejde og heller ikke kunne tænke sig at gøre det.
Endelig er frivillighed også afhængig af, hvor du bor. I landområderne er andelen af frivillige 7 pct. højere end i de største byer.
Motivationen til at arbejde frivilligt er stort set uændret siden 2004. At kunne gøre noget konkret på et område, der interesserer den enkelte, og at kunne være en del af et fællesskab er fortsat de største årsager til at engagere sig i frivilligt arbejde.
Hertil kommer følelsen af, at ”nogen må gøre det” – og ønsket om at engagere sig i sine børns fritidsaktiviteter.
Nu taler vi om frivillige under ét. Det går kun til et vist punkt, for det er min oplevelse, at frivillige er meget forskellige. Denne forskellighed er allerede nu en udfordring, og den bliver nok ikke mindre vanskelig at håndtere. Derfor er det en god idé, at man som kulturinstitution eller organisation kender sine frivillige, og hvad der driver dem.
Hvad er en frivillig?
Der findes ingen autoriseret definition på, hvad en frivillig er. Vi møder dem i alle de mere praktiske dele af kulturlivet. Men de udgør også hoveddelen af landets kulturbestyrelser – en umiddelbart noget mindre synlig post, men ikke desto mindre vigtig. Samlet set må vi konstatere, at uden frivillige ville vores kulturudbud være meget anderledes.
I teaterverdenen arbejder frivillige med alt fra billetsalg og foyerbetjening til kostume- og scenearbejde ved siden af professionelle skuespillere og teknikere.
I museernes verden fungerer frivillige ofte som kustoder og guider. De indgår i faglige laug, som ordner museumshaver, både, møller og en række nødvendige opgaver. Og de går markerne tynde med deres detektorer i håbet om at finde flere skatte fra fortiden. Ellers er de frivillige i det lokale arkiv, hvor de også bruger deres tid på at sikre viden om vores fælles historie. Uden de frivillige ville mange museer og arkiver ikke kunne holde åbent i samme omfang som nu eller tilbyde den service, de gør i dag.
Festivaler, både de store internationale og de små lokale, nyder også godt af frivilliges arbejde. Alt fra opstilling af scener og opsætning af boder til billetkontrol og informationsstande bliver ofte varetaget af frivillige.
Frivillige spiller også en afgørende rolle i lokalsamfundene. Lokale foreninger arrangerer koncerter, kunstudstillinger, foredrag og meget mere, og det er ofte frivillige, der står bag planlægning, markedsføring og afvikling af disse arrangementer. Deres arbejde er med til at styrke sammenholdet i lokalsamfundet og skabe tilbud, der beriger livet for alle – og finansiering af en del af dette arbejde.
Frivilliges dedikation og engagement er derfor uvurderligt. Uden deres utrættelige indsats ville mange kulturelle institutioner og arrangementer ikke kunne eksistere i samme omfang eller med samme kvalitet. Deres bidrag er en påmindelse om, at kultur ikke kun skabes af professionelle, men også af almindelige mennesker, der brænder for at dele deres passion med verden.
Ifølge tal fra Frivillighedsundersøgelsen 2020 er mere end 180.000 danskere engageret i frivilligt bestyrelsesarbejde, hvoraf en betydelig del arbejder inden for kultursektoren.
Foto af: Jessica Pamp, Unsplash
Frivilliges typologi
Når man som vi hos HAVE arbejder med mange dele af kulturlivet, møder vi mange typer af frivillige. Skal man arbejde professionelt med frivillige, kan det være værdifuldt at være bevidst om de frivilliges forskelligheder.
Ad hoc-frivillige vil gerne, men opgaverne skal motivere, give mening og kunne tilpasses, så hverdagen kan fungere, uanset hvor de er i livet. De kaldes også ’de nysgerrige frivillige’. Det er karakteristisk for dem, at arbejdsopgaverne tager kortere tid – evt. kun en enkelt dag på f.eks. et halvår eller år. Den ad hoc-frivillige har meget lidt – eller intet ansvar, og der kræves ikke særlige kompetencer for at udføre arbejdet.
Den næste gruppe er de loyale frivillige. De bruger ikke særlig lang tid ad gangen på opgaverne, men til gengæld dukker de op igen og igen. De er den stabile arbejdskraft i organisationen, for de kender opgaverne og behøver ikke meget instruktion. De fleste loyale frivillige er også de forældre eller bedsteforældre, som har tid til måske at give en hånd. Det kan også være den handy person, som ikke har tid i hverdagene, men som godt kan sætte en søndag af en gang om måneden til at lave reparationsarbejde.
Så er der tovholderne. Deres arbejdsopgaver kræver typisk mere involvering tidsmæssigt. Et eksempel kan være 5-10 timer fast ugentligt eller flere timer over en kort periode. Den frivillige her får ofte mere ansvar i projekter. Tovholderen har ofte indflydelse på selve aktiviteterne og opgaveløsningen, men ikke på selve organisationens drift og udvikling. Tovholderen er den frivillige, som man ofte tænker på, når man snakker frivillige. Det er dem, man møder ofte og er kendte ansigter på museet eller i teatret.
Sidste type er de kernefrivillige. Det er de frivillige, som lægger rigtig meget arbejde og tid i organisationen. Det er fx bestyrelsen, som har meget ansvar og ofte styrer egne samt andre frivilliges opgaver. På samme måde påvirker de kernefrivilliges opgaver, organisationens struktur og drift, og bruger ofte deres faglige kompetencer.
Bestyrelser
Jeg vil afslutningsvis blive hos bestyrelserne, som i langt overvejende grad også udgøres af frivillige. Ifølge tal fra Frivillighedsundersøgelsen 2020 er mere end 180.000 danskere engageret i frivilligt bestyrelsesarbejde, hvoraf en betydelig del arbejder inden for kultursektoren. Ifølge tal fra Danmarks Statistik bidrager disse frivillige bestyrelsesmedlemmer med over 20 millioner arbejdstimer årligt til kultursektoren.
Deres opgave er at sikre, at institutionen drives effektivt og i overensstemmelse med dens formål og værdier. De træffer beslutninger om strategi, økonomi og udvikling og fungerer i bedste fald som vigtige bindeled mellem institution og lokalsamfund.
Men efterhånden som kultursektoren er blevet professionaliseret og økonomien større, har bestyrelserne også fået et langt større ansvar og er ved at komme derud, hvor det ikke alene er nok at være engageret og interesseret. Derfor er et spørgsmål, hvordan vi får professionaliseret kulturbestyrelserne, så de også har kompetencerne til at løfte deres vigtige opgaver?
Lyst og mening
Frivillige er motiverede af lyst og mening, og der er derfor ikke noget, der fastholder dem, hvis engagementet med tiden forsvinder. Selv om forholdet mellem institutioner og frivillige kan være meget langvarige, kan de også pludselig afbrydes. Frivillige er ikke forpligtet på samme måde som professionelle, det gør relationen sårbar og kræver, at begge parter har en forståelse af den andens behov og muligheder.
Når jeg taler med kulturinstitutionerne om frivillige, er der sket en udvikling, hvor de frivilliges egne behov får en mere fremtrædende placering end tidligere. Taler vi om de ældre frivillige, er de meget mere ressourcestærke end tidligere og har mange flere forpligtelser end for blot få år siden.
I har sikkert også oplevet ældre, som fortæller, hvor meget mere travlt, de har fået, efter de er gået på pension. Derfor kommer det faste frivillige arbejde to gange om ugen i fremtiden ikke til at passe de ældre frivillige. De ønsker meget mere fleksible rammer og medindflydelse. I den samtale kan der let opstå et spørgsmål om, hvem der er for hvem?
I værste fald kan det også ende med, at de frivillige, der var startet som en ressource, ikke længere er det, men snarere det modsatte.
Så har vi et problem. For uden frivillige ville der ikke være ret meget kultur. Derfor skal vi huske at lytte og finde en måde at indrette vores kulturliv på, så der fortsat er plads til de frivillige – for alle parters skyld.
-OW