Læs direktør Michael Feders kronik, som blev bragt i Jyllands-Posten den 5. september.

Jeg er hverken præst, filosof eller fremtidsforsker. Men som kommunikationsmand med særligt fokus på dansk kultur bilder jeg mig ind, at jeg kan se konturerne af et paradigmeskifte i danskernes kollektive adfærd: Hvis vi ønsker det – og hvis ikke eksterne kræfter får held med at hindre os i det – er der basis for, at vi inden for relativt kort tid kan komme til at opleve en bølge af omsorg skylle ind over Danmark.

Det kan blive en bevægelse, der på ny definerer den måde, vi taler til hinanden, samarbejder og indgår i fællesskaber på. Vi vil opleve effekten af den alle vegne – på arbejdspladsen, i fritidsklubben, derhjemme og i det offentlige rum.

Samtidig vil både politikere, journalister, læger, erhvervsledere og alle andre, der har større samfundsmæssig indflydelse end den gennemsnitlige borger, blive tvunget til at forstå den dybe længsel efter nærhed, omsorg og fællesskab, der synes at eksistere hos langt de fleste danskere.

Denne længsel er vokset støt gennem en længere årrække med tiltagende samfundsmæssig splittelse. Omdrejningspunktet for denne splittelse er det forandrede medielandskab. På omtrent halvandet årti har det gennemgået en transformation, der er større end den, det gennemgik i de hundrede år, der gik forud.

Mediebilledet består selvfølgelig af mange forskellige aktører, men det er frem for alt de sociale medier og techgiganterne, der har forårsaget splittelsen. Deres forretningsmodel er baseret på at skabe trafik og dermed annonceindtægter, og det har de mest held med, når de præsenterer kontroversielt indhold. Der er, kort sagt, penge i at få brugere til at bekrige hinanden på de forskellige platforme.

Tilsvarende er det de sociale medier, der tillader en ekstrem acceleration af udbredelsen af ’fake news’ og konspirationsteorier – ikke mindst om politikere, vacciner og babyædende Hollywood-skuespillere. En mekanisme, der ikke mindst hjalp Donald Trump til sejren ved præsidentvalget i 2016, og som enhver populistisk politiker med foragt for sanddrueligheden både før og siden har gjort brug af.

En anden mekanisme, der ligeledes forværrer situationen, er de informationsmæssige ekkokamre, som dannes, når vi kun får præsenteret indhold, der bekræfter de standpunkter, vi allerede har. Dette sker nemlig også, når disse standpunkter er baseret på konspirationsteorier og foragt for personer, der måtte mene noget andet end én selv.

I takt med digitaliseringen af medielandskabet er annoncemarkedet også blevet transformeret, og det er typisk antallet af klik er blevet udslagsgivende for, hvor mange penge man tjener på denne front. Det er et system, der belønner medier for sensationelt og konfliktskabende indhold over det, der er opbyggeligt og oplysende. En tendens, der er let at spore i de evigt tillokkende og bevidst vage overskrifter, der præger det meste af mediebilledet.

Er der noget at sige til, at vi higer efter sindsro midt i dette kaos af krigeriske kommentarer, konspirationsteorier og ’click bait’? At vi savner den omsorg og mere kærlige tone, som i årevis er blevet udfordret af de kræfter, der hellere vil gøre os mistænkelige eller ligefrem hadske overfor vores næste?

Det er fuldkommen naturligt, at man begynder at kunne mærke denne modsatrettede bevægelse, der prioriterer fællesskabet over splittelsen, empatien over mistænkeliggørelsen, og omsorgen over hadet.

Vi har allerede set, hvordan denne nye bevægelse i praksis kan udfolde sig. Det skete eksempelvis i foråret, da Oh Land i rollen som X Factor-dommer sammen med flere af deltagerne fik sagt klart fra over for den hadske kultur på de sociale medier. En udmelding, der blev mødt med massiv opbakning – fra befolkningen, medierne og sågar Folketinget med statsministeren i spidsen.

I sportens verden har vi hørt håndboldherrerne italesætte deres indbyrdes fællesskab som nøglen til, at de nåede hele vejen til OL-finalen – med en klarsynet, omsorgsfuld og empatisk landstræner i spidsen. Det var ikke blot hård træning og en sofistikeret boldteknik, der gjorde udslaget.

Et andet stærkt eksempel så vi ved EM i fodbold, hvor Christian Eriksens tragiske kollaps på banen udløste et helt fantastisk fællesskab på tværs af landet. Det skete netop fordi både spillerne og landstræneren håndterede situationen så fuldkommen forbilledligt i minutterne, dagene og ugerne efter hændelsen. Det blev tydeligt for enhver, at der var andet og mere end blot et fodboldtrofæ på spil.

Selvfølgelig er bevægelsen lettest at spotte i kultur- og sportsbegivenheder, der bliver sendt på landsdækkende tv. Jeg tror f.eks. at de mest populære reality- og tv-programmer de kommende år vil have mere fokus på fællesskab, omsorg og kærlighed end konkurrence og splittelse.

Men der er grund til at tro på, at bevægelsen også vil pible frem de fleste andre steder i det danske samfund.

Den næste form for ansvar, som virksomheder med god sandsynlighed vil begynde at udvise langt mere strategisk, tror jeg vi skal kalde Corporate Emotional Resonsibility. Hvor Corporate Social Responsibility primært handlede om samfundet omkring virksomheden, vil omdrejningspunktet for CER være den omsorg og empati, der udvises internt overfor medarbejderne i organisationen. Ikke kun i form af gode, traditionelle ansættelsesforhold, men i en mere koordineret tilgang til at anerkende, opbygge, motivere og støtte medarbejderne som hele mennesker.

Vi kan tale om ledelsesstilen Management by Caring, og jo bedre man som virksomhed bliver til at udvise omsorg, jo bedre bliver man til at holde på de dygtige medarbejdere – og jo lettere bliver det at sikre de sorte tal på bundlinjen. Omsorg bliver dermed ikke blot det nye sort: Det bliver det nye guld.

I den politiske verden er der også grund til at tro, at der vil blæse nye vinde. Uanset det politiske indhold vil de politikere, der forstår vælgernes længsel efter samling, heling og omsorg åbenlyst have en naturlig fordel frem for dem, der fortsat blot ønsker at hakke løs på sine modstandere.

Og i det hele taget tror jeg, at hverdagen for danskerne vil tage sig lidt mere omsorgsfuldt og kærligt ud. Den elskede ”krammekultur” kommer helt sikkert tilbage for fuld styrke, når pandemien for alvor slipper sit tag i os.

Det vil også blive opfattet som kontroversielt at råbe efter hinanden på cykelstierne i København, og jeg tror, at vi danskere vil begynde at småsludre mere med hinanden i køer, på gader og stræder end vi egentlig gør i dag.

Hvad angår de sociale medier, vil techgiganterne næppe ændre sit fokus på profitmaksimering. Men hvis de begynder at fornemme at vindene vender, og at tilstrækkeligt mange higer efter fællesskab snarere end splittelse, vil de også understøtte dette paradigmeskifte – fordi der ganske enkelt er god forretning i at give brugerne det, de ønsker.

Effekten heraf – både på selve de sociale platforme og i resten af medielandskabet – vil være, at vi får en langt mere opbyggelig samfundsdialog, fordi vi endelig kommer til at forstå det princip, som Clement Kjersgaard så smukt har formuleret: ”Jo mere uenig du er med nogen, jo pænere skal du tale til dem.”

Potentialet er der uden tvivl. Men der er en række parametre, der skal gå op i en højere enhed, hvis det skal blive til virkelighed. Men først og fremmest handler det om, at vi oprigtigt ønsker at opsøge det, der binder os sammen, snarere end det, der splitter os ad.