Ole Winther kommer til HAVE i en nyoprettet stilling som kulturstrategisk chefrådgiver
Vi opruster på strategiområdet og ansætter kontorchef i Kulturministeriet, Ole Winther, som kulturstrategisk chefrådgiver.
Vi kan i dag offentliggøre, at HAVE har rekrutteret en af landets mest respekterede kulturrådgivere inden for det offentlige. Kontorchef Ole Winther fra Kulturministeriet starter i en nyoprettet stilling som kulturstrategisk chefrådgiver 1. oktober.
Ole Winther vil yde sparring og rådgivning til institutioner, organisationer, virksomheder, foreninger og kommuner om strategi, ledelse og organisationsudvikling. Han vil give generel kulturpolitisk rådgivning, som etablerer samtaler med de rette beslutningstagere, og vil desuden bidrage til den offentlige debat om dansk kulturliv bl.a. som moderator og oplægsholder. Endelig vil han fortsat understøtte partnerskaber og publikumsudvikling i tæt dialog med kulturlivet.
14 år med dansk kultur
Ole Winther har arbejdet med kultur inden for det offentlige siden 2008. Han kommer fra en stilling som kontorchef i Kulturministeriet, hvor han er chef for kulturarvsområdet bestående af museums-, biblioteks- og arkivområdet. Hertil indgår landets fredede fortidsminder, de fredede bygninger, jord- og stendiger, ministeriets samarbejder med kommuner samt børne- og ungepolitiske initiativer i hans portefølje.
Tidligere har han været enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen med ansvar for drift og udvikling af bl.a. folkehøjskoler, folkeoplysning, museer, zoologiske haver og akvarier samt børne- og ungekulturområdet. Forinden var han kontorchef i Kulturstyrelsen, hvor han har arbejdet indgående med alle landets museer, teatre, landsdelsorkestre og solistinstitutioner som en del af hans ansvarsområde.
Foruden kulturområdet har Ole Winther varetaget stillinger i bl.a. Landbrug og Fødevarer, Statsministeriet og Undervisningsministeriet. Desuden sidder han i Kulturmødets advisory board og er formand i ICOM, den internationale museumsorganisation under UNESCO.
Ole Winther ser frem til at starte, og udtaler:
Jeg har kendt HAVE Kommunikation & PR i mange år, og det som tiltrækker mig ved virksomheden, er deres store kærlighed til kulturlivet. Det er en meget værdibaseret virksomhed, og for mig er HAVE et naturligt næste skridt efter at have beskæftiget mig professionelt med dansk kunst og kultur de seneste 14 år. Jeg glæder mig til at kunne folde mig ud i helt andre rammer og tror og håber på, at jeg i min nye position kan være med til at gøre en forskel og skabe forandring for det danske kulturliv.
CEO Michael Feder fortæller:
Vi har længe haft et ønske om at kunne give kvalificeret ledelsesrådgivning til kunder på både strategisk og kulturpolitisk niveau, og med Ole Winthers tiltrædelse har vi sikret os en af landets dygtigste og mest vidende kulturrådgivere. Vi er stolte over, at Ole har valgt at forlade en vigtig position i Kulturministeriet til fordel for os. Og der er ingen tvivl om, at hans mangeårige erfaring på hele det politiske område, hans omfattende nationale netværk og høje kulturfaglighed vil styrke virksomhedens rådgivningsmæssige og kulturstrategiske profil markant.