Matilde Trobecks bog ”Du må gerne være irriterende – Fuck idealet” blev mødt med skarp kritik og én enkelt stjerne fra Berlingske – men endte alligevel øverst på bestsellerlisten. Det rejser spørgsmålet, om anmeldernes indflydelse er aftagende i en tid, hvor stærke personlige platforme på SoMe er så effektive til at nå direkte ud til læserne. Vores adm. direktør, Michael Feder, vurderer, at anmeldelser stadig kan have stor betydning – men deres rolle er i forandring, og opgaven er at finde ud af, hvordan den skal bruges rigtigt.

I en tid, hvor både kunstnere og kulturaktører ofte søger at undgå anmeldelser, er det på sin plads at spørge: Har vi i vores moderne samfund glemt, hvorfor vi overhovedet har kritik?

Det har vores direktør Michael Feder og tekstforfatter og rådgiver Magnus Stig Christensen skrevet en kommentar til Kulturmonitor om.

Her pointerer de bl.a., at det er forståeligt, at kunstnere kan være kritiske over for anmeldelser, men det er vigtigt at huske, at kritik ikke kun handler om at svare på en vurdering – det handler om at holde kunsten og kulturen levende i samfundet.

Samtidigt mener de at medierne har et ansvar for at udvikle anmeldelsen. I en tid, hvor hastighed og klik-drevne formater fylder meget, må vi sikre, at kritikken fastholder sine kerneværdier: refleksion, indsigt og et oprigtigt møde med værket. Samtidig bør vi være opmærksomme på, at anmeldelser ikke kun handler om at opretholde den enkelte kunstners integritet, men om at sætte kunsten i dialog med det samfund, vi lever i.

Michael Feder og Magnus Stig Christensen mener at uden kritik mister kunsten sit rum til at udfordre, forstyrre og transformere. Uden sin kritiske plads, mister vi den nødvendige samtale, der rækker ud over den glatte overflade. Vi har brug for anmeldelser, og vi har brug for kritik – for at fastholde kunstens rolle som en levende, dynamisk og forstyrrende kraft i samfundet.

Stine Albrechtsen synes, at du skal se DR – Danmarks Radio nye dokumentarserie ‘Løgnen i dit feed’. Og når du har set den, så tænk over følgende: Hvilke krav har du til gennemsigtighed, troværdighed og dokumentation, når du trykker ‘følg’? Når dine børn gør? Når du som virksomhed eller brand indleder et samarbejde med en influent?

Stine Albrechtsen håber inderligt, at dokumentaren vil sætte skub i et nødvendigt opgør. Der skal føres bedre kontrol med kommercielt content, og vi skal tale højt om, hvilket kodeks vi navigerer ud fra, når vi følger, liker, deler og samarbejder med influenter.

Hun mener at der findes mange ærlige, samvittighedsfulde og passionerede influencere. Men den manglende kontrol risikerer at underminere en hel branche. Og endnu værre: at skade og manipulere mange børn og unge, der stoler på det, de ser.

Det er ikke sjovt at blive centrum for en shitstorm – om man er garvet kommunikationsrådgiver eller magtfuld influent. Flere store danske influencere er de seneste måneder havnet i omfattende shitstorme og det har vores seniorrådgiver Stine Albrechtsen skrevet en kronik om i Kforum.

Stine Albrechtsen tror, at den stigende kritiske bevågenhed på influencere kun vil stige. Og heldigvis. Det er positivt og en vigtig demokratisk udvikling, mener hun.

Men hvis man skal komme nogenlunde igennem det – både som brand og som person – er helt afgørende at have styr på sin krisekommunikation. Også før man rammer forsiden.

Magnus Stig Christensen mener at når store aktører vælger at bruge deres autoritet til at irettesætte pressen, så former det en struktur. Og det er den struktur, der er farlig. For den former journalistisk praksis langt mere effektivt, end nogen lov nogensinde kunne. Den virker ikke som forbud, men som forventning. Som noget, man tager højde for, justerer sig efter, indretter sig på.

Magnus Stig Christensen finder på ingen måde sprogbruget i EB’s Leder smagfuldt eller velvalgt. Faktisk synes han, at det er ærgerligt, hvordan netop sprogbruget fjerner fokus fra indholdet. Uanset, hvor skylden ligger – og om den ligger hos begge parter. Men den diskussion kommer i Magnus øjne i anden række. Han mener, at det er langt vigtigere at råbe op, når vi nærmer os en situation, hvor en snigende selvcensur truer vores frie presse.

Særligt i tilfældet med JP/Politikens Forlag er det Anja Linnets vurdering, at man er nødt til at forholde sig til andet end jura og pressehåndtering:

”I dette tilfælde, hvor sagens indhold efterfølgende har vist sig at være af så alvorlig karakter, er det først og fremmest et spørgsmål om etik og moral. Hvis man vælger at give taletid, og dermed validere en person, som er tiltalt for noget så alvorligt, kan det virke opportunt…som dårlig dømmekraft.” siger Anja Linnet.

Kontekst og klarhed er afgørende, når det handler om at beskytte både omdømme og interne relationer. Der er ikke noget, der bare er ‘business as usual’, når noget så alvorligt er på spil, mener Anja Linnet.

”De kommunikerer klart og troværdigt, hvor de står rent etisk (…) Ikke bare eksternt i offentligheden, men – og måske vigtigere – internt blandt både medarbejdere og forfattere, som er dem, de lever af (…). Politikens Forlag er dygtige til at udgive børnelitteratur, og der vil være mange forfattere, som vil have et kæmpe problem med at udkomme på et forlag, der står bag en mand, der er tiltalt for at være i besiddelse af overgrebsmateriale. De to ting harmonerer simpelthen ikke.” siger Anja Linnet.

I dag er fællesskaber i Danmark blevet flygtige og atomiserede. Vi ser færre mennesker samles naturligt, hvad enten det er omkring middagsbordet, på arbejdspladsen eller i foreninger. Denne udvikling er ikke blot et socialt problem, men en demokratisk krise. Det mener vores stifter og strategiske direktør, Christian Have, som har skrevet en kronik om dette udgivet i Avisen Danmark.

Uden stærke fællesskaber risikerer vi at blive splittet i ekkokamre, hvor vi kun forstår os selv og de, der ligner os. Dette svækker ikke kun vores sociale sammenhængskraft, men vores evne til at fungere i et demokrati.

Derfor er det på tide at genopbygge fællesskabet. Vi skal styrke foreningslivet, skabe flere fysiske mødesteder og tage ansvar for de små daglige fællesskaber mener Christian Have.

Siden 2020 har fortællingen om dansk film ofte handlet om tilbagegang. Markedsandelen faldt, billetsalget styrtdykkede, og 2024 blev det værste år i tre årtier.

Men nu ser vi en markant vending. De seneste 12 måneder har budt på flere store danske biografsucceser: Rom blev årets mest sete danske film, Pigen med nålen overraskede alle, og Børnene fra Sølvgade genoplivede familiefilmen. Vogter og Vejen hjem viste, at dansk film stadig kan tiltrække publikum og begejstre kritikere.

Og 2025 kan blive endnu bedre. Med titler som Under stjernerne på himlen, Ternet Ninja 3 og Den sidste viking i vente, er det på tide at ændre perspektivet.

Skal vi lægge krisesnakken bag os og anerkende, at dansk film igen er på vej frem? Det har vores direktør Michael Feder skrevet et indlæg om til Kulturmonitor

Ligesom behovet for en museumsreform var afgørende, er behovet for en scenekunstreform nu mindst lige så presserende. Branchen er præget af et kludetæppe af ordninger og billetsystemer, som i bedste fald er komplekse og i værste fald uhensigtsmæssige. Der er blevet lappet lidt hist og her, men det er tid til at give området den kærlige hånd, det fortjener, mener Christian Have.

I følge Christian Have er scenekunsten ikke kun vigtig for teaterlivet – den er også en del af kulturens fødekæde, som blandt andet påvirker vores tv- og filmmiljø. Dette område må vi prioritere, hvis vi skal sikre et frugtbart og kreativt miljø på tværs af kulturens grene.

Når vi diskuterer den langsigtede retning for kulturpolitikken, bør vi også overveje et andet presserende spørgsmål: Hvordan kan vi gøre kunst og kultur tilgængelig for flere mennesker og især for nye generationer?
Christian Have mener ikke kun det handler om at sikre bedre rammer for kulturen, men også om at forbedre formidlingen. Vi skal finde måder at skabe en stærkere og mere meningsfuld dialog med både nutidens og fremtidens kulturbrugere.