Toneangivende redaktører om influenter og kulturjournalistik:”Forskellen er, at vi har en redaktionel proces”
Kulturbranchen har fortsat et stort behov for at få omtale i medierne. Men de traditionelle muligheder for at få den ønskede omtale er dalende – og det har åbnet døren for mange influenter. Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen og ATLAS’ chefredaktør Kristoffer Granov har haft en spændende samtale om denne problematik. Du får hermed højdepunkterne fra HAVE Kommunikations Fyraftenspause den 18. april, da samtalen fandt sted.
Ved denne omgang af vores uformelle debatarrangement Fyraftenspause kunne man møde Mette Davidsen-Nielsen, kulturredaktør på Politiken, og Kristoffer Granov, chefredaktør for ATLAS, i en spændende samtale med Christian Have om, hvordan influenter og sociale medier påvirker kulturjournalistikken.
Ikke mindst Katherine Diez’ plagiatsag har fyldt meget i medierne – og således også i denne samtale.
En fundamental udfordring er kulturbranchens behov for at få omtale samtidig med, at de traditionelle muligheder er dalende. Det er netop denne situation, som har åbnet døren for mange influenter.
Granov udtrykte sympati over for marketing- og pressefolk, der i højere og højere grad er interesserede i at få deres produkter formidlet via influenter – og dermed gå udenom de kritiske medier.
”Jeg kan godt forstå det. Især set i lyset af, at der findes mindre og mindre kulturjournalistik. Tit siger medierne, ’nej, det kan vi ikke, eller det har vi ikke tid til’, eller hvad ved jeg – og hvis man skal sælge kulturprodukter, så er det da klart nemmere bare at benytte influenter,” forklarede han, inden han så slog fast:
”Men, når der så sker sådan noget, som der skete med Katherine Diez, så kan vi jo godt sidde tilbage og være sådan, ’jamen det er jo det, man får ud af det’.”
Stemningsvideo fra Fyraftenspause 18. marts. Video: HAVE Kommunikation
En klokkeklar udveksling af kapital
Davidsen-Nielsen lagde mærke til Diez, da hun i sin tid begyndte at skrive for Berlingske:
”Hun var sådan lidt kulturkonservativ faktisk – og en lille smule sparkende nedad. Dengang tænkte jeg, at det måske ikke lige var Politiken. Det var jo et forsøg på at gøre noget andet på Berlingske, som man jo kan mene alt muligt om. Jeg synes ikke selv, det var den rigtige vej, men de prøvede trods alt at gøre noget.”
Davidsen-Nielsen analyserede, hvad Diez og Berlingske hver især fik ud af samarbejdet:
”De promoverede hende jo helt vildt meget på Berlingske, og der var jo et bytteforhold. Altså, hun kom med en masse følgere og en eller anden form for kulturkonservativ modernitet, eller hvad vi nu skal kalde det. Det kunne de bruge til at få lidt liv i kludene, og hun kunne bruge deres autoritet. På den måde har Berlingske selvfølgelig et ansvar i hendes sag, fordi det jo er en klokkeklar udveksling af kapital.”
”Mindre snobbethed i kulturverdenen i det hele taget kunne gøre meget for formidlingen af kulturen”
– Kristoffer Granov
Forskellen på influenter og kulturjournalister
”Det er jo ikke fordi, at vi skal sidde og synes, at noget er finere end andet. Det synes jeg absolut ikke. Mindre snobbethed i kulturverdenen i det hele taget kunne gøre meget for formidlingen af kulturen,” konstaterede Granov, inden han opsummerede forskellen på, hvordan en influent og en klassisk kulturjournalist arbejder:
”Forskellen er, at vi har en redaktionel proces. Det er jo ligesom dengang, hvor alle talte om bloggere. Der er blevet skrevet sindssygt mange spændende blogindlæg, men det er jo ikke mediet, det kommer an på – det er metoden.”
Det var Davidsen-Nielsen enig i, og hun understregede, at man som medie netop har et ansvar for alt det indhold, man producerer til forskel fra SoMe.
Hun filosoferede over, hvad det overhovedet vil sige at være ”influent”:
”Influenter er jo rigtig mange ting. Hvem kalder vi en influent? Hvis man for eksempel tager sådan én hos os som Lucia Odoom, så er hun jo kulturjournalist og kritiker og alt muligt – men hun har jo masser af fans også. Men vi er ikke ude at lede efter folk, der har 300.000 følgere, for så at sige, ’kan I så ikke komme over til Politiken og bringe jeres følgere med ind?’. Det er vi decideret ikke.”
Granov satte fingeren på en anden fundamental problematik, når det kommer til at formidle sig selv på de sociale medier, sådan som influenter gør – og som mange mener, at man som kunstner også bør gøre:
”Min oplevelse er, at der er rigtig mange selvtillidsfyldte, udadvendte kunstnere, der kommer langt med at være gode på sociale medier, selvom de måske ikke laver et særligt spændende produkt. Tilsvarende er der rigtig mange kunstnere, der ikke har temperament til at være på sociale medier, men som laver et spændende værk. Så der er behov for nogen, som kan formidle det, de laver – og som ikke bare ser på, hvem der er bedst til at promovere sig selv.”
Kulturjournalistikken er blevet bedre og bedre
Davidsen-Nielsen påpegede det, hun oplever som en konservatisme i kulturbranchen, når det kommer til udviklingen af kulturjournalistikken.
Hun konstaterede det selvmodsigende i, at man i kulturbranchen både siger, at der er for lidt kulturjournalistik, og at den er for dårlig, men at den samtidig helst skal være, sådan som den altid har været.
Hun spurgte retorisk: ”Holder vi hinanden fast dér?”
Trods de mange udfordringer har Politiken fået mange flere læsere til kulturstoffet i de senere år. Hun mener også, at kulturjournalistikken er blevet bedre og bedre:
”Hvis vi går tilbage til ’the good old days’, hvor nogen synes, at alt var bedre, så var der måske en tendens til, at det lidt blev en wiener melange af folk, der kendte hinanden rigtig godt. Men hvis nogen på et eller andet universitet satte sig ned og læste noget kulturjournalistik, der var 10 eller 20 år gammel – for slet ikke at tale om 30 år gammel – og læste den kulturjournalistik, der er i dag, så tror jeg, at de ville komme frem til, at kvaliteten faktisk har været stigende.”