Timothée Chalamet, Hollywoods wonderboy, er kommet i vælten efter nedladende kommentarer om ballet og opera, og nu er udsigterne til en Oscar-statuette måske forduftet.

Den demokratiske debat befinder sig i en krise, hvor løgne og misinformation i stigende grad dominerer det offentlige rum. Traditionelle principper om åben debat og lige taletid fungerer ikke længere, fordi magtfulde politikere og meningsdannere bevidst spreder usandheder, ofte via egne digitale platforme, som medierne har svært ved at korrigere i tide.

I dette debatindlæg afviser Christian Have både status quo, som giver løgnerne frit spil, og censur, som er uforenelig med demokratiet. I stedet efterlyser han en “tredje vej”, hvor nye greb som tydelige disclaimere, realtidsfaktatjek og strengere medieetiske krav til prominente afsendere kan styrke sandheden i den offentlige debat. Han opfordrer til, at denne diskussion tages nu, før kommende valg og store politiske beslutninger.

Geopolitik i 2026 er blevet et grundvilkår i dansk kulturliv snarere end et eksplicit tema. Krig, stormagtsspil og internationale konflikter fungerer som et usynligt bagtæppe, der påvirker repertoirevalg, formidling og ledelse på kulturinstitutioner gennem stille, kuratoriske beslutninger frem for åbne programændringer.

Kulturens rolle er ikke aktivistisk, men handler om at give publikum sprog, dømmekraft og forståelse for en mere kompleks og urolig verden. Ole Winther fremhæver, at kulturen både kan være spejl og åndehul, men nu i en form, der kræver mod til at rumme tvivl, flere perspektiver og ubehagelige realiteter. 2026 bør derfor bruges som et overgangsår, hvor kulturlivet afklarer sit ansvar som en del af samfundets mentale og demokratiske beredskab.

Børn eksponeres uundgåeligt for nyheder om krig og konflikter gennem medier, skole og sociale relationer, og forskning viser en klar sammenhæng mellem massiv medieeksponering og psykiske problemer hos børn og unge.

Michael Feder, Administrerende direktør hos HAVE Kommunikation, mener derfor at samfundet, og særligt skolesystemet, må tage større ansvar.

Udpegningen af 16 historiske bymidter er en anerkendelse af kulturarven. Samtidig vokser turismen uden for hovedstaden. Netop derfor bør kommuner og erhvervsliv i fællesskab værne om det visuelle byrum, så autenticitet ikke går tabt i gadebilledet.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har udpeget 16 historiske bymidter som nationale kulturmiljøer. Et stærkt signal, som Ole Winther i en kommentar i Jyllands-Posten roser.

Men hvad betyder denne udpegning i praksis? Det spørgsmål dykker Public Affairs-direktør Ole Winther ned i.

Ole Winther argumenterer for, at regeringens nye midler til oplevelsesruter kun skaber reel værdi, hvis de bruges strategisk. Succesfulde ruter kræver en klar kernefortælling, stærke partnerskaber, lokal inddragelse og en gennemtænkt digital tilstedeværelse. Turister søger sammenhængende oplevelser, ikke enkeltstående attraktioner, og derfor bør ruter udvikles som helheder med en tydelig fortælling. Winther understreger, at lokal opbakning og tidlig inddragelse af aktører er afgørende for autenticitet og langsigtet bæredygtighed.

Antallet af autocampere i Danmark er kraftigt stigende, og det skaber nye udfordringer for kommunerne. Hvis ikke der planlægges i tide, risikerer autocamperturismen at blive en ny kilde til lokale konflikter, ligesom man har set med anden turisme.

Problemet er ikke turisterne, men manglen på klare rammer, faciliteter og skiltning. Eksemplet fra Tønder Kommune viser, hvordan bæredygtige løsninger kan gavne både gæster og lokalsamfund.

Ole Winther, Public affairs direktør opfordrer Kommunerne til at handle nu og tage autocamperturismen lige så alvorligt som andre overnatningsformer.

I følgende debatindlæg, som er skrevet af public affairs direktør, Ole Winther og strategisk rådgiver, Jane Mylenberg, argumenterer de for, at perioden efter kommunalvalget er en kritisk fase for kultur- og fritidsinstitutionerne, fordi mange bestyrelser udskiftes samtidig med, at kravene til professionel drift og strategisk ledelse er steget markant. Bestyrelser forventes i dag at håndtere økonomi, bæredygtighed, partnerskaber og offentlig finansiering, men mange består af engagerede borgere uden tilstrækkelig erfaring med ledelsesansvar.

De peger på, at manglende indsigt i ansvar, økonomi og rollefordeling kan føre til alvorlige problemer, llustreret ved konkursen på spillestedet Kansas City i Odense, hvor bestyrelsesmedlemmer risikerede millionkrav. Derfor fremhæver de værdien af systematiske introduktionsforløb (onboarding) for nye bestyrelser, som kan skabe fælles forståelse, styrke samarbejdet med forvaltningen og forebygge konflikter.

Kommunerne spiller en afgørende rolle i denne proces. Et velforberedt bestyrelsesarbejde giver mere stabile institutioner, bedre samarbejde og stærkere lokal forankring. Konklusionen er, at bestyrelsesarbejde er ledelsesarbejde, og at kommunerne bør sikre, at nye bestyrelsesmedlemmer får en grundig og ensartet start.

Ole Winther, Public Affairs-direktør i Have Kommunikation, argumenterer i dette debatindlæg om at kulturturisme kun kan skabe bæredygtig vækst, hvis lokalbefolkningen oplever sig som medskabere og får del i gevinsten. Han tager udgangspunkt i turismeminister Morten Dahlins fokus på turismens økonomiske betydning og fremhæver, at turismen i 2023 bidrog markant til dansk økonomi.

Winther understreger, at det især er de kulturelle oplevelser, lige fra gastronomi til lokale events, der driver turismens vækst. Samtidig advarer han mod lokal modstand, hvis turismen opleves som en belastning, og fremhæver derfor vigtigheden af dialog, lokal inddragelse og respekt for lokale værdier.

Kommunikation ses som et centralt strategisk redskab til at skabe forståelse og opbakning blandt borgere og interessenter. Endelig peger han på, at et tættere samarbejde mellem kulturinstitutioner, turistaktører og lokalsamfund kan styrke Danmarks position inden for bæredygtig kulturturisme og sikre, at væksten kommer hele landet til gode.

Kommuners fokus på velfærd, arbejdspladser og transport kan ikke alene sikre bosætning og befolkningstilvækst. Det afgørende, særligt for unge og børnefamilier, er meningsfuldhed, fællesskab og et rigt kultur- og foreningsliv.

Christian Have fremhæver i følgende kronik, Holbæk Kommune som et succeseksempel på, hvordan investeringer i kunst, kultur, idræt og fællesskaber har vendt en anonym provinsby til en attraktiv tilflytterkommune med stor befolkningstilvækst og sund økonomi. Pointen er, at andre kommuner kan lære af Holbæk, hvis politikerne anerkender kulturens værdi.

Danmark kalder sig et foreningsland. Men måske skal det snart skrives i datid.
For de unge vælger holdsporten fra og træningscentrene til. De kommer alene, træner alene og går alene igen. Der er ingen holdkammerater, ingen fællesskab, kun spejlet og den krop, man forsøger at få til at ligne de uopnåelige idealer på skærmen.

Foreningslivet skal være åbent og gratis for alle børn og unge, ligesom folkeskolen. Det burde selvfølgelig være en topprioritet blandt kandidaterne til kommunalvalget, men det skal også løftes op på nationalt niveau. Det skylder vi dem.

Hvilke partier lytter til borgerne?

Mens kandidaterne i denne valgkamp taler om velfærd, klima og skat, viser vælgerne, at de har et andet emne på hjerte.
For 20% af danskerne ser kulturpolitik som et af de tre vigtigste emner ved kommunalvalget.

Så hvilke partier lytter?

Vores Public Affairs direktør, Ole Winther, giver et overblik over, hvilke partier der rent faktisk har taget vælgernes fokus på kulturpolitik til sig siden sidste valg

Er vi parate til at prioritere børn og unge frem for lavere topskat og større rentefradrag?

34 år efter at Danmark ratificerede FN’s Børnekonvention, overtræder vi fortsat artikel 31. Den, der forpligter os til at sikre alle børn fri og lige adgang til at deltage i kulturelle aktiviteter og kreative udfoldelser. Børn og kultur bliver stadig ofte “de små vedhæng”, der overses, præcis som dengang konventionen blev vedtaget.

I følgende debatindlæg peger Christian Have på hvordan at socioøkonomisk svage familier i mindre grad har mulighed for at betale for kulturelle tilbud og kreative fritidsaktiviteter, og at der i flere kommuner findes familier der end ikke har muligheden.

Denne mulighed for at forstå sig selv og sin baggrund og indgå i kreative fællesskaber er en nøglefaktor i børn og unges dannelsesproces, trivsel og sociale tilknytning. Derfor er det vigtigt er der sættes ind rent politisk, ligesom kulturministeren har forsøgt med Kulturpasset – dog desværre med svingende succes.

Regeringens nye forskningsudspil er et af de mest markante løft, vi har set i mange år. 19 milliarder kroner frem mod 2029. Klare satsninger. Et brud med den år-for-år-rytme, som i årevis har gjort forskningspolitikken forudsigelig.
Det her er ikke småjusteringer, det er et kursskifte.

Men midt i optimismen ligger også et ansvar. Og det ansvar hviler ikke på Christiansborg. Det ligger hos universiteterne, forskningsmiljøerne og de institutioner, der nu skal omsætte milliarderne til noget, der giver mening uden for campus.

Danmark producerer forskning i verdensklasse, men alt for meget af den når aldrig længere end til seminarer, interne konferencer og opslagstavler.
Forskningens gennemslagskraft og synlighed i samfundet er for svag. Problemet er ikke forskerne. Det er kulturen. Vanen. Et sprog, der er bygget til at imponere kolleger frem for at oplyse befolkningen.

Værdien opstår først, når resultaterne kan mærkes af helt almindelige mennesker – dem, der skal leve med de teknologier, sundhedsløsninger og sociale indsatser, forskningen skal understøtte. Det kræver ikke mere kompleksitet. Det kræver mod til at tænke mindre som et system og mere som et samfund. At tale jordnært. At være højaktuel. At gøre viden sanselig, synlig og begejstrende. Hvis ikke danskerne kan mærke det, forstå det og bruge det, mister vi forbindelsen mellem forskning og fællesskab.
Og det er den forbindelse, der skal styrkes nu.

Hvordan får vi forskning ud over universitetets mure?

Er turister en trussel eller din bys største guldgrube?
Lokal modstand mod turisme vokser – men hvad nu, hvis nøglen ikke er færre turister, men synlige gevinster for dem, der bor der året rundt?

I sit debatindlæg på Turistmonitor peger Ole Winther, Public Affairs-direktør i Have Kommunikation, på én ting, som kommuner ikke kan ignorere: Kommunikation er et strategisk værktøj

Når lokale føler sig som medskabere af turismens succes, ikke bare tilskuere, falder modstanden, og værdien stiger for alle. Effektiv kommunikation kan være forskellen mellem lokal modstand og et lokalsamfund, der føler ejerskab og opbakning til turismen.

Det er nogle af de emner, Ole Winther i dag sætter stor pris på at drøfte med mennesker fra både turisme og kultursektoren.

Kommunernes kulturliv spiller en afgørende rolle for både sammenhængskraft, stolthed og lokal udvikling. Alligevel viser nye undersøgelser, at mange borgere slet ikke kender til de kulturtilbud, deres kommune faktisk tilbyder.

I sidste uge skrev Stine Albrechtsen, chefrådgiver hos HAVE Kommunikation, et debatindlæg om, hvorfor tiden kalder på et retningsskifte – ikke kun i struktur, men i måden vi tænker og kommunikerer kultur på.

For selvom kommunerne generelt har et stærkt kulturudbud, viser Kulturens Analyseinstituts kortlægning, at 32 procent af borgerne mangler kendskab til tilbuddene. Det peger på et kommunikationsproblem: Kulturprojekter når ikke ud, fordi kommunikationen ofte behandles som en serviceopgave fremfor en strategisk indsats.

Hvis kulturen skal spille den rolle borgerne ønsker, kræver det, at kommunikation bliver en integreret del af kulturstrategien – med tydelige målgrupper, formål og budskaber, der skaber relevans og nærvær.

Scenekunstreformen bliver et vigtigt pejlemærke for, hvordan vi som samfund forstår og prioriterer kulturen.

I sidste uge skrev Ole Winther, en kronik i Altinget om, hvorfor reformen bør blive et retningsskifte, ikke kun i struktur, men i tankegangen bag.

Scenekunsten er mere end en branche. Den er et fælles rum, hvor vi mødes som mennesker og spejler den tid, vi lever i. Derfor er det opløftende, at Jakob Engel-Schmidt og regeringen lægger op til en bred proces, hvor både institutioner, kunstnere og kommuner er inviteret med ind til at forme fremtiden sammen.

Hvis reformen skal lykkes, kræver det mod til at se kulturen som andet end et regneark og tillid til, at kunsten ikke skal måles på, hvor mange billetter der sælges, men på hvad den sætter i bevægelse.