Hvordan skal kulturlivet håndtere tidens mediestorme?
Hvordan skal kulturlivet håndtere tidens mediestorme?
Skandalesagerne i kulturlivet hober sig op i øjeblikket. Fra et kommunikationsperspektiv er det interessant at kigge på, hvordan man som kulturinstitution kan være på forkant med ledelseskriser og håndtere dem, inden de bliver til mediesager.
Den seneste tid har budt på en række opsigtsvækkende mediesager i dansk kulturliv. Der er bl.a. historien om de regionale spillesteder, der er under mistanke for at have koordineret priser på optrædende artister, krænkelser i DR Pigekoret, mistrivsel i Musikkens Hus i Aalborg, kommunalt ansattes overforbrug i Amager Bio i form af drinks og middage og senest kritik af arbejdsmiljøet i Balletten på Det Kongelige Teater og ledelsesstilen på kunstmuseet Ordrupgaard.
Man kan få det indtryk, at sagerne på det nærmeste står i kø, og der er formentlig mange, der forventer, at den næste shitstorm i kulturlivet venter lige rundt om hjørnet. Skandalehistorier findes jo i så mange brancher, men sagerne i kulturlivet har det med at blive forstørret op i kæmpestørrelse, ofte på grund af de mange højprofilerede institutioner og kulturledere. I april skrev Berlingskes kulturredaktør Nathalie Ostrynski i en leder: ”Det er alt for nemt at være krads kritiker af den danske kulturbranche i denne tid. Sag efter sag om ledere og ansatte, der har vanskeligt ved at skelne mellem dit og mit, og et kulturliv, der lukker sig om egen akse i en farlig tavshed og selvforståelse, er dukket op i medierne. Tilbage står et uskønt billede af kulturlivet landet over.”
Selvsagt hårde ord om det danske kulturliv, men ikke desto mindre en kritik enhver, der bekymrer sig om kulturens ve og vel må tage alvorligt. For befinder dansk kulturliv sig efterhånden i en egentlig imagekrise?
Jeg kan sagtens forstå, hvis nogle kulturledere i øjeblikket går rundt og er bekymrede for om de står for skud næste gang. Har der været situationer eller forløb, hvor de har været for vrede, hysteriske, krævende, grænseoverskridende eller urimelige? Har de skabt – eller tilladt – en giftig, utryg eller syg arbejdskultur, hvor ansatte bliver syge af stress eller siger op i utide? Eller hvad sker der i resten af organisationen uden deres vidende?
Spørgsmålene kan hurtigt hobe sig op, og med det ekstreme fokus, der er på området både på sociale medier og i pressen lige nu, er det kun naturligt, at enhver kulturleder må gribe til selvransagelse og tage et ekstra kig indad, udad og nedad.
Hvordan skal kulturlivet håndtere tidens mediestorme?
Fra et kommunikationsperspektiv er det interessant at se på, hvad selskaber og institutioner i kulturbranchen kan gøre for at løse interne sager, inden de bliver offentlige mediehistorier.
Én ting er at håndtere en kommunikationskrise, når den opstår. Så er man i defensiven fra start af og må koncentrere sig om at inddæmme krisen og forsøge at kontrollere sin egen kommunikation bedst muligt. En anden ting er at spørge: Kan man trække problemet op ved roden, INDEN den bliver til en offentlig mediesag? Hvordan kan man som kulturinstitution være på forkant med mediekrisen?
Det er min egen vurdering, at en stor del af de mediesager, vi oplever i kulturlivet, opstår fordi de formentlig ikke er blevet håndteret tilstrækkeligt på forkant. Måske har ingen i ledelsen for alvor turde se de udfordringer og problemer i øjnene, der lå lige for. Eller også blev der handlet for lidt eller for sent. Og derfor eksploderer sagerne så i hænderne på dem før eller siden.
Intern oprydning nødvendig
Hvis man som virksomhed eller institution godt vil imødegå (eller helst undgå) shitstorme á la dem, vi er blevet bekendt med på det seneste i dansk kulturliv, så er det i virkeligheden ikke kommunikationsfolk som jeg selv, der skal ind over. Ikke i første omgang i hvert fald.
Så er det nødvendigt, at man både på bestyrelses- og ledelsesniveau griber arbejdskulturen præventivt an og sikrer en forbedring af arbejdsmiljø og trivsel. Der findes jo forskellige gængse initiativer som arbejdspladsvurderinger, tillidsrepræsentanter og whistleblowerordninger, som i forvejen er almindelig praksis på de fleste kulturarbejdspladser. Men ofte skal der mere til for at bryde med tavsheds- og frygtkulturen i en organisation, der mistrives.
Et relevant eksempel på intern oprydning i kulturlivet er hos filmselskabet Zentropa, som i starten af MeToo-æraen tilbage i efteråret 2017 fik kras kritik i medierne for et skadeligt arbejdsmiljø. Her gik selskabet med det samme i gang med at håndtere sin egen adfærdskultur internt. Man holdt mange gruppemøder med de ansatte om trivsel, tryghed og firmaværdier og nedsatte en ”omsorgsgruppe”, der skulle øge trivslen samt fungere som en ekstra henvendelseskanal for ansatte, der måtte have behov for at tale om udfordringer eller negative oplevelser i deres arbejde.
Man tilknyttede også en dygtig erhvervspsykolog med speciale i krisehåndtering, som rådgav selskabet om, hvordan man kunne få ryddet ordentligt op i de dårlige adfærdsvaner og få brugt ledelseskrisen til at skabe en tryg arbejdsplads.
Der blev udarbejdet faste sikkerhedsinstrukser for alle selskabets film- og tv-produktioner, og den pågældende erhvervspsykolog er fortsat tilknyttet både som ekstern rådgiver og som en tredje henvendelseskanal, som medarbejdere kan henvende sig direkte til. For sit målrettede arbejde for at forbedre arbejdsmiljøet modtog ledelsen i Zentropa sidenhen ”Sig til-Prisen 2020”.
Disse initiativer blev sat i værk EFTER Zentropa-sagen var nået i medierne. Men hvad nu hvis man forestiller sig, at den enkelte arbejdsplads fremadrettet arbejder mere præventivt og løbende har fokus på at forbedre arbejdsmiljø, i stil med det de gjorde i Zentropa?
Det betyder ikke, at sagerne forsvinder som dug for solen og aldrig når frem i offentligheden. Men de vil formentlig lande blødere. For hvis de er omhyggeligt og forsvarligt håndteret, inden de rammer pressen, er der større sandsynlighed for, at historierne enten ikke vil blive så store i medierne eller hurtigt vil miste deres gennemslagskraft. Og under alle omstændigheder vil de fleste mediesager være langt nemmere at håndtere kommunikationsmæssigt både internt og eksternt, hvis der er taget hånd om dem internt på forhånd.
– MF
Finansloven – hvordan bliver kulturinstitutionerne en del af den?
Finansloven – hvordan bliver kulturinstitutionerne en del af den?
Vi kan nok alle se det for os. Det årlige pressemøde, sidste tirsdag i august, hvor finansministeren præsenterer regeringens forslag til næste års finanslov. Dagen er langt fra afslutningen på finanslovsprocessen – og heller ikke begyndelsen. De færreste kender processen for finansloven og ved derfor heller ikke, hvornår man skal være parat, hvis man ønsker at påvirke resultatet til gavn for ens egen institution.
For embedsmændene i Finansministeriet er arbejdet med finansloven sikkert ikke et hamsterhjul, men i hvert fald en proces, som kører i helt faste rammer og med faste terminer. På grund af folketingsvalget sidste efterår blev processen udskudt, og dermed har det også været uklart for mange, hvornår man som kulturinstitution skulle arbejde for at få folketingets støtte til et projekt eller til driften af ens institution. Normalt er rytmen meget stabil, så det er også relativ nemt at sætte sig ind i, hvornår man selv skal begynde at tale med de relevante politikere om, og hvordan man kan få støtte på finansloven.
Hvorfor er finansloven særlig?
Finansloven er statens budget for det kommende år. Derfor er det nok også en af de vigtigste love. Den består af en række politiske aftaler, der bestemmer, hvor meget den danske stat på den ene side skal opkræve i skatter og afgifter, og hvor meget staten på den anden side skal bruge til fx offentlig velfærd – og dermed også til kultur.
Den sidste uge i august fremlægger regeringen sit forslag til næste års finanslov, hvorefter de andre partier fremlægger deres ændringsforslag. Forhandlingerne går derefter i gang i oktober og november. Kunsten er at nå til enighed før december, hvor finansloven skal vedtages. Undervejs fyger det med udsagn om uansvarlighed og manglende mod til at prioritere gennem luften i både medier og i folketingssalen på trods af, at der er meget få midler ud af den samlede finanslov, der reelt set er til debat fra år til år.
Uden en årlig finanslov kan staten hverken udbetale lønninger til de offentligt ansatte eller holde statsapparatet i gang. Og fordi alle statens udgifter skal være indregnet i finansloven, er forhandlingerne ofte meget vanskelige. Det er ved disse forhandlinger, grundlaget for de fleste andre politiske initiativer i løbet af året lægges, og det er her, de største forlig indgås. Derfor er finansloven så vigtig. Alle partier ønsker af den grund at sætte deres særlige fingeraftryk, så de bagefter kan fortælle vælgerne, at de har haft indflydelse på, hvordan staten bruger sine penge og kommer til forhandlingerne med deres egne krav, som oftest er opstået på baggrund af samtaler med repræsentanter fra forskellige sektorer – fx et teater, museum eller en kommune. Da regeringen jo skal have flertal til at stemme for finansloven, er den nødt til at tilbyde sine støttepartier, at de kan få nogle af deres mærkesager gennemført. Det er ofte de helt specifikke initiativer, som kommer på banen som den sidste del af forhandlingerne, og som blandt andet gavner kulturinstitutionerne. Nogle kulturinstitutioner er meget professionelle i deres lobby-arbejde med at få politisk opmærksomhed – og i sidste ende støtte. Det er de blandt andet fordi de ved, hvornår de skal sætte ind.
Hvordan er finanslovsprocessen - og hvornår skal man selv på banen?
Tidsforløbet for finansloven er fastlagt i Grundlovens § 45 hedder det: “Stk. 1. Forslag til finanslov for det kommende finansår skal fremsættes for Folketinget senest fire måneder før finansårets begyndelse.”
Inden da har Finansministeriet præsenteret de enkelte ministerier for en økonomisk ramme, som ministerierne hver især skal udfylde med konkrete forslag. Det vil sige, at ministerierne får et vist beløb, som de kan fordele til deres forskellige udgifter. Derefter afleverer ministerierne deres bidrag til finanslovsforslaget i løbet af maj-måned på baggrund af drøftelser med deres parlamentariske flertal.. For den nuværende regering, som jo er en flertalsregering, vil det være kulturordførerne fra hhv. Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.
Ministeriets forslag rummer forslag til de initiativer og områder, kulturministeren på vegne af regeringen prioriterer og derfor også på baggrund af de henvendelser, de har fået om støtte, som de vælger at gå videre med. Så vil du og din kulturinstitution gerne være med på regeringens finanslovsforslag, er det også i løbet af foråret, du skal gøre dit lobby-arbejde færdigt og sikre dig, at såvel regeringen, som ordførerne og også Folketingets Kulturudvalg ved, at din institution findes, at I har brug for at få forlænget eller øget driftsstøtte, midler til et projekt eller andet, I ikke selv kan finansiere.
Inden sommerferien skriver Finansministeriet bidragene sammen til regeringens samlede finanslovsforslag. Som man kan se af årshjulet er det også inden ferien, at regeringen aftaler med landets kommuner og de fem regioner, hvor stor en del, de får det kommende år. Med alt det på plads kan embedsapparatet gå på sommerferie.
Som sagt, så præsenteres forslaget til finanslov altid den sidste uge i august. Og oftest om tirsdagen af en eller anden grund. Herefter vil det være undtagelsen, at regeringen selv ændrer i forslaget. Men dermed ikke sagt, at det er på plads. For efterårets forhandlinger med Folketingets partier kan betyde ændringer, som først ses, når den endelige aftale er faldet på plads. Det vil sige, at man som kulturinstitution også i løbet af efteråret skal sørge for at have styr på sit lobby-arbejde, så alle relevante politikere arbejder for at fremme jeres sag. Både de lokalt valgte og de som kan have en interesse i at støtte jer. Det er en selvstændig opgave, som heller ikke er svær, men som skal planlægges, så ens budskaber trænger igennem – eventuelt ved brug af presse og nyhedsmedier. Har man styr på det, kan de øvrige partier nemlig gøre støtte til specifikke projekter til en del af aftalen. Det ser vi hvert år, når selve aftaleteksten offentliggøres. Også i år, hvor man kan føre flere af initiativerne direkte tilbage til et af de partier, som er med i aftalen om finansloven for 2023.
Forhandlingerne kører i årets sidste måneder og i december bliver finanslovsforslaget vedtaget, så staten har midler til løn og udgifter i det kommende år. Samtidig med at den netop vedtagne lov bliver implementeret, starter finanslovhjulet igen med samme terminer og frister.
– OW
Headerfoto: Finansministeriet
De primære faldgruber i AI’s møde med kunsten og kulturen
De primære faldgruber i AI’s møde med kunsten og kulturen
Både kulturforbrugerne, kulturlivet og det politiske system, der omgiver det, har et fælles ansvar for at begribe AI’s potentialer og faldgruber i mødet mellem kunsten og kulturen på den ene side og den kunstige intelligens på den anden.
Der er mange måder, man som kunstner eller kulturaktør kan gøre brug af den konstant voksende vifte af AI-tjenester. Eksempelvis er både chattjenester som ChatGPT og billedtjenester som Midjourney og DALL·E 2 fantastiske til at generere idéer. Intet menneske kan hamle op med disse tjenester, når det kommer til at præsentere mere eller mindre formfuldendte og relevante idéer, som man så frit kan plukke fra og tilpasse efter behov.
AI-tjenesterne kan også hjælpe med research, ligesom de kan give udførlig feedback på alt fra fiktive historier til pressetekster. Hertil kommer, at det digitale samlebåndsarbejde – f.eks. beskæring af billeder, filkonverteringer eller støjreduktion af lydfiler – i høj grad kan udliciteres til AI, så man får mere tid til det, der for alvor er spændende og kreativt.
Hertil kommer et væld af muligheder for avancerede interaktioner med publikum, inddragelse af VR- og AR-teknologier og intelligent automatisering af eksempelvis lyd og lys under en koncert eller en teaterforestilling.
I denne artikel vil jeg imidlertid fokusere specifikt på faldgruberne i AI’s møde med kunsten og kulturen. For dem er vi nødt til konsekvent at være opmærksomme på, så vi som mennesker ikke risikerer at miste vores kreative mandat og tankeløst udliciterer kunsten og kulturen til AI – blot fordi vi er fascinerede af, at det faktisk er muligt.
En altoverskyggende faldgrube er netop den risiko, der er forbundet med, at vores teknologiafhængighed stadig øges. Hvis vi lader AI overtage frembringelsen af de idéer, værker, fortællinger og begivenheder, som vi ellers hidtil selv har skabt, bliver vores kreative muskler slappe. Præcis som det barn, der ikke lærer at male og tegne, fordi de digitale skærme tager over. Ultimativt kan vi dermed risikere at miste vores egen skaberkraft og identitet.
Endnu en faldgrube handler om den værdi, vi tillægger kunstværker. For hvis vi godtager, at værdien af et kunstværk blandt andet udspringer af de menneskelige tanker, følelser og udfordringer, som en kunstner har arbejdet med undervejs i en længerevarende skabelsesproces, så vil det værk, som AI har genereret på få sekunder, åbenlyst ikke rumme den samme værdi.
I det øjeblik vi oversvømmes af AI-værker, som mange givetvis ikke kan skelne fra menneskeskabte værker, risikerer kunsten og det enkelte værks værdi at blive devalueret – og det kan medføre, at vi generelt mister respekt for og tiltro til alt det, kunsten repræsenterer.
Denne problematik gør sig ikke mindst gældende, fordi AI-tjenesterne principielt set gør det muligt for alle – selv personer uden nogen reel erfaring med kunstnerisk arbejde – at generere værker, der potentielt kan være svære at skelne fra dem, som menneskelige kunstnere med årtiers erfaring har skabt.
Dermed er der risiko for, at det skel mellem kunstner og ikke-kunstner, som kunstverdenen er ganske afhængig af, vil blive reduceret kraftigt.
Dette medfører en hel vifte af systemiske og institutionelle udfordringer for kunstnere og kulturaktørers organisationer og forretningsmodeller. Hele den kulturelle infrastruktur kan risikere ultimativt at smuldre, hvis værdien af kunsten og kulturens produkter og services på denne måde bliver undermineret.
Der ligger også en faldgrube i den omstændighed, at en AI-model naturligvis kun kan generere outputs, der er baseret på de data, den er blevet fodret med. Så selvom disse input kan sammensættes på helt nye og kreative måder, så genererer AI som sådan ikke ny viden i sig selv. Derfor er det afgørende, at vi insisterer på at holde fast i vores søgen efter ny viden og nye idéer og ikke bare overlader det til AI at gøre dette på vores vegne.
Den helt store faldgrube handler imidlertid ikke om, hvad AI kan eller ikke kan – eller hvad AI bliver i stand til eller ikke i stand til. Tværtimod handler det om, hvordan vi mennesker fortolker AI’s kompetencer.
AI’s faktiske muligheder og begrænsninger er underordnede sammenlignet med de muligheder og begrænsninger, vi tillægger AI. Hvis vi tillægger AI en storhed og magt, som den ikke har i praksis, vil det påvirke vores selvforståelse og interaktion med AI i en negativ og unødigt angstpræget retning.
Faldgruben er således, at vi i praksis lader os narre – eller måske ligefrem forføre – af AI. At vi synes, at det, den skaber, er så fantastisk og så meget bedre end det, mennesker kan skabe på egen hånd, at vi frivilligt underkaster os dens kræfter. Alt sammen uden, at AI har gjort andet eller mere end blot at generere outputs, der så vidt muligt matcher de inputs, vi fodrer den med.
Budskabet om teknologiens velsignelser og ”ustoppelighed” vil især komme fra de store techdynastier, og det er dette budskab, som kan pacificere os i forsøget på aktivt at definere AI’s udvikling og fremtid.
Så kan AI en skønne dag skrive en prisvindende roman? Ja, sagtens – men kun hvis vi som mennesker tillader det. AI har i sig selv ingen ambitioner om at vinde Nobelprisen i litteratur. Men hvis vi som mennesker føler, at den fortjener denne pris, så står det naturligvis i vores magt at overrække den.
Det er dog 100% op til os at vurdere, hvorvidt vi skal bevæge os ned ad den vej.
Når AI kan skrive historier og musikstykker og generere alverdens billeder, så bliver vi udfordrede på vores kreative mandat – fordi AI nu er i stand til at gøre noget, som vi ellers troede, vi ville være de eneste, der kunne. Men det er fortsat op til os at definere og vurdere, hvordan vi adskiller os fra AI.
Det er ikke AI’s opgave at adskille sig fra mennesket.
– CH
Bag kulisserne på et af årets største pressemøder i kulturlivet
Bag kulisserne på et af årets største pressemøder i kulturlivet
Vi tager læserne med på pressemøde i Korsbæk på Bakken, hvor vi for nylig præsenterede det store cast til den nye MATADOR-musical.
Tiderne er forbi, hvor kulturlivet svingede om sig med pressemøder. Der ligger et stort arbejde i planlægningen, og medierne prioriterer det efterhånden sjældent. For 10 år siden skete det ofte, at man inden for kulturens verden holdt pressemøder, når man skulle præsentere det næste store projekt. Kun en sjælden gang i ny og næ har man at gøre med et projekt, hvor kombinationen af titel, indhold og nøgleaktører er så interessant for pressen, at det kan give mening at holde et pressemøde.
Musicalen MATADOR er et godt eksempel. Allerede inden offentliggørelsen af titlen i februar tidligere i år, besluttede vi, at det ville kunne bære at præsentere castet på et pressemøde, og det var endda på et tidspunkt, hvor ikke en eneste rolle var besat!
Risky business at arrangere pressemøder i kulturlivet
Men uanset hvor attraktivt noget ser ud på papiret, er virkeligheden ofte noget andet. Der er langt fra at have et godt produkt mellem hænderne til at stå med et succesfuldt pressemøde. Det er risky business at afholde pressemøder, og man risikerer at stå tilbage med tomme stole og en masse dårlige forklaringer. Derfor skal der gås grundigt til værks, både i forhold til at designe indhold og flow i pressemødet, så det reelt har nok at byde på og kan sikre et tilfredsstillende fremmøde fra pressen.
Da vi planlagde pressemødet for MATADOR, vidste vi, at rollelisten ville rumme navne, som ville interessere pressen. Men vi var også bevidste om, at pressen er kræsen, og at det ikke er nok med interessante navne. Der skal også være gode foto- og reportagemuligheder. Derfor var det oplagt at placere pressemødet på Korsbæk på Bakken. Vi har også gode erfaringer med at få castet til at stille op i kostumer og make-up, så det arrangerede teaterproducenten, og vi ved, at hvis der er noget pressen (og læserne) holder mere af end skuespillere, er det dyr. Så selvom det var omstændeligt, blev det prioriteret, at hunden, der skal spille Kvik, også skulle med. Sidst, men ikke mindst, vidste vi, at skulle vi have en chance for at få tv til at komme, skulle vi også kunne levere et musiknummer. Og det er ikke nemt. Sangene er dårligt nok færdige, og skuespillerne har end ikke hørt dem. Men det blev prioriteret højt, og derfor blev der indlagt prøver om formiddagen, så castet kunne præsentere verdenspremieren på det første nummer fra musicalen.
Foto: Miklos Szabo
Stilhed inden stormen
På selve dagen er der altid lidt spænding og nervøsitet i luften – også selvom vi havde forberedt os godt. Er pressemødet planlagt ordentligt? Holder vejret, så vi kan være udenfor og tage gode billeder? Kommer alle tilmeldte medier? Er der nyheder, som vil overskygge, eller hvad har man slet ikke tænkt på?
Optakten til pressemødet forløb som planlagt. Tilmeldingen var rigtig god: 15 forskellige medier var tilmeldt inkl. en række dagblade og TV-Avisen, hvilket er et usædvanligt godt fremmøde. Og der var lavet forhåndsaftaler med Ritzau, som ville offentliggøre hele castet på et fastlagt tidspunkt, efter pressemødet var gået i gang.
Det store hold medvirkende mødte ind som planlagt til make-up, frisørtider, omklædning og gennemgang af pressemødet. I løbet af formiddagen fik vi også TV 2 News til at sende live om eftermiddagen, og vi sikrede os, at ingen af de tilmeldte journalister havde glemt pressemødet.
Der blev lavet nogle sangprøver med hele skuespillerholdet, som aldrig havde hørt det nummer, de skulle synge, men efter 2-3 gennemspilninger lød det fantastisk. Skuespillerne fik et brief af producenten Jesper Winge Leisner om, hvordan de med fordel kunne tale om forestillingen, og enkelte af de medvirkende fik hjælp til, hvordan de kunne gribe forskellige spørgsmål fra pressen an.
Værten Adrian Hughes kom farende fra et andet arrangement kort før start, men var fuldstændig rolig. Og da vi kom i gang til tiden, klappede alt. Alle var mødt op, teknikken og lyden kørte som smurt, Adrian var velforberedt og guidede pressen trygt gennem godt 30 minutters præsentation af holdet, interviews på scenen, og verdenspremieren på sangnummeret Eventyr gik helt perfekt.
Foto: Miklos Szabo
At navigere i kaos
Så gik vi til anden etape af pressemødet – interviewdelen. Med 15 forskellige medier og ca. 20 forskellige interviewpersoner, en (velopdragen) hund og et buffetbord med frikadeller og kartoffelsalat, kan det være en kompliceret øvelse at styre så mange interviews uden, at det ender i rent kaos. Normalt er vores metode at styre det rimelig stramt, lave interviewlister, holde tiden osv. Men når der er så mange mennesker i spil som her, tager vi det lidt mere løst. Så handler vores rolle mere om at sørge for, at alle har det godt og hele tiden være opmærksom på at parre journalister med medvirkende og sørge for, at ingen står uden at vide, hvad de skal gøre.
Efter halvanden time var pressemødet slut. Solen skinnede, pressen var tilfredse og alle medvirkende var glade. De digitale presseomtaler begyndte at tikke ind allerede under pressemødet, og ved 18-tiden havde vi rundet 50 artikler – alle positive. Samme aften fik vi ti minutter i Aftenshowet, og som kronen på værket bragte TV-Avisen en 3 minutter lang reportage i deres nyhedsudsendelse kl. 21.00.
De følgende dage bragede det løs med billetsalget. Så set med vores briller var det Mission Accomplished.
– MF
Headerfoto: Miklos Szabo
Dansk films næste hovedbrud – Oscar-uddelingens nye diversitetsregler
Dansk films næste hovedbrud – Oscar-uddelingens nye diversitetsregler
Dansk film har store udfordringer med repræsentation. Med de nye omfattende diversitetsregler, som Akademiet bag Oscar-showet indfører fra næste år, skal danske filmfolk til at tænke anderledes, hvis de nogensinde skal gøre sig håb om en dansk Oscar-nominering i hovedkategorien Bedste Film.
I sidste måned kunne hele verden følge med, da det originale action-eventyr Everything Everywhere All at Once gjorde rent bord til det 95. Oscar-show og modtog hele syv gyldne statuetter inklusiv den mest eftertragtede af dem alle – prisen for Bedste Film.
Dette års prisuddeling var historisk af flere årsager. Det var første gang, at asiatiske skuespillere og filmkunstnere dominerede Oscar-uddelingen så markant. Og for det andet var det sidste gang, at Oscar-showet blev afholdt inden de meget omtalte diversitetsregler træder i kraft fra og med næste år.
De nye regler – eller kvoter er det vel egentlig – er tænkt som et forsøg på at fremmane større diversitet og repræsentation på tværs af køn, race, etnicitet og handicap i filmbranchen både foran og bag kameraet.
Baggrunden skal findes i den kontrovers Akademiet befandt sig i efter Oscar-uddelingerne i 2015 og 2016, hvor det udelukkende var hvide skuespillere, der blev nomineret. Nomineringerne de år satte gang i kampagnen #OscarsSoWhite, der udstillede den strukturelle racisme, som eksisterede i Hollywood og filmbranchen som helhed.
Det fik Akademiet til at sætte skub i en række tiltag i form af bl.a. en omfattende udskiftning og ekspansion af Akademiets stemmeberettigede medlemmer, så der nu er langt større mangfoldighed blandt de knap 10.000 medlemmer på verdensplan. Og det fik dem også til at godkende de kommende inklusionskriterier, som en hvilken som helst film skal opfylde, for at kunne komme i betragtning til hovedkategorien Bedste Film fra og med næste år.
Kriterierne er opdelt i fire hovedkategorier med hver en række underkategorier, og hver film skal opfylde kravene i to af de fire hovedkategorier for at kunne kvalificere sig. Det vil med andre ord sige, at en hvilken som helst film skal have en vis mængde diversitet enten tematisk, foran eller bag kameraet for at komme i betragtning til en Oscar for Bedste Film.
Det kan få afgørende betydning for, hvordan de nominerede film kommer til at se ud. Men filmbranchen har sådan set haft nogle år til at forberede sig, og mange eksperter mener, at det ikke vil få den store betydning for, hvordan i hvert fald amerikanske film kommer til at se ud, fordi man allerede er kommet langt på diversitetsområdet i USA.
Men hvordan stiller det egentlig alle de udenlandske produktioner, særligt fra Europa, fremover? Og helt centralt: Hvad gør vi i Danmark? Vores lille land mod nord har aldrig været nomineret i kategorien Bedste Film. Det tætteste vi har været var i 2009 hvor Lone Scherfigs engelske An Education fandt vej gennem nåleøjet. Men med den stigende internationalisering af Oscar-akademiet gennem de senere år, har dansk film formentlig været tættere på end nogensinde før. Med Thomas Vinterbergs sensationelle instruktør-nominering for Druk i 2021 er der grund til at spekulere i, at vi var tæt på en nominering til Bedste Film. Og sidste år var Jonas Poher Rasmussens tredobbelt Oscar-nominerede dokumentarfilm Flugt i høj grad også på radaren hos alverdens Oscar-eksperter, når det handlede om kategorien Bedste Film.
Men det er fortsat ikke lykkedes, og med de nye regler kan man sige, at benspændet kun er blevet endnu større. Tidligere på året pegede en række etniske skuespillere på den manglende mangfoldighed i dansk film med kampagnen ”Et Større Billede”. Og Det Danske Filminstitut var også ude efterfølgende og konstatere, at diversiteten i dansk film fortsat har svære kår, selvom der har været igangsat en række initiativer. Der er ingen tvivl om, at den danske filmbranche har meget fokus på området, men vi er slet ikke der, hvor man gerne vil være.
Det er klart, at Oscar-nominerede danske film som Druk, Hævnen, Under Sandet og Krigen i dag ville have svært ved at bejle til en Oscar for Bedste Film med de nye mangfoldighedsregler i baghovedet. Så hvad betyder det for dansk film? Skal man til at gentænke de film, man overhovedet vil lave? Skal castingen laves anderledes? Det kreative og tekniske hold bag filmene sættes anderledes? Eller skal vi tematisk og idémæssigt til at kigge i helt andre retninger? Det er alt sammen væsentlige spørgsmål, som det Oscar-sultne danske filmfolk må gå i gang med at stille sig selv. Der vil nok gå yderligere et par år, før dansk film vil være gearet til at tage Oscar-kampen op. Det er ikke små justeringer, der skal ske, men formodentligt et større paradigmeskifte. Om dansk film vil eller kan, må tiden vise. Det bliver spændende at følge.
– MF
”Phantom” lukker og slukker på Broadway, men billetsalget er på rette vej
”Phantom” lukker og slukker på Broadway, men billetsalget er på rette vej
Efter en tumultarisk tid ser det atter lyst ud på Broadway, hvor der er udsolgte huse på mange af byens store teatre.
Under pandemien lukkede teatre over hele verden, og lige siden har den globale teaterbranche kæmpet for at trække publikum tilbage i salene. Hvis vi vender blikket mod Broadway, har både Covid-19 og inflationen kostet mange forestillinger livet.
Siden sidste sommer er store succeser blevet lukket ned pga. svigtende billetsalg. Og her i april er det slut for musical-mastodonten over dem alle: The Phantom of the Opera. Efter 35 år og knap 14.000 forestillinger er Andrew Lloyd Webbers berømmede spøgelseshistorie den længst spillede musical i Broadways historie. Men det faldende antal turister i New York har nu endegyldigt slået det sidste søm i kisten for verdens mest populære musical i nyere tid.
Men efter en tumultarisk tid med halvandet års nedlukning og yderligere halvandet år til at komme på benene igen, ser det atter lyst ud på Broadway. Når vi kigger på den seneste ugentlige billetsalgsrapport, er der nu igen fulde huse mange steder. Ud af de 31 musicals og teaterstykker, der lige nu går på Broadway, kan hele 22 af dem blære sig med en belægningsprocent på minimum 90%, og hele 12 af alle produktioner kunne melde udsolgt eller så godt som udsolgt i den forgangne uge.
Blandt de største hits på Broadway lige nu er bl.a. Hamilton, & Juliet, Moulin Rouge The Musical, Hadestown, Six, The Lion King, Harry Potter and the Cursed Child, Wicked og musicalen om Michael Jackson, MJ The Musical.
Kigger vi på vores egen lille andedam, er der også håb at spore på teatrene. Danmark har ikke været nogen undtagelse, når det handlede om svigtende billetsalg på landets teatre efter pandemien. Men de seneste måneder har budt på en række succeshistorier, der tegner billedet af, at publikum er ved at vende tilbage til plyssæderne.
Der er f.eks. Pretty Woman The Musical, som i januar rundede hele 100.000 solgte billetter. Lige nu kører den til dato mest anmelderroste danske opsætning af Grease for fulde huse i Scandic Falkoner med over 80.000 solgte billetter, og i november og december bjergtog West Side Story over 55.000 publikummer på Det Kongelige Teater.
Sidst men ikke mindst har Musicalen Margrethe, den nye musical om Dronning Margrethe, haft et stærkt forsalg på 25.000 billetter, mens også Østre Gasværk Teaters kommende Pink Floyd-forestilling Another Brick in the Wall, Part 5 har solgt usædvanligt flot på forhånd med 30.000 billetter knap et halvt år før premieren.
Vi kender også til andre store forestillinger herhjemme, hvor billetsalget går rigtig godt, men hvor producenterne endnu ikke har meldt billetsalg ud. Kort sagt: Krisen i dansk teater – i hvert fald hvad angår de helt store opsætninger – er i tilbagegang, og der er begrundet håb for, at dansk teater er tilbage for fuld styrke inden længe.
– MF
Få styr på den grønne markedsføring
Få styr på den grønne markedsføring - En kvikguide til kultursektoren
Om under et år skal alle store virksomheder i gang med at levere de såkaldte ESG-rapporter
(For de uindviede, så står ESG for Environmental, Social, Governance).
Rapporteringskravene, der omfatter virksomheders miljøpåvirkning, bæredygtighed og samfundsansvar, kommer selvfølgelig også til at berøre alle kulturaktører – direkte eller indirekte – og sandsynligvis langt tidligere end de fleste er klar til. Publikum og samarbejdspartnere vil nemlig i stigende grad forvente, at der arbejdes positivt og målrettet med disse agendaer. Og at det kan dokumenteres, vel at mærke! Tag bare Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg eller fonde som Statens Kunstfond og Nordeafonden, som alle har været ude og meddele, at de fremover også vurderer ansøgninger ud fra et ESG-perspektiv.
Det stiller unægtelig nye krav til kulturinstitutionernes vidensniveau, arbejdsgange og kommunikation. Sidstnævnte opholder vi os kort ved her.
En god tommelfingerregel for den gangbare grønne markedsføring er, at de budskaber og virkemidler, vi anvender i kommunikationen, er retvisende og kan dokumenteres. Ellers er der tale om greenwashing – at man prøver at fremstå grønnere, end man rent faktisk er. Det er ganske enkelt en overtrædelse af markedsføringsloven. Her bliver begrebet medvirkenansvar særlig relevant. Det betyder, at hele kommmunikationsværdikæden rammes og holdes ansvarlig, hvis man bliver taget i at overkommunikere og smykke sig med lånte grønne fjer: Det gælder på alle niveauer fra kulturinstitutionen, der hyrer bureauet, til bureauet der rådgiver og eksekverer, til medierne der bringer nyheden eller annoncen og så fremdeles. AV!
Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal gå så stille med sine grønne indsatser, at man havner i den modsatte ende af spektret, nemlig greenhushing, hvor man helt undlader at kommunikere sine grønne tiltag. Det handler om at finde den gylden-grønne middelvej, so to speak.
Netop den balance blev vi en del klogere på, da vi for nylig deltog i et kursus om den juridiske ramme for grøn markedsføring faciliteret af Kreativitet & Kommunikation og deres topkompetente jurister. I kassen til højre kommer en kort opsummering af de key take aways, vi tog med os hjem.
– AL
KVIKGUIDE
5 key takeaways
#1
Grøn branding kan ikke reduceres til en kommunikationsøvelse. Alle tiltag skal være forankrede og indarbejdet, før man begynder at kommunikere.
#2
Medvirkenansvar gør greenwashing til alles ansvar: hele kommmunikations-
værdikæden rammes.
#3
Ingen kommunikation uden dokumentation.
#4
Pas på med at oversælge. Man vurderes ikke kun på wording, men også på helhedsindtrykket og brugen af fx visuelle virkemidler og symboler.
#5
Vær varsom med det inflationsramte begreb bæredygtighed. Dokumentationskravet er stort set umuligt at løfte, fordi begrebet dækker over langt mere end blot klima og miljø.
Museumsreform – er I klar derude?
En af det mest højprofilerede dele af regeringsgrundlaget på kulturområdet er en kommende museumsreform. Efter regeringens første 100 dage venter vi stadig på at høre om både mål og proces. Samtidig er de danske museer forhåbentlig i gang med at forberede sig, så de ved, hvordan en reform vil påvirke dem.
” … regeringen [vil] bl.a. gennemføre en museumsreform, der åbner for flere statsanerkendte museer og skaber en mere retfærdig og gennemsigtig fordeling af museumsmidlerne.” Sådan lyder teksten i regeringsgrundlaget. Målet er at lukke den diskussion, der har stået på i snart ti år om fordeling af statstilskuddene. Samtidig har ministeren også åbnet for, at der skal ses på hvilke opgaver, museerne løser.
Og her dukker det første spørgsmål op. For hvilke indholdsmæssige problemer skal en reform løse? Der er nogle strukturelle problemer med et ikke tidssvarende hovedmuseumsbegreb. Den letteste løsning er at slette den del af museumsloven, da der indholdsmæssigt ikke er nogen forskel på de bedste statsanerkendte museer og de statslige. Så væk med den reminiscens fra svundne tider. Og lad så de statslige museer indgå i reformen, når det handler om opgaver og indhold. For de er en del af det samlede danske museumsvæsen.
I forlængelse heraf bør en reform også adressere placeringen af Statens Naturhistoriske Museum i Uddannelsesministeriet, som en del af Københavns Universitet. Kan KU rumme et museum af den størrelse og med den store succes? Det tvivler jeg på. Brug derfor anledningen til at analysere, hvad en overflytning til Kulturministeriet vil betyde – for museet og for brugerne!
Tilbage til den faglige del af en museumsreform. For hvilke faglige problemer skal løses? Slots- og Kulturstyrelsens ’Danske Museer i Tal’ viser, at dansk museumsvæsen ikke er i krise. Langt fra. Fra 2013 til 2017, som er de seneste offentliggjorte tal, steg antallet af fagfællebedømt forskning med 71%. I samme periode steg antallet af undervisningstilbud 25% til ca. 22.000.
På samlingsområdet havde museerne i perioden en nettotilvækst på ca. 640.000 genstande. Samlet set blev det i 2017 antaget, at museerne havde knap 6 mio. inventarnumre. Har stigningen været den samme, er dette tal nu steget med 800.000 genstande.
Besøgstallet steg støt frem til COVID-19, og mange museer har ved årsskiftet offentliggjort besøgstal, der viser, at der ikke er en krise hér.
Så er de danske museer i krise? Det vil jeg ikke sige. Dermed ikke sagt, at der ikke er ting, der både kan og skal ændres. For tilskudsniveauet baserer sig på en række forudsætninger, der både er vanskelige at forklare OG forsvare. Og forstår alle museer at gøre sig relevante for deres brugere? Derfor er en reform relevant at gennemføre.
Er museerne så klar til processen? Har de foretaget beregninger på, hvad der sker, hvis deres tilskud går i den ene eller anden retning? Hvor står kommunerne? Hvad er deres strategi for at opnå deres mål? For lige pludselig kører processen, og så skal museer og kommuner være klar til at køre med.
– OW