Medieørkenernes største ofre er kunst, kultur og den demokratiske samtale

Regionale og lokale medier har været i en tiltagende krise i adskillige år. En skræmmende erosion, der gradvist ødelægger fundamentet for den demokratiske samtale og eksistensen af de kulturelle og kunstneriske institutioner og foreningslivet, som er forudsætningen for sammenhængskraft, tilhørsforhold og borgernes engagement i samfundet omkring dem.

Derfor var de indledende skåltaler om massive investeringer meget velkomne. Desværre vil det dog nok vise sig, at investeringen ikke vil have tilstrækkelig effekt. Lad os begynde med at få de tørre tal på bordet. Det nuværende forslag til finansloven for 2024 indeholder en merinvestering eller omfordeling af midler i de lokale ugeavisers favør, der betyder, at pengeposen vokser med knap 10 millioner kroner om året i forhold til 2023. Dertil kommer nogle mindre puljer til innovative medier og magasiner med publicistisk indhold, men tilskud til regional og lokale medier bliver isoleret set kun øget med lidt under 10 millioner kroner, og de er øremærket ugeaviserne. Det er ikke til at sige, hvordan pengene endeligt vil blive prioriteret, eller præcis efter hvilken fordelingsnøgle de bliver tildelt, men hvis man omregner det til årsværk, altså antal fastansatte, så skal vi nok ikke forvente, at de regionale og lokale redaktioner får problemer med at finde skriveborde til et overvældende antal nye journalister lige foreløbigt.

Desværre er det dog næppe heller nyansættelser, der står øverst på ønskelisten. Det er ganske enkelt et spørgsmål om overhovedet at kunne fortsætte med at eksistere. For så langt har regeringen ret: den regionale og lokale presse er mere end almindeligt udfordret, og hvis den ikke får en økonomisk redningskrans, vil mange redaktioner blive lukket inden for kort tid.

Det er en akut situation, men selvom det er prisværdigt, at politikerne nu rører på sig, så er det desværre både for sent og for lidt. Regional- og lokalpressen har været nødlidende i adskillige år. Tilbage i 2021 publicerede Anders C. Østerby med tilknytning til Center for Journalistik ved SDU rapporten ”Det sander til”, hvor han dokumenterede, at hver fjerde lokale dagbladsredaktion og ugeavis var forsvundet på ti år.

Med andre ord har udviklingen stået på i mange år, men nu begynder det for alvor at bide fra sig, og vi ser store blinde pletter eller medieørkner brede sig over landkortet. Med alvorlige konsekvenser for vores demokratiske samtale og foreningsliv.

Ser man for eksempel på dækningen af det kulturelle stof, forestillinger, udstillinger og arrangementer, er det et område, der er meget hårdt ramt. Af de tre store landsdækkende aviser, var det nærmest kun i JP, man kunne finde omtale af noget vest for Storebæltsbroen.

Med JP’s bebudede nedprioritering af kunst og kultur er der med andre ord kun et sted, man vil kunne blive klædt på til at gå ud og nyde områdets kulturelle tilbud, og det er via de lokale medier og lokalredaktioner, som har føling med alt, hvad der foregår. I takt med at de forsvinder, går muligheden for at skabe synlighed og dermed engagere borgerne tabt.

”...den regionale og lokale presse er mere end almindeligt udfordret, og hvis den ikke får en økonomisk redningskrans, vil mange redaktioner blive lukket inden for kort tid."

– Christian Have

Kritiske røster kunne selvfølgelig hævde, at man må lade falde, hvad ikke kan stå, og at de lokale medier bare ikke er gode nok til at tiltrække tilstrækkeligt med læsere til at holde sig oven vande.

Det er bare ikke helt sådan, det forholder sig. De lokale mediers økonomi er primært drevet af annoncering, og vi læser i stigende grad vores medier digitalt, hvor annoncemarkedet mere eller mindre er blevet overtaget af store webgiganter som Google. De lokale medier bløder dermed annoncekroner, og en stor del af deres økonomiske fundament eroderer. Det sker uanset, hvor mange læsere de har.

Det betyder, at en negativ nedadgående spiral begynder, hvor medierne må skære i udgifterne til dygtige journalister og dermed gradvist bliver tømt for interessant indhold. Som følge af det mister de både relevans og læsere. Men kan det ikke være lidt lige meget? Hvad så om lokalsprøjten bliver ved med at udkomme? Man kan jo bare gå på Facebook og blive medlem af en gruppe, der dækker ens lokalområde.

Der er rigtig meget på spil. Vi har brug for sagligt, kurateret og velformidlet indhold om det samfund, vi er en del af. Det er forudsætningen for, at vi som borgere kan indgå i den demokratiske samtale og tage stilling på et velinformeret og veldokumenteret grundlag.

Og de kulturelle og kunstneriske tilbud og institutioner både fortjener og har brug for at blive taget alvorligt og sikret en synlighed og objektiv formidling, der understreger, hvilken betydning de har for deres lokalområde, dets borgere og den sammenhængskraft, der er så udfordret i disse år. Det er ikke noget, man kan lægge i hænderne på en algoritmedrevet platform, der fremmer splittelse, ekstreme følelser og ekkokamre.

Sagen er, at vi mere end nogensinde har brug for vores regionale og lokale medier.

Vi har brug for sagligt, kurateret og velformidlet indhold om det samfund, vi er en del af. Det er forudsætningen for, at vi som borgere kan indgå i den demokratiske samtale og tage stilling på et velinformeret og veldokumenteret grundlag.

Oprindeligt bragt i Aarhus Stiftstidende den 5. februar 2024.

– CH