Fra embedsmand til HAVE-mand: Det store karriereskift – eller var det så alligevel det?

Fra embedsmand til HAVE-mand: Det store karriereskift – eller var det så alligevel det?

I 2022 valgte jeg at forlade centraladministrationen efter mange år i Slots- og Kulturstyrelsen samt i Kulturministeriets departement. Denne beslutning om at skifte spor og blive chefrådgiver hos HAVE Kommunikation vakte både opmærksomhed og nysgerrighed. Mange undrede sig over, hvorfor jeg valgte at forlade en så central og i manges øjne magtfuld stilling til fordel for konsulentverdenen. Svarene på dette spørgsmål er mangfoldige, men én ting er sikkert: Det var et valg, der føltes rigtigt for mig fra første dag, og som stadig giver mening.


Af Ole Winther, Chefrådgiver, Head of Public Affairs

Mit engagement i kultur og kunst har altid været en central del af min identitet, og jeg har haft privilegiet af at arbejde med disse områder gennem mange år. I kraft af mit arbejde har jeg haft mulighed for at arbejde inden for mange forskellige områder og med en lang række kulturinstitutioner, herunder museer, biblioteker, teatre og arkiver, samt deltage i udviklingen af børne- og ungekultur. Jeg har været involveret i udformningen af kulturaftaler og i samarbejdet mellem Kulturministeriet og kommunerne. Desuden har jeg arbejdet med internationale projekter og store politiske initiativer under forskellige ministre. Altid med gode ’kolleger’ fra branchen.

Det har været disse samarbejder med kulturaktørerne, som har været særligt vigtige, og derfor har drevet mig, men over tid voksede mit ønske om at komme endnu tættere på arbejdet i forreste linje. Der, hvor man møder publikum og får svar på, om det, man har lavet, nu også virker og bliver modtaget, som det var tænkt.

Stort skift?

Flere har spurgt, om mit karriereskift har været en stor omvæltning. Ja, nogle har endda spurgt, om jeg vidste, hvad jeg gjorde. Svaret er ja. Jeg skiftede med åbne øjne, og set fra et indholdsmæssigt perspektiv har skiftet ikke været så markant, som man umiddelbart ville tro.

Naturligvis er der forskel på at være en del af en centraladministration, hvor målene for ens arbejde ofte er skrevet i et regeringsgrundlag, og hvor man – hvis man skal svinge sig helt op på den høje hest – meget tydeligt medvirker til Danmarkshistorien. Det betyder noget at vide, at ens navn altid vil stå på den og den lov ved siden af ministerens. Det var for eksempel en særlig fornemmelse, da jeg første gang var til møde med ministeren i Kulturudvalget. Eller dengang jeg sad i Embedsmandslogen, og var parat til at hjælpe under en folketingsbehandling, men også det faktum, at mit arbejde kom i aviserne, som en bekræftelse af dets relevans.

Del af samme kæde – men tættere på

Men i virkeligheden er det arbejde, der bliver udført ude i landet på kulturområdet, jo præcis lige så vigtigt. Det flyver måske mere under radaren, men uden dét var der jo ikke noget at gå i Folketinget med. Ikke noget, der skulle drøftes politisk. Derfor er mit arbejde langt hen ad vejen det samme – blot ligger det andre steder i den samlede kæde.
Og som del af den samme kæde ligger der også fortsat en tæt forbindelse til det politiske niveau. Forskellen er, at jeg indgår mere direkte i dialog med politikerne, både på nationalt og lokalt niveau, end jeg kunne som embedsmand. Der arbejder man for regeringen, for ministeren og ens fornemste opgave er at være neutral, så man uanset regeringens politiske ståsted kan støtte den i dens arbejde. Så selvom jeg i perioder i ministeriet har været sammen med politikere dagligt, er det først nu, jeg kan tage samtalerne med dem. Diskutere deres holdninger til en given sag, udfordre dem og nogle gange hjælpe dem med at have det nødvendige faglige afsæt. Det er givende og spændende på rigtig mange måder.

En anden udfordring, jeg stødte på som embedsmand, var den nødvendige distance mellem embedsmænd og kultursektoren. Jeg kunne hjælpe med at skabe rammer og betingelser for kunstnere og kulturinstitutioner, men det tillod ikke tætte samarbejder eller individuel rådgivning. Denne distance var vigtig for at undgå forskelsbehandling, men den begrænsede også min mulighed for at engagere mig så konkret, som jeg ofte havde lyst til.

”Flere har spurgt, om mit karriereskift har været en stor omvæltning. Ja, nogle har endda spurgt, om jeg vidste, hvad jeg gjorde. Svaret er ja.”

– Ole Winther

Nye muligheder

Mit skift til HAVE Kommunikation har åbnet døre til nye og spændende muligheder, hvor jeg til fulde kan udnytte min viden om politiske processer og administrative forhold. På den ene side mine mange professionelle kontakter – og på den anden side min forståelse for kultur, kunst og de rammevilkår, kulturen arbejder under.
Som chefrådgiver hos HAVE Kommunikation, kan jeg arbejde sammen med og for de institutioner på en meget mere direkte og konkret måde. At jeg kender de udfordringer, kulturinstitutionerne står overfor, og at jeg har et indgående kendskab til deres ledere, gør mig i stand til at hjælpe dem med at realisere deres ambitioner og få den nødvendige politiske opmærksomhed og støtte.

Og netop at kunne sikre kulturinstitutionerne den støtte og opmærksomhed fra politisk hold er en af de store styrker ved at have taget springet til HAVE Kommunikation. Fordi jeg har fået en langt større frihed til at tale med politikere og partier på tværs af Folketinget, og at jeg konkret og med mit eget personlige engagement kan hjælpe aktørerne med at navigere på politisk niveau og få de rette politikere i tale om de mærkesager, der er vigtig for dem.
Derfor fylder museumsreformen også en hel del for tiden, og netop hér gør min nye rolle, at jeg langt mere direkte kan gå ind og rådgive museer, kommuner og politikere.

På trods af, at det ikke er mit navn, der kommer til at stå på den næste museumslov, så kan jeg bruge min viden og erfaring til, at vi får en lov, som bidrager til at løse de problemer, der er i den eksisterende.


Hvide midaldrende mænd cruiser mod stor Oscar-triumf

Hvide midaldrende mænd cruiser mod stor Oscar-triumf

Der er knap en måned til årets Oscar-uddeling i Hollywood, og i år er en historisk årgang, fordi det er første gang, at prisen afholdes med de nye diversitetskrav i kategorien ’Bedste Film’. Siden tiltaget blev offentliggjort i 2020 har der været rysten og bæven i store dele af det amerikanske og internationale filmmiljø. Ville det betyde, at mindre gode film vil tage spotlyset fra stærkere film, fordi de tjekker diversitetsboksene bedre af? Og ville de dermed udvande Oscar-prisens relevans som verdens største filmpris?


Kort fortalt går de nye krav ud på at stimulere en større diversitet og repræsentation i filmmiljøet. Derfor har man inddelt de forskellige kriterier i fire hovedkategorier med hver deres underkategorier. Hver film skal opfylde kravene i to af de fire hovedkategorier for at kunne kvalificere sig. Én kategori handler om de medvirkende skuespillere og den pågældende films tema eller udtryk. En anden handler om det kreative hold bag filmen. En tredje handler om det pågældende filmselskabs mulighed for at tilbyde praktik- og eller udviklingsforløb til minoriteter, og en fjerde kategori handler om repræsentation og inklusion i de distributions- og promotion-afdelinger, der er tilknyttet den enkelte film.

De kritiske stemmer har gennem de seneste godt og vel tre og et halvt år været mange, og linjerne har været trukket hårdt op. Men netop som årets Oscar-kampagne kører for fulde dampe i USA, har der faktisk været påfaldende lidt opmærksomhed omkring netop de nye diversitetskrav i den kategori, det hele handler om: ’Bedste Film’.

Fokus i medierne og de sociale platforme har været på komedien Barbie og de manglende nomineringer til filmens kvindelige instruktør Greta Gerwig og hovedrolleindehaveren Margot Robbie. Men de nye diversitetskrav omfatter ikke disse kategorier, men kun ’Bedste Film’, så derfor er der ingen kobling mellem de nye regler og Barbie.

Universal Pictures / UIP

Der er skam masser af repræsentation i Bedste Film-kategorien. Det gælder i film som American Fiction, Past Lives, Killers of the Flower Moon og The Holdovers. Men den store interessante historie er dog en anden, nemlig at årets altoverskyggende favorit til at hjemtage hovedprisen for Bedste Film er Christopher Nolans helaftensfilm Oppenheimer om den amerikanske opfinder af atombomben, Robert Oppenheimer. Med hele 13 Oscar-nomineringer og et hav af priser fra andre awardshows som Golden Globes og Critics Choice Awards, der normalt tjener som præcise pejlemærker for Oscar-priserne, er Christopher Nolans enestående epos blevet én af de største Oscar-favoritter i mange år.

Set i lyset af, at filmen har et vildtvoksende persongalleri på næsten 80 taleroller, hvor det stort set kun er hvide midaldrende mænd, der medvirker, med undtagelse af to markante kvinderoller, føles det ironisk, at det netop er i ”fødselsåret” for de nye diversitetsregler, at denne film træder frem som den helt store favorit. Det bliver endnu mere interessant af, at det tilsyneladende kun har fået ganske lidt opmærksomhed i det offentlige rum.

Universal Pictures / UIP

Så kan man spørge: Er dette et problem for Oscar-uddelingen? Er det et tilbageslag for kampen mod diversitetsproblemer? Nej, overhovedet ikke. Faktisk tværtimod. Det er en sejr for såvel filmkunsten som diversitetsdiskursen, at Oppenheimer – indiskutabelt én af årets absolut bedste film, hvilket alverdens filmkritikere også har været enige om – ikke er blevet diskvalificeret, selvom det er en film om en hvid midaldrende videnskabsmand fyldt med hvide midaldrende karakterer og mandlige skuespillere.

 

Det er en triumf for Akademiet bag Oscar-priserne, fordi organisationen med Oppenheimer får bevist, at filmkunsten og diversitet sagtens kan eksistere hånd i hånd uden, at det går ud over den ene eller anden part. Hele sagen om de nye diversitetskrav er mange steder blevet fremlagt som en kamp mellem filmkunsten og ønsket om større diversitet. Men reelt viser årets Oscar-nomineringer, at der måske slet ikke er et modsætningsforhold. Nomineringerne viser, at de nye diversitetsregler ikke nødvendigvis handler om at udtrykket i de enkelt film skal være anderledes end før. Men snarere, at de skal stimulere, at filmbranchen får mere moderne arbejdspladser med væsentligt større fokus på diversitet og repræsentation. Det kan gælde såvel foran som bag kameraet. Og i tilfældet Oppenheimer gælder det så bag kameraet, hvor filmen opfylder de forskellige kriterier, der skal til for, at filmen er kvalificeret.

Nomineret til kategorien ‘Bedste film’ ved Oscar-uddelingen 2024

‘American Fiction’.
‘Anatomy of a Fall’.
‘Barbie’.
‘The Holdovers’.
‘Killers of the Flower Moon’.
‘Maestro’.
‘Oppenheimer’.
‘Past Lives’.
‘Poor Things’.
‘The Zone of Interest’

Hvad det helt præcist ender med, må vi vente og se om godt og vel tre uger, når det hele løber af stablen natten til mandag den 11. marts, dansk tid. Foreløbigt må vi bare sige ”Pøj pøj” til Oppenheimer og alle de andre stærke kandidater i Oscar-kapløbet. Må den bedste film vinde!

– MF

 

Headerbillede: Universal Pictures / UIP


Kulturen kan bidrage til at løse klimakrisen, og så skal 45.000 unge aktiveres: Her er de 3 kulturpolitiske initiativer, vi skal holde øje med i 2024

Kulturen kan bidrage til at løse klimakrisen og så skal 45.000 unge aktiveres: Her er de 3 kulturpolitiske initiativer vi skal holde øje med i 2024

I disse dage er det et år siden regeringen og dermed en ny kulturminister tiltrådte. Og med et regeringsgrundlag, hvor kultur spillede en større rolle, end vi har set længe. Og det har ikke været et stille år på kulturområdet. Ny filmaftale, ændret mediestøtte, der styrker lokale og regionale medier og en kulturpolitisk redegørelse er blandt de store nyheder i det snart forgangne år. Hvad venter os så i 2024?


Kultur fylder overraskende meget i det regeringsgrundlag, som jo på mange måder er regeringens arbejdsplan. Og netop derfor er det interessant at grave den frem fra gemmerne og holde den op mod årets kulturpolitiske resultater og ikke mindst se, hvad vi kan forvente næste år.

Samlet og ambitiøs kulturpolitik

Den kulturpolitiske redegørelse fra maj er ifølge kulturminister Jakob Engel-Schmidt ikke alene den første i 25 år, men skal også være afsæt for “en ny samlet og ambitiøs kulturpolitik”. Ministeriet har i løbet af året holdt seminarer med kulturens aktører, og der er derfor god grund til at tro, at 2024 bliver året, hvor ministeren vil præsentere et politisk udspil baseret på redegørelsen og de afholdte seminarer.

Det er vanskeligt at være uenig i ambitionen om, at kulturen skal fylde mere i samfundet, og at vi skal have alle med i kulturlivet – at ”kulturen skal fylde mere for flere”. Også for de næsten 30 procent af danskerne, som i dag ikke deltager. Redegørelsen rummer også andre elementer, som fremgår af regeringsgrundlaget. Derudover lægges der op til en scenekunstreform, da “en af de centrale problemstillinger er, at fordelingen og fastsættelsen af tilskud til teatre mv. i mange tilfælde er historisk betinget. Samtidig har nye aktører på scenekunstområdet udfordringer med at kvalificere sig til at opnå faste driftstilskud. Hertil består scenekunstområdet af forholdsvis mange tilskudsordninger, hvoraf en del til større teatre og egnsteatre tager udgangspunkt i tidligere amtslige tilskud. De historisk betingede tilskud er med til at skabe kompleksitet i tilskudsordningerne samt en mangel på transparens for teatrene og institutioner på området, hvis tilskud ikke er sammenlignelige, og som kan modtage tilskud fra flere forskellige ordninger.” Man kan med andre ord sige, at scenekunstområdet er parallelt med museumsområdet, som vi vender tilbage til.

På billedkunstens område nævnes to overskrifter, kunstnerens økonomiske vilkår og ligestilling i kunstlivet, som man må formode, regeringen vil arbejde med. Men hvordan står der intet om – ligesom bl.a. udlån af digitale materialer på biblioteksområdet, krænkende handlinger, homofobi, diversitet og uetisk adfærd på idrætsområdet nævnes – uden egentlig angivelse af, om en kulturpolitik skal adressere disse problemstillinger eller nogen andre for den sags skyld.

Derfor glæder jeg mig til at læse, hvad regeringen konkret prioriterer på kulturområdet, hvilke problemer, den gerne vil løse og ikke mindst, hvordan den tænker at de mange forskellige sektorer skal involveres.

Vinterhaven af Vilhelm Dahlerup.

Foto. Anders Sune Berg, Ny Carlsberg Glyptotek

Museumsreform

Arbejdet med en museumsreform er allerede igangsat. Arbejdsgruppens anbefalinger bliver diskuteret heftigt blandt museerne i medierne og de sociale platforme. Hvordan det skal ende, kan virke svært at gennemskue.

Regeringen har afsat 100 mio. kr. til at mildne konsekvenserne af den økonomiske omlægning, og det er jo et plaster af en størrelse, der kan dække selv store problemer. Det står dog stadig tilbage, om man med reformen får løst de oprindelige problemer med manglende transparens og forståelse af størrelsen på de enkelte tilskud, hvis man blot øger den statslige finansiering uden at få løst disse problemer.

Museerne reagerer med rette på de foreslåede modeller, mens landets kommuner med meget få undtagelser har holdt sig helt tavse. En løsning ser ikke ud til at ligge lige for, men da reformen er indskrevet så direkte i regeringsgrundlaget, er det ikke en opgave, der kan forblive uløst. Til og med kan en museumsreform blive den første af en række reformer, hvor en scenekunstreform, som skrevet ovenfor også, næsten er annonceret.

Kulturpasset - fri adgang til op mod 45.000 unge

Det er nok det mest omdiskuterede emne blandt alle de emner, som er blevet præsenteret af regeringen. For at styrke de ca. 45.000 unge, der hverken er i uddannelse eller job, har regeringen afsat et 140 mio. kr. til at udvikle en ordning, der giver unge mellem 18 og 25 år mulighed for at få adgang til en bred vifte af kulturelle oplevelser. Formålet med ordningen er at styrke de unges adgang til og interesse for kultur samt give dem mulighed for at udforske og deltage i forskellige kulturelle tilbud og dermed komme i arbejde eller uddannelse og – måske sat på spidsen – tilbage i samfundet.

Uden at vi har set skyggen af konkrete initiativer, har forslaget vakt stor debat – fra alle sider, der går fra gode råd til direkte advarsler. Ministeren har selv sagt, at han ikke forventer fuld effekt – ja faktisk, at hvis bare 10 % af målgruppen bliver aktiveret, ser han det som en succes.

Som med de øvrige emner, holdes kortene tæt til kroppen i Kulturministeriets lokaler i Nybrogade, og som med museumsreformen og den nationale kulturpolitik bliver det meget spændende at se, hvordan kulturpasset bliver udformet og modtaget på et tidspunkt i 2024.

OW


Jakob Steen Olsen: "Teateranmeldelsen er ikke død – men den skal gentænkes”

Jakob Steen Olsen: “Teateranmeldelsen er ikke død – men den skal gentænkes”

Selvom teateranmeldelsen er i krise, så slår Berlingskes teaterredaktør Jakob Steen Olsen fast, at genren bestemt ikke er død. Men det kræver en indsats, hvis den både skal læses og have den ønskede samfundsmæssige relevans. Det uddyber han i denne samtale med vores grundlægger og indehaver, Christian Have.


Christian Have: – I kølvandet på afskedigelsen af Jyllands-Postens teaterkritikere har vi hørt meget fra kulturlivets side, som er stærkt bekymret over situationen. Men jeg kunne godt tænke mig at vende den om og spørge dig: Hvordan ser det hele ud fra teaterkritikernes side?

Jakob Steen Olsen: – Jeg oplever det som en opfordring til anmelderne om at kigge indad og spørge sig selv om, hvad en anmeldelse skal kunne for at have nogen som helst gennemslagskraft i det medievirvar, vi har i dag.

Christian Have: – Så hvad skal en teateranmeldelse kunne i 2023?

Jakob Steen Olsen: Jeg synes, det bliver tydeligere og tydeligere, at teateranmeldelsen ikke må lukke sig om sig selv. Vi skriver ikke kun for de særligt indviede. Ambitionen bør være en anden. Det kan ikke nytte noget, at vi skriver fine stiløvelser med æstetiske overvejelser, hvor vi bliver i den enkelte forestillings univers. Vi er nødt til at tage afsæt i to ting.

For det første bør man fokusere på, hvilke følelser forestillingen vækker i mig, og dermed hvordan man kan bruge teater til at få opvakt et slumrende følelsesliv. Det er faktisk meget godt i forhold til at blive læst, for folk vil gerne læse noget om følelser – og det er jo også det, som teater handler om.

For det andet: Hvad er det, teatret gerne vil sige til os? Teatret afspejler jo livet på en anden måde, end avisernes kronikker gør. Så hvad er det for et udsagn, den givne forestilling kommer med, og hvordan kan vi brede det ud, så det ikke kun bliver en æstetisk overvejelse over forestillingen, men rent faktisk en diskussion af, hvad man så og oplevede som moderne menneske?

Christian Have: Det gavner jo også teatret.

Jakob Steen Olsen: Ja, fordi vi som anmeldere lukker teatret op for dem, der ikke allerede er indviede. Når man gør det, kommer man faktisk også et rigtig langt stykke i forhold til at blive læst eller ikke blive læst. Så når Jyllands-Posten har besluttet sig for ikke længere at have teateranmeldelsen som genre i deres avis, så mener jeg faktisk, at det er en falliterklæring, og det siger sådan set mere om redaktørerne, end det siger om deres teateranmeldere.

På vores redaktion – og det siger jeg altså ikke kun for at pudse Berlingskes glorie – handler det ikke om, hvorvidt vi vil have anmeldelser eller ej, men om, hvordan vi bliver bedre til at få folk til at læse vores anmeldelser.

Vi ved, at anmeldelserne har en værdi for læserne. Så hvad kan vi lære af al den fantastiske viden, vi får via de data, der registreres? Hvornår er det, vi lige pludselig rammer noget? Og hvilke erfaringer har anmelderne, der sidder med andre stofområder, i forhold til hvad der virker, så vi sammen kan nå hen til et sted, hvor vi sikrer, at vores anmeldelser fortsat bliver læst?

Min redaktør fortæller mig, at vores teaterstof bliver læst lige så meget som alt det andet i avisen – ikke hver gang og hele tiden, men nogle gange. Det er rent faktisk også noget, som folk køber abonnement på baggrund af.

Så teateranmeldelsen er altså ikke død. Men det er et krav, at man gør sig umage og gentænker den i forhold til den gammeldags stiløvelse, den var engang.

Christian Have: – Det med vidensudveksling blandt stofområderne, synes jeg er spændende. Det har man jo ikke rigtigt set før blandt anmeldere.

Jakob Steen Olsen: Den krise,  teateranmeldelsen er i, bør give anledning til, at man diskuterer, hvordan man kan nå vidt og bredt ud, og hvordan man kan gøre anmeldelserne uomgængelige og interessante igen. For det kan man godt, og dér kan man lære noget af de andre anmeldere.

Her på Berlingske ved vi lige præcis, hvem vi skriver til, og hvordan vi skriver til dem. På samme måde som du til enhver tid vil kunne kende en rubrik hos Politiken, hvor de er enormt dygtige til at skrive om det, som interesserer deres målgruppe.

Morten Rygaard

Natasja i Operaen

Foto: Morten Rygaard

De nye nyhedskriterier

Christian Have: – Hvordan har nyhedskriterierne forandret sig?

Jakob Steen Olsen: – Engang var det os, der sad som konger og besluttede os for, hvad der var vigtigt i verden. I dag handler nyhedskriterierne også pludselig om, hvad der interesserer læserne. Det er en overlevelsesmodel, som virker nogenlunde. Det kunne se meget værre ud.

De forestillinger, som klarer sig bedst i forhold til omtale eller anmeldelser hos os, er netop de ting, som vi ved, der er interesse for hos vores læsere. Det vil sige de store, brede forestillinger, der sælger mange billetter. Musicals eller store klassikere på Det Kongelige Teater.

Men selvfølgelig også de forestillinger, som har en rigtig god ide. Hvor man kan mærke, at der er nogen, der vil noget – eller er i stand til at provokere og komme igennem lydmuren og har noget interessant at sige, som skriver sig ind i tiden. Dem vil folk også godt vide noget om.

Christian Have: – Kan man forestille sig, at Jakob Steen Olsen sidder og publicerer sine førstehåndsindtryk live, som læserne så får online – og så kan vi måske en halv dag senere læse den endelige anmeldelse?

Jakob Steen Olsen: – Det er faktisk noget, vi har diskuteret. Jeg synes, at det ville være forfriskende og meget passende, at man lavede sådan en umiddelbar reaktion efter at have set noget – og så bagefter en mere kølig analyse. Det kunne jeg godt forestille mig var noget, der var implementeret om ganske kort tid.

Teatret bør være en del af den seriøse samfundsdiskussion

Christian Have: – Hvis teateranmeldelsen ender i en endnu større krise, hvad bliver så konsekvenserne for selve scenekunsten? 

Jakob Steen Olsen: – For det første, så synes jeg, at det ville være meget, meget trist for scenekunsten, for hvis det ikke har stået i avisen, så eksisterer det ikke. Det er selvfølgelig en floskel, og især en verden, hvor færre og færre læser avis. Men det er trods alt stadigvæk i dagbladene, at den seriøse diskussion af vores samfund finder sted. Med debat, stof og nyheder, der er til at stole på. Så hvorfor skulle teatret ikke være en del af det? Det ville være sørgeligt for teatret, hvis denne diskussion forsvandt.

For det andet synes jeg også – og det må jeg jo synes som anmelder – at teatret har brug for en samtale. Det synes jeg i øvrigt også skatteyderne har – i forhold til, at det meste af det teater, vi har, er støttet af staten. Så der skal jo også foregå en diskussion af, hvordan vi bruger vores teatermidler. Det ville på alle måder være tragisk for den demokratiske samtale om teatret, hvis den kun fandt sted i obskure fora på internettet eller på Facebook.

Christian Have: Hvad mener du, at teatrene selv skal gøre bedre?

Jakob Steen Olsen: – De skal i hvert fald bakke op om teateranmelderne. De skal erkende vigtigheden af at have en kærlig og kritisk følgesvend i teateranmelderen, der som den eneste rent faktisk kæmper en fælles kamp med teatret i forhold til at placere scenekunsten i den offentlige debat.

”Lav noget, der er spændende! Noget, der handler om, hvem vi er – i stedet for at sidde inde på midten, for det er der ikke rigtig nogen, der gider skrive eller læse om.”

– Jakob Steen Olsen

Kampen for at få københavneranmeldere til provinsen

Christian Have: – Mange udenfor Storkøbenhavn konstaterer om anmelderne på din avis, men også Politiken, at ”de jo aldrig kommer og dækker os mere”. Er det noget, der kan ændre sig til det bedre, eller er det bare ’facts of life’? 

Jakob Steen Olsen: – Det er den benhårde kapitalisme, det handler om. Aviserne har ikke de kræfter mere. Da jeg var ung, havde man jo hele tre anmeldere, der nærmest ville toppes om at få de gode forestillinger, og hvor man stort set også dækkede alt. Der var næsten ikke den egnsteaterforestilling i Jylland, man ikke også dækkede. Så anmelderne var altid på farten, og der var fuldtidsarbejde til tre mennesker. Sådan er det ikke mere.

Så det handler om markedskræfterne. Men det handler også om, at vi er en avis for rimeligt velhavende, veluddannede mennesker fra København og omegn. Det er simpelthen dem, vi skriver for.

Hvis man har den rigtige redaktør, kan man godt få vedkommende til at forstå, at der jo godt kunne være en forestilling i Aarhus eller i Aalborg, som ville være interessant at skrive om, selv om københavnske teatergængere aldrig nogensinde kunne finde på at løse billet til den. Resten må vi desværre overlade til den provinspresse, som om muligt har det endnu sværere, end vi har.

Christian Have: – Hvis du her til slut skulle give teaterdirektøren et godt råd, hvordan ville det så lyde?

Jakob Steen Olsen: – Det er det samme råd, som man skulle have givet dem for 20 år siden og 30 år siden og 60 år siden: Lav noget, der er spændende! Noget, der handler om, hvem vi er – i stedet for at sidde inde på midten, for det er der ikke rigtig nogen, der gider skrive eller læse om.

Headerbillede: Søren Bidstrup, Berlingske


Skal kulturlivets kendisser ha’ deres privatliv i fred?

Skal kulturlivets kendisser ha’ deres privatliv i fred?

Kløften mellem medierne og kendte kunstnere har aldrig været dybere. Medierne vil ha’ en større og større bid af de kendtes privatliv, mens hovedpersonerne selv - skuespillere, instruktører, tv-værter, musikere, forfattere m.m. - slår bak. Det er en udfordring for alle - ikke mindst de PR-folk, der arbejder med begge parter.


Ved først øjekast er alt som det plejer at være. Vi ser de kendte fra kulturlivet i interviews på alle platforme. TV. Radio. Aviser. Magasiner. Sådan har det været så længe vi kan huske. Men tiderne skifter, og det gør dagsordener, bevægelser og tidsånden også.

I disse år er den digitale medierevolution i færd med at rykke ved privatlivets grænser. Med de sociale mediers dominans, de traditionelle mediers gradvise nedtur og realitystjerner og influencernes indtog som tidens nye superstjerner, bliver grænserne mellem det offentlige og private mudret til.

Mange af tidens nye mediestjerner er mere tilbøjelige til at give en større bid af sig selv i medierne. De poster flittigt privatbilleder af sig selv ligesom de ofte har mod på at tale om meget private emner og oplevelser i direkte tv og interviews i bladene og aviser. Det er guf for medierne, og hvis medierne skal kunne sælge deres historier, skal der være ”noget på spil” eller i hvert fald noget hvor ”vi kan mærke interviewpersonen”, som vi ofte hører fra journalisterne.

Slår ring om privatlivet

Anderledes forholder det sig for mange af tidens kendte kunstnere. Skuespillere, forfattere, instruktører og musikere stiller fortsat flittigt op til interviews. Og det varierer naturligvis meget, hvor private de bliver i interviews. Men i den senere tid har jeg bemærket en bevægelse henimod, at rigtig mange af dem i stigende grad kun vil interviewes om det, de er aktuelle med, f.eks. en ny rolle, udgivelse eller premiere på et show. Ikke noget privat!

Og det er her problemet ofte opstår. For medierne har ikke lyst til bare at være ”mikrofonholdere” for et reklamefremstød på en ny titel. De har brug for det, man kan karakterisere som et ”personligt interview”. Her giver det mening at differentiere mellem ”personligt” og privat”, for medierne stiller ikke som sådan krav om, at de kendte skal udstille deres privatliv og fortælle vidt og bredt om parforhold, sorger og konflikter inden for hjemmets fire vægge. Men de vil stadig ha’ et interview, der føles vedkommende, personligt og med noget på hjerte.

Mange kendte i kulturlivet har gennem de senere år brændt sig på at dele ud af deres eget liv i større portrætinterviews i f.eks. et magasin eller et tv-interview, for dernæst at opleve, at en enkelt oplevelse tages ud af kontekst og citeres på kryds og tværs i alle mulige andre medier. Det må forståeligt nok føles grænseoverskridende og give en følelse af kontroltab, Og derfor beslutter mange af dem at trække en streg i sandet og lave en meget kontant opdeling af, hvad der hører offentligheden og privatlivet til.

Nogle medier har fundet balancen

Der findes dog også undtagelser. Det vil sige medier, der formår at skabe så trygge rammer for deres interviewpersoner, at der rent faktisk kommer endog meget personlige interviews ud af det. F.eks. har TV 2 med deres format ”Søndagsgæsten” i Go’ Morgen Danmark det seneste års tid haft stor succes med at få deres gæster til at åbne og op og blive ret personlige og nogle gange også private uden, at gæsterne bagefter har haft dårlige oplevelser. Det er et eksempel på, at tillid kombineret med grundig research kan udmønte sig i nogle frugtbare samtaler, der kommunikerer klart og positivt til glæde for alle.

Jeg tror, at der ligger en hastigt voksende opgave for PR-medarbejderen i at skabe bro mellem medierne og de kendte. Hvordan kan man skabe rammerne for et interview, der tilgodeser disse tilsyneladende modsatrettede agendaer? Svaret ligger formentlig i researchdelen.

PR-medarbejderen skal i endnu højere grad end tidligere føre samtaler med interviewpersonerne på forhånd og få identificeret de gode historier, der både har relevans for det aktuelle værk og tilgodeser mediernes behov for ”den personlige fortælling”. Det kræver større tålmodighed og mere rugbrødsarbejde.

Men der ligger også en opgave for medierne. Hvordan kan de skabe meningsfulde formater til et interview eller portræt? Alle de kunstnere jeg har arbejdet med, sætter pris på et interview hvor de kan mærke, at journalisten er velforberedt og har lagt energi i at få skabt nogle gode og trygge interviewrammer. Hvis kunstneren skal gi’ noget af sig selv, så skal journalisten også – i form af tid og engagement, både i forberedelsen og til selve interviewet.

Jeg tror det især er disse to modeller, der fremover skal tages i brug, hvis der også i fremtiden skal komme inspirerende, medrivende og givende interviews ud af mødet mellem medier og kunstnere.

-MF