Få styr på den grønne markedsføring
Få styr på den grønne markedsføring - En kvikguide til kultursektoren
Om under et år skal alle store virksomheder i gang med at levere de såkaldte ESG-rapporter
(For de uindviede, så står ESG for Environmental, Social, Governance).
Rapporteringskravene, der omfatter virksomheders miljøpåvirkning, bæredygtighed og samfundsansvar, kommer selvfølgelig også til at berøre alle kulturaktører – direkte eller indirekte – og sandsynligvis langt tidligere end de fleste er klar til. Publikum og samarbejdspartnere vil nemlig i stigende grad forvente, at der arbejdes positivt og målrettet med disse agendaer. Og at det kan dokumenteres, vel at mærke! Tag bare Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg eller fonde som Statens Kunstfond og Nordeafonden, som alle har været ude og meddele, at de fremover også vurderer ansøgninger ud fra et ESG-perspektiv.
Det stiller unægtelig nye krav til kulturinstitutionernes vidensniveau, arbejdsgange og kommunikation. Sidstnævnte opholder vi os kort ved her.
En god tommelfingerregel for den gangbare grønne markedsføring er, at de budskaber og virkemidler, vi anvender i kommunikationen, er retvisende og kan dokumenteres. Ellers er der tale om greenwashing – at man prøver at fremstå grønnere, end man rent faktisk er. Det er ganske enkelt en overtrædelse af markedsføringsloven. Her bliver begrebet medvirkenansvar særlig relevant. Det betyder, at hele kommmunikationsværdikæden rammes og holdes ansvarlig, hvis man bliver taget i at overkommunikere og smykke sig med lånte grønne fjer: Det gælder på alle niveauer fra kulturinstitutionen, der hyrer bureauet, til bureauet der rådgiver og eksekverer, til medierne der bringer nyheden eller annoncen og så fremdeles. AV!
Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal gå så stille med sine grønne indsatser, at man havner i den modsatte ende af spektret, nemlig greenhushing, hvor man helt undlader at kommunikere sine grønne tiltag. Det handler om at finde den gylden-grønne middelvej, so to speak.
Netop den balance blev vi en del klogere på, da vi for nylig deltog i et kursus om den juridiske ramme for grøn markedsføring faciliteret af Kreativitet & Kommunikation og deres topkompetente jurister. I kassen til højre kommer en kort opsummering af de key take aways, vi tog med os hjem.
– AL
KVIKGUIDE
5 key takeaways
#1
Grøn branding kan ikke reduceres til en kommunikationsøvelse. Alle tiltag skal være forankrede og indarbejdet, før man begynder at kommunikere.
#2
Medvirkenansvar gør greenwashing til alles ansvar: hele kommmunikations-
værdikæden rammes.
#3
Ingen kommunikation uden dokumentation.
#4
Pas på med at oversælge. Man vurderes ikke kun på wording, men også på helhedsindtrykket og brugen af fx visuelle virkemidler og symboler.
#5
Vær varsom med det inflationsramte begreb bæredygtighed. Dokumentationskravet er stort set umuligt at løfte, fordi begrebet dækker over langt mere end blot klima og miljø.
Museumsreform – er I klar derude?
En af det mest højprofilerede dele af regeringsgrundlaget på kulturområdet er en kommende museumsreform. Efter regeringens første 100 dage venter vi stadig på at høre om både mål og proces. Samtidig er de danske museer forhåbentlig i gang med at forberede sig, så de ved, hvordan en reform vil påvirke dem.
” … regeringen [vil] bl.a. gennemføre en museumsreform, der åbner for flere statsanerkendte museer og skaber en mere retfærdig og gennemsigtig fordeling af museumsmidlerne.” Sådan lyder teksten i regeringsgrundlaget. Målet er at lukke den diskussion, der har stået på i snart ti år om fordeling af statstilskuddene. Samtidig har ministeren også åbnet for, at der skal ses på hvilke opgaver, museerne løser.
Og her dukker det første spørgsmål op. For hvilke indholdsmæssige problemer skal en reform løse? Der er nogle strukturelle problemer med et ikke tidssvarende hovedmuseumsbegreb. Den letteste løsning er at slette den del af museumsloven, da der indholdsmæssigt ikke er nogen forskel på de bedste statsanerkendte museer og de statslige. Så væk med den reminiscens fra svundne tider. Og lad så de statslige museer indgå i reformen, når det handler om opgaver og indhold. For de er en del af det samlede danske museumsvæsen.
I forlængelse heraf bør en reform også adressere placeringen af Statens Naturhistoriske Museum i Uddannelsesministeriet, som en del af Københavns Universitet. Kan KU rumme et museum af den størrelse og med den store succes? Det tvivler jeg på. Brug derfor anledningen til at analysere, hvad en overflytning til Kulturministeriet vil betyde – for museet og for brugerne!
Tilbage til den faglige del af en museumsreform. For hvilke faglige problemer skal løses? Slots- og Kulturstyrelsens ’Danske Museer i Tal’ viser, at dansk museumsvæsen ikke er i krise. Langt fra. Fra 2013 til 2017, som er de seneste offentliggjorte tal, steg antallet af fagfællebedømt forskning med 71%. I samme periode steg antallet af undervisningstilbud 25% til ca. 22.000.
På samlingsområdet havde museerne i perioden en nettotilvækst på ca. 640.000 genstande. Samlet set blev det i 2017 antaget, at museerne havde knap 6 mio. inventarnumre. Har stigningen været den samme, er dette tal nu steget med 800.000 genstande.
Besøgstallet steg støt frem til COVID-19, og mange museer har ved årsskiftet offentliggjort besøgstal, der viser, at der ikke er en krise hér.
Så er de danske museer i krise? Det vil jeg ikke sige. Dermed ikke sagt, at der ikke er ting, der både kan og skal ændres. For tilskudsniveauet baserer sig på en række forudsætninger, der både er vanskelige at forklare OG forsvare. Og forstår alle museer at gøre sig relevante for deres brugere? Derfor er en reform relevant at gennemføre.
Er museerne så klar til processen? Har de foretaget beregninger på, hvad der sker, hvis deres tilskud går i den ene eller anden retning? Hvor står kommunerne? Hvad er deres strategi for at opnå deres mål? For lige pludselig kører processen, og så skal museer og kommuner være klar til at køre med.
– OW