Dannelsesfestivalen RESONANS vender tilbage: Svend Brinkmann, Geeti Amiri og Stine Bosse er blandt de første navne på 2022-plakaten

For andet år i træk har vi fornøjelsen af at være medarrangør på RESONANS – en dannelsesfestival om mennesket i en digitaliseret verden. Når festivalen vender tilbage til Oure Højskole lørdag den 20. august 2022, præsenteres et overflødighedshorn af spændende debatter, samtaler og oplæg, som kan opleves på fire forskellige inden- og udendørs scener. De allerførste navne kan hermed offentliggøres, og det drejer sig bl.a. om Svend Brinkmann, Geeti Amiri, Khaterah Parwani, Stine Bosse, Thure Lindhardt, Uffe Savery og mange flere. Billetsalget er startet.

Begrebet ”dannelse” handler om alt det, der gør os til gode, oplyste og sociale mennesker. Men efterhånden som verden udvikler sig, ændrer vilkårene for dannelsen sig imidlertid også.

Derfor er der brug for en begivenhed som dannelsesfestivalen RESONANS, der kan sætte alt fra demokratiets udfordringer til nye opfattelser af kunst, køn, seksualitet og medmenneskelighed i nye, inspirerende perspektiver. Alt sammen med udgangspunkt i den digitaliserede verden, som mennesket i dag bebor.

Efter en succesrig debut i 2021 vil RESONANS igen i år byde på et overflødighedshorn af spændende debatter, samtaler og oplæg, hvor eksperter, meningsdannere, politikere og kulturpersonligheder diskuterer og perspektiverer dannelsesbegrebet fra et væld af vinkler.

RESONANS har offentliggjort de første navne, der bl.a. tæller psykolog Svend Brinkmann, debattør Geeti Amiri, bestyrelsesformand Stine Bosse, skuespiller Thure Lindhart, debattør Khaterah Parwani, kunstnerisk leder fra Recoil Performance Tina Tarpgaard, performancekunstner Gry Worre Hallberg, danseunderviser på Oure Højskole Ingrid Kristensen, debattør Sune Gylling Æbelø og pædagogisk konsulent Dorte Ågård.

Partnerskaber med Højskolerne og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium

RESONANS har i år indgået samarbejde med Højskolerne, og højskoleelever vil sætte deres tydelige aftryk på hele RESONANS 2022. Formand for Højskolerne, Lisbeth Trinskjær, vil naturligvis også være at finde på festivalen.

Der er desuden indgået samarbejde med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, som både vil stille med musikere og rektor Uffe Savery. Sidstnævnte kan opleves i en samtale med Thure Lindhardt under overskriften ”Kammertonen”, hvor musikere fra konservatoriet også vil indgå.

Som i 2021 vil Oure Højskole danne rammen omkring festivalen, der i år fordeler sig ud over fire forskellige scener – herunder både Oures foredragssal og et udendørstelt, hvor man rigtigt kan mærke festivalstemningen.

Ambitionsniveauet er skruet op

RESONANS er sat i verden af en styregruppe bestående af Stine Bosse (bestyrelsesformand for TELE Greenland, Europabevægelsen og PlanBørnefonden), Thure Lindhardt (skuespiller), Lars Seeberg (direktør for see@art), Jasper Gramkow Mortensen (skoleleder og forstander for Oure Højskole) og Christian Have (debattør, kommunikationsekspert og indehaver af HAVE Kommunikation & PR).

Stine Bosse fortæller begejstret om arbejdet med 2022-udgaven af RESONANS:

”Efter succesen i 2021 har vi skruet ambitionsniveauet op, og vi glæder os til at præsentere et endnu stærkere program i år, som rummer endnu flere inspirerende navne fordelt på flere scener. Det vil både give publikum en endnu bedre oplevelse og tillade den samlede festival at sætte et stærkere aftryk på samfundsdebatten om dannelse – og det er lige præcis dét, vi går efter.”