Anja Linnet får ny titel som vicedirektør

Anja Linnet udnævnes i dag som vicedirektør for HAVE Kommunikation & PR. Det sker som led i en større strategisk oprustning, hvor bureauet gennem det seneste halvandet år har udvidet og føjet nye kerneydelser til porteføljen.

HAVE Kommunikation & PR har ikke haft en vicedirektør siden 2010, men i dag tiltræder Anja Linnet officielt i rollen som selskabets nye vicedirektør og dermed som bureauets næstkommanderende under direktør Michael Feder. Han udtaler:

”Anja har spillet en absolut nøglerolle i udviklingen af selskabet de senere år – både forretnings- og organisationsmæssigt. Hun er en værdifuld sparringspartner for mig, og hun har udvist en enestående evne til at lede og inspirere vores medarbejdere. Hendes mangeårige erfaring, visioner og høje faglige niveau har i høj grad været med til at drive os fremad og sikre det stærke fundament vi står på i dag. Det er derfor helt naturligt at formalisere hendes rolle ved at udnævne hende til vicedirecktør, hvor hun vil få en meget central rolle i firmaets strategiske udvikling i de kommende år.,” forklarer Michael Feder.

Udvidelsen af direktionen med Anja Linnet som vicedirektør skal ses i lyset af en større strategisk oprustning, hvor HAVE Kommunikation & PR det seneste halvandet år har opgraderet på digitale løsninger, Public Affairs, strategisk ledelsesrådgivning og senest rådgivning om kunstig intelligens i kulturlivet.

Anja Linnet er 43 år og cand.comm. fra Roskilde Universitet. Hun blev ansat hos HAVE Kommunikation & PR i august 2018 som seniorrådgiver og har siden 2019 fungeret som chefrådgiver. Før ansættelsen hos HAVE har hun haft ledende kommunikationsstillinger i både forlags- og musikbranchen hos bl.a. People’s Press og ArtPeople.

Anja Linnet ser frem til at indtage sin nye rolle som vicedirektør, og udtaler:

”Jeg glæder mig til at dedikere endnu mere tid til ledelse, forretnings- og organisationsudvikling. Forandring er jo blevet normaltilstanden i kommunikationsverdenen, og det stiller kæmpestore krav til vores kernefaglighed som rådgivere og kommunikatører. Vi har heldigvis nogle af landets dygtigste kommunikatører ansat, som alle har kulturens værdier og metoder som fundament – hvad enten vi arbejder i bredden eller i dybden, inden for eller uden for kultursektoren. Med dét afsæt glæder jeg mig til, at vi skal udvikle et endnu stærkere kommunikationsbureau, der fortsat gør en reel forskel for kulturens samlede betydning og position i samfundet.