Kom med backstage under presseindsatsen på Heartland Festival 2024
Skaldyr, naturvine, inspirerende talks, berusende koncerter og samtidskunst med noget på hjerte. Heartland Festival har siden sin spæde begyndelse i 2016 haft store ambitioner og er i dag et af landets førende epicentre for nysgerrige kulturforbrugere. HAVE Kommunikation har drevet presseindsatsen på årets festival og tager i denne artikel læserne med backstage: For hvad vil det overhovedet sige at være presseansvarlig på en festival?
Amalie Søndergaard, rådgiver
Den 13.-15. juni løb Heartland 2024 af stablen, og vi fra HAVE Kommunikation har hvert år siden begyndelsen i 2016 haft fornøjelsen af at stå for presseindsatsen både op til, under og efter festivalens afvikling. Og med et alsidigt, mangfoldigt og indholdsrigt program på både Music, Art, Talks og Food var der, igen i år, mange historier, der skulle fortælles. Måske har du hørt nogle af dem? For med lige knap 1000 medieomtaler i banken over hele perioden, må man sige, at ordet om årets kulturelle højdepunkt på Midtfyn er blevet spredt vidt og bredt.
Bag hver og én af de mange omtaler ligger en enorm indsats fra vores PR-team, der i flere måneder op til festivalen har arbejdet utrætteligt for at sikre en kvalificeret dækning og bred omtale i medierne. Men hvordan bar vi os egentlig ad?
Kom med backstage, når vi fra HAVE Kommunikation giver et lille indblik i dén proces og de metoder, der på flere måder gjorde PR-indsatsen på Heartland 2024 til en succes.
Udsigten over det smukke Egeskov Slot.
Foto: Anna Maria Morsèl Carlsen
Med forberedelse og planlægning når man langt (ud)
I tæt samarbejde med kunden og festivalens programkuratorer blev vi allerede året før grundigt forberedt til 2024-festivalen. Vi fik indsigt i, hvad der var nyt, hvad der var helt unikt, hvilke navne vi kunne forvente på plakaten – hvor lå de både små og store historier gemt? Herfra startede udarbejdelsen af en forkromet pressestrategi, der sikrede, at vi hele tiden var på linje med kernefortællingen og den essentielle tidsplan.
Der var heldigvis masser af nyt at fortælle, og som programmet løbende tog form, blev vi klogere på, hvad vi kunne forvente os af presseinteressen. På baggrund af navne, tematikker og samarbejdspartnere brainstormede og udviklede vi vinklerne for interviews og indslag, vi kunne pitche pressen. Med adgang til navne som bl.a. Lars Findsen, Apolonia Sokol, Casper Christensen, Adam Price, Nita Farahany og Yael Bartana havde vi gode kort på hånden, hvis vi altså spillede dem korrekt.
Foto: Anna Maria Morsèl Carlsen
Interview-puslespillet lægges
I ugerne op til festivalen startede vi derfor den opsøgende presseindsats, hvor vi afsøgte både kunstnernes og mediernes tilgængelighed og interesse for interviews. Det var, for at sige det mildt, et større puslespil at matche kalendere under tre hektiske festivaldage.
Klar, parat, start på et omfattende koordineringsarbejde. Først på dagen inden åbningsdagen, stod vi med en godkendt, stram og tilrettelagt interviewplan for de følgende dage. Velvidende, at den kunne nå at ændre sig hundrede gange undervejs – there’s no business like show business, I ved – men om ikke andet havde vi et stærkt udgangspunkt, vi kunne holde os til.
Ansvarlig i presseteltet, Jesper Bæk Nielsen, briefer de frivillige på dagens opgaver.
Foto: Anna Maria Morsèl Carlsen
Det bankende hjerte: Presseteltet
En stor del af PR-arbejdet på Heartland er desuden at stå for de hundredvis af presseakkrediteringer og alt det arbejde, der hører til at drive, informere, afvikle og supportere i presseteltet, hvor de mange journalister og fotografer holder til under festivalen. Hvert år har vi et hold af skønne, dedikerede frivillige til at hjælpe med det praktiske, men det er PR-teamet, der har det overordnede ansvar for, at alt spiller i teltet. Og dér er meget, der skal spille.
For ja, som PR-person er arbejdsopgaverne mange og alsidige (de fleste af os består 70% af blæksprutte), men noget af dét vi gør allerbedst, er at servicere. Og man skal ikke kimse af, hvor vigtigt det er for flowet og afviklingen, at PR-teamet også kan være behjælpelige på spørgsmål om parkering, internet og… udvalget af snacks. Ligeså vel som at det er altafgørende, at vi er til stede, når spontane interviewforespørgsler måtte opstå og skal afvikles nu og her. Derfor var det en stor prioritet for os konstant at være tilgængelige i presseteltet.
Fredag indtog Blæst Greenfield.
Foto: Anna Maria Morsèl Carlsen
Er I der, Heartland?!
Da det endelig blev torsdag, og solen tittede frem bag skyerne over Egeskov Slot, skulle vores mange forberedelser stå den endelige prøve. Klokken slog 12, og publikum strømmede ind over den grønne festivalplads, mens journalister og fotografer på rekordtid fyldte vores toptunede pressetelt med deres computere, kameralinser og tårnhøje forventninger.
Og så var vi ellers i gang. Tro mod vores stramme tidsplan, fulgte vi på skift journalister over i Artistbyen, hvor vi afviklede størstedelen af de på forhånd planlagte interviews. Der var gode, rolige udendørs områder, som var perfekte til samtale, radio og tv-optagelser – og kaffen fejlede heller ikke noget.
Da det blev tid til årets første koncert, eskorterede vi fotograferne ind i fotograven, hvor britiske Tom Odell kastede sig over klaveret, og de kunne skyde billeder under to af numrene.
TV 2 Nyhederne fik nys om den gode stemning og svingede spontant forbi til et indslag om forberedelserne til Heartland samt det at være frivillig på festival, mens TV Avisen kiggede ind til et indslag om Heartlands samarbejde med Europcar, der skulle sætte fokus på og formindske spirituskørsel.
Det hele gik nærmest helt efter bogen (så meget som sådan noget nu kan) – internettet og kaffen flød i presseteltet, artisterne var trygge og følte sig godt behandlet, og pressen var både behageligt selskab og udviste stor tilfredshed med det, de fik ned på blokken og ind i kamerarullen. Og sådan, ret smooth, gik det faktisk også de følgende dage.
Ikke fordi der ikke opstod overraskende situationer, som vi ikke havde set komme – tværtimod – men fordi det på alle måder ikke kunne være gået bedre. Selv da regnen ubarmhjertigt væltede ned på festivalens sidste dag, og vi måtte rykke rundt på den udendørs interviewplan, så bl.a. Gry Jexen, Glenn Bech og et hold journalister ikke blev fuldstændig gennemblødt, må vi konstatere, at det hele bare, helt klichéagtigt, gik op i en højere enhed.
Foto: Anna Maria Morsèl Carlsen
Meget mere end bare endnu en festival
Under festivalen og de følgende dage tikkede det ind med presseomtaler, reportager, anmeldelser, analyser og interviews. Vi formåede at placere Heartland i alt fra POLITIKEN, TV AVISEN og EUROMAN til TV 2 FYN og ØKOLOGISK NU.
Medieomtalen tikker stadig ind og har på nuværende tidspunkt ramt lige knap 1000 af sin slags, fra vi startede presseindsatsen. Omtalerne kommer omkring alle hjørner af festivalens fire programben, præcis som vi kunne ønske os. Men som noget særligt er det i år også lykkes at få flotte omtaler af Heartlands partnerskaber, de frivillige og festivalens bæredygtighedsstrategi. På den måde kan vi sætte tjek ved målet om at nå ud med fortællingerne om alt det, Heartland også er; nemlig så meget mere end skaldyr, naturvine og kultur, så meget mere end bare endnu en festival.
TAK for i år til både journalister, fotografer, artister, kunstnere, frivillige, Live Nation og ikke mindst Heartland – vi kan faktisk ikke vente med at gøre det hele en gang til!
KH Team Heartland
Peter, Anja, Jesper og Amalie