Sandheden skal man høre fra børn, fulde folk… og en Broadway-musical
Den amerikanske Broadway-musical ”Wicked”, der lige nu spiller for fulde huse herhjemme, formår at sætte ord på et af tidens helt store globale samfundsmæssige udfordringer: Fjendebillederne tårner sig op overalt, og empatien og tolerancen er endegyldigt på vej i graven. ”Wicked” er det seneste eksempel på, at vi har brug for kunsten og kulturen til at spejle verden for os. Men eksemplerne er overalt. Op gennem historien har kunst og kultur formået at sætte ord, billeder og stoflighed på vores tanker, bekymringer og udfordringer. Det må vi ikke miste. For heri ligger en stor del af vores evne til at forundres og mærke vores egen menneskelighed.
I disse uger strømmer danskerne ind til Fredericia Musicalteaters anmelderroste opsætning af Broadway-musicalen ”Wicked”. Et globalt kulturfænomen, som har været med til at ændre hele musicalbranchen siden verdenspremieren i New York for 21 år siden. ”Wicked” er både et eventyr og en familieforestilling, men den er også utrolig meget mere. Selvom den er over 20 år gammel, er forestillingen i sit hovedbudskab og tematik langt mere aktuel i dag, end da den blev skabt til Broadway i 2003.
Den spektakulære, men også gribende fortælling om, hvordan den onde, grønne heks fra ”Troldmanden fra Oz” blev ond, har meget at sige os i dag. I denne polariserede verden vi lever i fuld af fjendebilleder overalt. For – som det viser sig – er heksen faktisk slet ikke ond. Men i virkeligheden det modsatte. Hun er offer for en velorkestreret smædekampagne igangsat af troldmanden fra Oz, der viser sig at være en manipulerende folkeforfører, der skaber fjendebilleder for at fastholde magten og kontrollen med sit folk. Lyder det bekendt?
“Den form for mediereaktion siger også uendelig meget om, hvor meget fjendebilleder i vort samfund er blevet normaliseret. Det bliver mere og mere hverdag for alle at vælge side i konflikterne. At bakke op om helten og at hade fjenden.”
– Michael Feder
Foto: Emilia Therese
Ingen sørger over de onde
Åbningsnummeret i forestillingen siger det hele. ”No One Mourns the Wicked”, synger folket, da det forlyder, at den onde heks er død. Ingen sørger over de onde! Jeg har altid synes, at det var en fantastisk sang. Den peger fingeren på noget meget præcist i den menneskelige psyke: At vores empati kun rækker et vist stykke. Og når det gælder ”de onde”, så kan vi ikke være med mere.
På alle måder var både sangen og musicalen som helhed profetisk og mange år forud for sin tid. I 2003 oplevede vi slet ikke den enorme polarisering, og folkelige splittelse som vi i dag ser alle steder. Se hvordan USA er splittet. Halvdelen af amerikanerne mener, at Trump er farlig og uegnet til at være præsident. Den anden halvdel mener det modsatte. Se på Gaza-konflikten, hvor venstrefløjen og de yngre generationer stimler sammen bag Palæstina, mens en stor del af voksenbefolkningen forsøger at placere sig nogenlunde i midten eller endda på Israels side. Se på Ukraine, MeToo, BlackLivesMatter. Se hvordan vi skændes på de sociale medier. Hvordan vreden æder folk op. Hvordan venner bliver til fjender. Hvordan folk bliver udskammet, udstillet og smidt ud af det gode selskab.
Da et angreb udført med personsøgere og walkie-talkier tilhørende Hizbollah-medlemmer dræbte tæt på 50 og sårede tusindvis af mennesker, var flere danske medier ude og kalde angrebet ”James Bond-agtigt”, ”spektakulært” og ”topklasse”, nærmest som var det en anmelder, der fældede dom over en ny actionfilm. Den form for mediereaktion siger også uendelig meget om, hvor meget fjendebilleder i vort samfund er blevet normaliseret. Det bliver mere og mere hverdag for alle at vælge side i konflikterne. At bakke op om helten og at hade fjenden.
Foto: Benjamin la Cour
Et skuldertræk til overs for fjendens ulykke
Forleden blev jeg berørt af et debatindlæg i Politiken af den herboende libanesisk-palæstinensiske forfatter og komiker Mazen Ismael, som fortalte om et liv i frygt i Danmark. Han skrev bl.a.: ”Jeg indser, at jeg er oppe imod et maskineri, der med skræmmekampagner i årtier har portrætteret mig som barbar, sådan at når jeg bliver dræbt, så fører det knap nok til et skuldertræk. Forestil dig, hvor meget propaganda der skal til for at overbevise folk om, at vi bruger vores børn som menneskeskjold, så de kan blive dræbt. Forestil dig årtiers dehumanisering, der gør det muligt at bruge et sådant argument. Forestil dig, at der er mennesker, som oprigtigt tror, at vi søger medlidenhed ved at ofre vores børn – fra de samme mennesker, der støtter mord på børn.” Dette opråb rørte ved noget dybt i mig. Er det virkelig bare et skuldertræk, vi har til overs for fjenden?
Vi har brug for kunsten og kulturen til at spejle verden for os
Tilbage til ”Wicked”. Jeg synes det er tankevækkende, at en familiemusical – som rundt regnet bliver betragtet som ren underholdning og temmelig irrelevant i det større billede – formår at sætte ord på et af tidens helt store globale samfundsmæssige udfordringer: Empatien og tolerancen er endegyldigt på vej i graven.
”Wicked” er blot et enkelt eksempel på, at vi har brug for kunsten og kulturen til at spejle verden for os. Men eksemplerne er overalt. Op gennem historien har kunst og kultur formået at sætte ord, billeder og stoflighed på vores tanker, bekymringer og udfordringer. Her kan det usigelige siges. Det ubærlige vises, mærkes, høres. Det må vi ikke miste. For heri ligger en stor del af vores evne til at forundres og mærke vores egen menneskelighed.
Kunst og kultur ligger ikke på toppen af Maslows behovspyramide. De ligger snarere over det hele. De er skabt af det stof, der gør det værd at være menneske. Derfor skal vi huske at værne om kunsten og kulturen, og lytte efter når den har noget at sige os. Ingen sørger over de onde. Det er korrekt. Men måske skulle vi åbne vores horisont lidt og sætte os i den andens sted.
– MF
Headerbillede: Emilia Therese