Michael Feder: 25 år i HAVE Kommunikation - et arbejdsliv drevet af formål

Af Public Affairs direktør Ole Winther

Tillid, formål og personligt engagement har været Michael Feders ledestjerne gennem 25 år i HAVE Kommunikation, og jubilæet markeres med fortællingen om en rejse, der rækker langt ud over bureauets rammer. I den anledning har Public Affairs direktør Ole Winther interviewet Michael om, hvordan han i år 2000 begyndte som praktikant i virksomheden, og hvordan det, der skulle have været et kort ophold, udviklede sig til et livslangt engagement i at styrke kunst- og kulturlivet gennem kommunikation.

Da Michael Feder trådte ind ad døren hos HAVE på Nyvej på Frederiksberg den 1. oktober 2000, var det uden de store ledelsesambitioner. Han beskriver sig selv som ”ung, naiv og fuld af håb”, en studerende på film- og medievidenskab med kærlighed til teater og film, der havde brugt et år på at rejse verden rundt, inden han vendte hjem til København. Det afgørende for ham var blot at blive en del af kulturlivet og lære kommunikationsfaget indefra. Men allerede efter få måneder fornemmede han, at HAVE var mere end blot en arbejdsplads. ”Jeg kunne mærke, at her var jeg landet det rigtige sted. Det føltes som et match, der gav mig retning, både fagligt og personligt,” fortæller han.

”Vi ser os selv som en del af kulturlivet, ikke blot som et kommunikationsbureau.”

Tillid som grundprincip

Når Michael i dag ser tilbage på sine 25 år i virksomheden, er der ét ord, han vender tilbage til: tillid. Tillid til kolleger, kunder og samarbejdspartnere. Tillid til, at HAVE står på et fundament stærkere end bundlinjer. ”Tillid kommer før alt andet. Før kreativitet, strategi, forretning. Hvis vi kan stole på hinanden, kan vi alt,” siger han. Det er et princip, han har ført med sig gennem årene, også da han for godt 15 år siden blev direktør.

Stjernestøvet – HAVEs særlige DNA

Men hvad er det, der gør HAVE til noget særligt? Michael kalder det ”stjernestøvet”. ”Det magiske stof i HAVE er, at vi altid har haft en ambition om at gøre en forskel for dansk kulturliv. Vores grundlag er ikke bare at skabe forretning, men at sikre, at kulturen bliver den sammenhængskraft i samfundet, vi mener, den er.

Det er det, der skiller os ud fra andre bureauer, og det, der driver os, også når det er svært,” siger han. Derfor ser han HAVE som en platform, hvor projekter, initiativer og nye ideer hele tiden opstår og rækker ud over det rent kommercielle. ”Vi ser os selv som en del af kulturlivet, ikke blot som et kommunikationsbureau.” Og hvor mange i branchen først og fremmest taler om vækst og bundlinje, handler det i HAVE om noget mere grundlæggende – netop den ambition, der er en del af bureauets særlige DNA. En del af stjernestøvet.

I mange år var HAVE’s særlige DNA ikke noget, Michael selv talte højt om, men med årene er han blevet mere bevidst om, at det er vigtigt at formulere – både internt til medarbejderne og eksternt til kunder og samarbejdspartnere. ”Jeg har indset, at vi ikke må tage vores særlige DNA for givet. Det er en del af vores styrke at sætte ord på, hvorfor vi er anderledes, og at det er det, der tiltrækker folk til HAVE. Vi plejer at sige: Vi skaber kulturel relevans.”

Michael er stolt af, at HAVE er et landsdækkende kommunikationsbureau med kontorer i både København og Aarhus. “Hos HAVE tror vi på kunstens kraft til at forme holdninger og skabe en fælles fremtid. Vi arbejder for, med og gennem kunsten og kulturen – for at forbinde kultur, erhverv, politik og mennesker. Og for at sikre, at kunsten og kulturen forbliver en central drivkraft i samfundet,” fortæller Michael.

Storme og triumfer

Et kvart århundrede i kulturlivets tjeneste har budt på både storme og triumfer. Opgaven som ansvarlig for den nationale og internationale kommunikation i anledning af H.C. Andersens 200-års jubilæum i 2005 kickstartede for alvor Michaels karriere i HAVE, der på grund af denne store opgave voksede til dobbelt størrelse og satte virksomheden på såvel Danmarks- som verdenskortet, men også med kritik og uro til følge. For den store kritik, der fulgte efter fejringen, ramte også HAVE, selvom man kun havde haft ansvaret for kommunikation og PR. Senere viste en stor rapport, at kommunikationsindsatsen internationalt havde givet en historisk stor og flot pressedækning. Flere undersøgelser viser også, at kommunikationsopgaverne var blevet løftet til perfektion, men dette blev som sagt overskygget af den danske kritik af selve fejringen, og hele forløbet står i dag som en central erfaring i Michaels karriere.

Finanskrisen i 2008 truede eksistensen af HAVE, og under corona blev hele forretningsgrundlaget revet væk, da dansk kulturliv lukkede ned. ”Corona var uden tvivl den største krise,” fortæller Michael. ”Vi anede ikke, om kulturlivet ville overleve. Vi måtte fyre medarbejdere og spænde bæltet ind. Men vi kom igennem det, stærkere, end vi havde troet.” Også her viste HAVE, ifølge Michael, sin styrke som et bureau med et stærkt fagligt og ideologisk fundament, der netop brugte sin faglighed og kulturpolitiske tyngde til at komme igen efter nedlukningen. Midt i pandemien stod Michael også med et af de projekter, der har haft størst personlig betydning for ham: arbejdet med Thomas Vinterbergs Druk. Efter den tragiske ulykke, hvor instruktørens datter døde under optagelserne, blev Michael en tæt sparringspartner for instruktøren i forhold til, hvordan filmen skulle møde pressen og verden. ”Det var et privilegium at få den tillid midt i så svær en tid,” siger han. ”At filmen siden blev en verdenssucces, var med til at gøre det til et eventyr, jeg aldrig vil glemme.” Og for Michael også endnu et eksempel på, hvordan hans grundlæggende tillid til andre giver rum for det ekstraordinære, hvad enten det drejer sig om relationer eller resultater.

Mødet mellem generationer

Når Michael ser på HAVE i dag, fremhæver han mødet mellem generationer som en styrke. Bureauet har gennem praktikantprogrammet Bloom løbende tiltrukket unge talenter, og det har givet en direkte kontakt til den næste generation af kommunikatører. ”Jeg synes, det er enormt spændende at arbejde med forskellige generationer på én gang. Vi har folk med årtiers erfaring, og vi har unge medarbejdere, der tænker helt anderledes, end jeg selv gjorde, da jeg var i 20’erne,” siger han.

For ham handler det ikke om modsætninger, men om gensidig respekt. Om gensidig tillid. Generation Z stiller større krav til arbejdspladsens værdier, fleksibilitet og meningsfuldhed, men det ser han som en styrke. ”De unge udfordrer os på, hvem vi er, og hvordan vi arbejder. Til gengæld kan vi give dem erfaring og tryghed at vokse i. Når vi som forskellige generationer mødes, sker der noget frugtbart, det flytter både medarbejderne og virksomheden.” Han mener, at HAVE’s værdibårne DNA matcher de unges behov for mening. ”De kan mærke, at vi vil noget mere end bare at levere ydelser. Vi vil faktisk gøre en forskel. Og det taler til mange af de unge.”

Flere stemmer – en stærkere platform

Michael Feder står i dag i spidsen for en organisation, der netop har udvidet sin ledelse. Den nye ledelsesgruppe skal ruste HAVE til fremtiden, hvor teknologi og kultur vil krydse hinanden på nye måder. ”Jeg tror, de kommende år vil stille enorme krav til alle kommunikationsvirksomheder,” siger han. ”Vi skal kunne mestre kunstig intelligens, nye medieplatforme og en konstant acceleration i teknologien. Men samtidig skal vi holde fast i de universelle kommunikationsværktøjer, evnen til at fortælle historier, skabe relationer og engagere mennesker.”

Med den nye ledelsesstruktur er HAVE ikke længere bundet op på én eller to stemmer, men mange. For Michael er det en styrke. ”Når vi står flere i spidsen, kan vi også være til stede flere steder, i flere debatter og på flere platforme. Det er nødvendigt i dag. Et bureau som vores skal ikke kun fortælle historier for andre, vi skal også selv være meningsdannere i samtalen om kulturens rolle i samfundet,” siger han. Han ser det som en del af HAVE’s ansvar, at virksomheden markerer sig bredt – fra de klassiske medier til nye digitale platforme, fra den kulturpolitiske dagsorden til konkrete kampagner og initiativer. ”Det er ikke nok at kommunikere om, hvad vi laver. Vi skal være synlige i de samtaler, der former kulturen og samfundet. Flere stemmer giver os flere muligheder for at være relevante, og det er en styrke, vi skal dyrke endnu mere fremover.”

"Han peger på, at kulturen i stigende grad vil blive en arena for de store samfundsspørgsmål: klima, identitet, teknologi og demokrati."

Fremtidens HAVE

For Michael handler fremtiden også om at være i konstant dialog med samfundet. Han peger på, at kulturen i stigende grad vil blive en arena for de store samfundsspørgsmål: klima, identitet, teknologi og demokrati. ”Kulturen er dér, hvor vi kan mødes på tværs af forskelle. Jeg tror, HAVE’s opgave bliver at hjælpe kulturen med at tage den plads, både i den politiske samtale og i den offentlige bevidsthed.”

Han forestiller sig også, at HAVE i højere grad kan arbejde internationalt. ”Vi er rundet af dansk kulturliv, men vores erfaringer kan bruges bredere. Hvis vi kan være en platform for kulturens stemme herhjemme, kan vi også være det uden for landets grænser,” siger han.
Og midt i ambitionerne ligger stadig Michaels personlige drivkraft. ”Jeg tror, kulturens betydning i samfundet bliver større i de kommende år. Og jeg ser HAVE få en endnu mere central rolle i at præge den udvikling. Vores opgave er at vise, at kultur ikke er pynt, det er en nødvendighed.”
25 år er gået, siden praktikanten Michael Feder for første gang satte sig ved et skrivebord hos HAVE Kommunikation. Siden den dag har han holdt fast i den samme fornemmelse af formål. ”Jeg føler mig utrolig heldig,” siger han. ”For mig har HAVE aldrig bare været et arbejde. Det har altid været et sted, hvor jeg kunne forene mine drømme, mit engagement og min tro på, at kultur er en livsnødvendighed. Og det bliver ved med at drive mig.”

Privacy Preference Center