Motivationen til at arbejde frivilligt er stort set uændret siden 2004. At kunne gøre noget konkret på et område, der interesserer den enkelte, og at kunne være en del af et fællesskab er fortsat de største årsager til at engagere sig i frivilligt arbejde.

Hertil kommer følelsen af, at ”nogen må gøre det” – og ønsket om at engagere sig i sine børns fritidsaktiviteter.
Nu taler vi om frivillige under ét. Det går kun til et vist punkt, for det er min oplevelse, at frivillige er meget forskellige. Denne forskellighed er allerede nu en udfordring, og den bliver nok ikke mindre vanskelig at håndtere. Derfor er det en god idé, at man som kulturinstitution eller organisation kender sine frivillige, og hvad der driver dem.

Ole: – Hver gang, vi får en ny kulturminister, kan vi læse et tiltrædelsesinterview, hvor de skal gøre rede for deres smag – hvad de læser, ser og lytter til. Hvor så eksempelvis Jytte Hilden og Joy Mogensen er kommet i vælten. Men det gælder kun kulturministeren –ingen andre ministre bliver bedt om at give udtryk for deres smag. Hvorfor må politikere ikke have en smag?

Christian: – Jamen, der har været gode grunde til, at politikerne holdt sig for sig selv og ikke har udtrykt deres smag, og at kunsten så også har holdt sig for sig selv. Det kom der jo et økosystem ud af, som faktisk har fungeret ganske udmærket. Men det går bare ikke mere. Som jeg ser det, skal vi selvfølgelig have politikere, der mener noget. Ligesom vi skal have kunstnere, der er politiske, skal vi også have politikere, der er kunstnere, og som er filosoffer. I dag taler kunstnere og politikere fuldstændig forbi hinanden, og det er der ingen af parterne, der får noget ud af.

Ole: – Hvordan kan vi hjælpe med at få bygget bro mellem kunstnere og politikere? 

Christian: – Først og fremmest skal man begynde at italesætte problematikken. Vi kunne starte med at finde en ny måde at tale om ”kunststøtte” på. Jeg kan ikke lide ordet ”støtte” i den sammenhæng, for man foretager jo i praksis en investering i kunsten, som samtidig er en investering i samfundet og borgernes dannelse, mentale trivsel og så videre. Men ”investering” kan også lyde for merkantilt. Det er det samme, når vi snakker om kunstens samfundsmæssige rolle – enten taler man om ”instrumentalisering” eller ”kunst for kunstens skyld”. Det er som om, at vi rent sprogligt kun har de to yderpoler, men det sted, vi egentlig gerne vil hen, er jo et sted midt imellem. Hvis vi kan løse den sproglige knude, så tror jeg, at det bliver markant lettere at bygge bro mellem kunstnerne og politikerne.

Giver ikke mening at skelne mellem ‘kendte’ og ‘influencers’

Det er efterhånden nogle år siden, at vi begyndte at invitere udvalgte influencere med på den røde løber. I udgangspunktet handlede det mest om, at de med deres digitale kommunikationsevner og følgerskarer ville bidrage positivt til eventens synlighed. 

I dag giver det selvklart ikke længere mening at skelne mellem ‘kendte’ og ‘influencers’. Nu taler vi blot om gæster. Det skyldes to faktorer:

For det første er mange influencers nu blevet så kendte, at deres tilstedeværelse på den røde løber er helt naturlig. Tag bare Rasmus Brohave, der de seneste uger både har mødtes med Apples Tim Cook og været gæst ved H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdag.

For det andet kan flere og flere kendte efterhånden også betragtes som influencers via deres markante og seriøse tilstedeværelse på de sociale medier. Denne udvikling har samtidig udvidet vores forståelse af den røde løber som synlighedsskabende event. Gæsterne har nemlig en form for dobbeltrolle, fordi de både er indhold og selv skaber indhold.

Mere differentieret og uforudsigelig synlighed

Endnu et interessant aspekt af udviklingen er, at journalisterne allerede forud for eventen kender meget mere til gæsternes liv og virke, end de gjorde tidligere – netop fordi gæsterne både hyppigt og gavmildt deler ud fra privatlivet på deres sociale profiler.

Det betyder, at der ikke længere er behov for en interviewbreaker à la “nå, hvad går du så og laver for tiden?”. Denne omstændighed genererer en helt ny og potentielt mere interessant type indhold for den fremmødte presse.

Med medieudviklingen har vi så at sige fået meget mere frie agenter på den røde løber – og det skal vi naturligvis være bevidste om, når vi planlægger begivenheden og inviterer gæsterne.

På den ene side er der mange facetter, vi hverken kan eller skal styre. Men på den anden side giver det også eventen en langt mere differentieret og uforudsigelig synlighed– både ‘IRL’ og digitalt.

– SA

Filmbranchen har fokus på positionering

I filmbranchen har man f.eks. et ekstremt stort fokus på positioneringen af den pågældende titel: Hvilken genre tilhører filmen, hvilken ene sætning opsummerer bedst filmens essens og sælger den bedst, og hvilken titel er mest salgbar. Det kan tage månedsvis at tale sig frem til en films positionering – eller DNA, om man vil. Det er dog timer, der er givet særdeles fornuftigt ud, for når man så skal til at udarbejde selve kampagnen, så har man skabt et velfungerende ”kompas”, der fungerer som en effektiv rettesnor. 

I filmbranchen oplever jeg også, hvordan man bruger meget tid på udarbejdelse af det visuelle materiale som plakat og trailer. Der er en forbilledlig grundighed i arbejdet, i alt fra udvælgelse af fotos, farver, skrifttype og tekst til plakaten – og hvert eneste klip, pausering, ansigtsudtryk m.m., når det gælder om at sætte traileren sammen på den helt rigtige måde. Det er discipliner, der kræver stor tålmodighed, og som jeg oplever, at filmbranchen som helhed virkelig har perfektioneret. 

Teatrene er gode til pressemøder

På teater- og scenekunstområdet oplever jeg, at kommunikationsafdelingerne har deres største styrke i det, der foregår LIVE. De er nemlig rigtigt gode til at arrangere pressemøder. De har en instinktiv forståelse af, at hvis man har lavet noget, der ser godt ud, skal det vises frem. Ingen grund til at fedte med det. Op på scenen med det. 

Derfor er de særligt gode til at iscenesætte den helt rette præsentation af en ny stor forestilling, et repertoire eller en anden stor nyhed. De bruger de byggesten, der ligger naturligt indlejret i scenekunstens væsen – lys, lyd, musik, skuespillere, sangere eller dansere – til at skabe et visuelt indbydende show, der kan tiltrække både pressen og de sociale mediers opmærksomhed. 

Reaktionen fra publikum kunne mærkes øjeblikkeligt. Billetsalget eksploderede. Allerede i ugerne op til premieren havde forestillingen solgt bedre end nogen anden musical fra One and Only Musicals i årevis, og i de sidste dage inden premieren solgte forestillingen helt op mod 500-600 billetter om dagen.

Og efter premieren steg antallet til over 1.000 om dagen – nogle dage helt op til 1.400 stk. Det lyder måske ikke af så meget for folk uden for teaterbranchen. Men det er det. I One and Only Musicals’ knap 20 år som musicalproducent, hvor de har stået som afsender på en lang række kæmpehits som Dirty Dancing, Den eneste ene, Den skaldede frisør og Elsk mig i nat, har de aldrig solgt så mange billetter om dagen efter en premiere.

I hele branchen har man drømt sig tilbage til de tider, hvor man med en vellykket og anmelderrost forestilling på hånden kunne få billetsalget til at gå amok efter en premiere. Men det sker ikke rigtigt på samme måde mere. Efter streamingtjenesternes globale indtog i folks hjem, Corona-krisen, krigen i Ukraine og den generelle inflation i samfundet, har teaterpublikummets købsadfærd stille og roligt ændret sig. Teatrene sælger slet ikke samme antal billetter i forsalg som tidligere. Publikum venter og venter. Og ofte kommer den forjættede ketchup-effekt slet ikke.
Der sælges med andre ord slet ikke så mange teaterbilletter som før. Men nogen katastrofe er det ikke. For dansk teater ER i fremgang. Og der har da også været en del store succeser de senere år. Men med Moulin Rouge! – The Musical er billedet mere markant. Skiftet fra før og til efter premieren er større.

Det hører med til fortællingen om Moulin Rouge-produktionen, at den store succes ikke “blot” er kommet i hus pga. anmeldelserne. Der er flere centrale faktorer i spil. Først og fremmest er der word-of-mouth, som på denne forestilling er usædvanligt stærkt – dvs. hvad siger publikum om forestillingen efter de har set den.

En nøje tilrettelagt markedsføringskampagne hen over sensommeren med fokus på de mange store musikhits i forestillingen har helt tydeligt også haft en afgørende effekt på billetsalget. Og endelig skal også nævnes One and Only Musical’s helt nye fremstød med offentliggørelse af nyt repertoire flere år frem og et nyt billetsystem, hvor publikum helt uden bindinger kan reservere billetter lang tid i forvejen. Det har skabt stor kundeloyalitet, og når man så står med en succes som Moulin Rouge! – The Musical, kommer effekten øjeblikkeligt.

Samlet set kan man konstatere, at Moulin Rouge! -The Musical er brudt gennem det glasloft som de fleste teaterproducenter formentlig troede hørte fordums tid til. Det er noget alle kan glæde sig over, for det gir håb for fremtiden i dansk teater!

Headerbilleder: Moulin Rogue, One & Only Musicals, fotograf: Miklos Szabo

– MF

Den seneste tid har budt på en række opsigtsvækkende mediesager i dansk kulturliv. Der er bl.a. historien om de regionale spillesteder, der er under mistanke for at have koordineret priser på optrædende artister, krænkelser i DR Pigekoret, mistrivsel i Musikkens Hus i Aalborg, kommunalt ansattes overforbrug i Amager Bio i form af drinks og middage og senest kritik af arbejdsmiljøet i Balletten på Det Kongelige Teater og ledelsesstilen på kunstmuseet Ordrupgaard.

Man kan få det indtryk, at sagerne på det nærmeste står i kø, og der er formentlig mange, der forventer, at den næste shitstorm i kulturlivet venter lige rundt om hjørnet. Skandalehistorier findes jo i så mange brancher, men sagerne i kulturlivet har det med at blive forstørret op i kæmpestørrelse, ofte på grund af de mange højprofilerede institutioner og kulturledere. I april skrev Berlingskes kulturredaktør Nathalie Ostrynski i en leder: ”Det er alt for nemt at være krads kritiker af den danske kulturbranche i denne tid. Sag efter sag om ledere og ansatte, der har vanskeligt ved at skelne mellem dit og mit, og et kulturliv, der lukker sig om egen akse i en farlig tavshed og selvforståelse, er dukket op i medierne. Tilbage står et uskønt billede af kulturlivet landet over.”

Selvsagt hårde ord om det danske kulturliv, men ikke desto mindre en kritik enhver, der bekymrer sig om kulturens ve og vel må tage alvorligt. For befinder dansk kulturliv sig efterhånden i en egentlig imagekrise?

Jeg kan sagtens forstå, hvis nogle kulturledere i øjeblikket går rundt og er bekymrede for om de står for skud næste gang. Har der været situationer eller forløb, hvor de har været for vrede, hysteriske, krævende, grænseoverskridende eller urimelige? Har de skabt – eller tilladt – en giftig, utryg eller syg arbejdskultur, hvor ansatte bliver syge af stress eller siger op i utide? Eller hvad sker der i resten af organisationen uden deres vidende?

Spørgsmålene kan hurtigt hobe sig op, og med det ekstreme fokus, der er på området både på sociale medier og i pressen lige nu, er det kun naturligt, at enhver kulturleder må gribe til selvransagelse og tage et ekstra kig indad, udad og nedad.

Fra et kommunikationsperspektiv er det interessant at se på, hvad selskaber og institutioner i kulturbranchen kan gøre for at løse interne sager, inden de bliver offentlige mediehistorier.

Én ting er at håndtere en kommunikationskrise, når den opstår. Så er man i defensiven fra start af og må koncentrere sig om at inddæmme krisen og forsøge at kontrollere sin egen kommunikation bedst muligt. En anden ting er at spørge: Kan man trække problemet op ved roden, INDEN den bliver til en offentlig mediesag? Hvordan kan man som kulturinstitution være på forkant med mediekrisen?

Det er min egen vurdering, at en stor del af de mediesager, vi oplever i kulturlivet, opstår fordi de formentlig ikke er blevet håndteret tilstrækkeligt på forkant. Måske har ingen i ledelsen for alvor turde se de udfordringer og problemer i øjnene, der lå lige for. Eller også blev der handlet for lidt eller for sent. Og derfor eksploderer sagerne så i hænderne på dem før eller siden.

For embedsmændene i Finansministeriet er arbejdet med finansloven sikkert ikke et hamsterhjul, men i hvert fald en proces, som kører i helt faste rammer og med faste terminer. På grund af folketingsvalget sidste efterår blev processen udskudt, og dermed har det også været uklart for mange, hvornår man som kulturinstitution skulle arbejde for at få folketingets støtte til et projekt eller til driften af ens institution. Normalt er rytmen meget stabil, så det er også relativ nemt at sætte sig ind i, hvornår man selv skal begynde at tale med de relevante politikere om, og hvordan man kan få støtte på finansloven.

Finansloven er statens budget for det kommende år. Derfor er det nok også en af de vigtigste love. Den består af en række politiske aftaler, der bestemmer, hvor meget den danske stat på den ene side skal opkræve i skatter og afgifter, og hvor meget staten på den anden side skal bruge til fx offentlig velfærd – og dermed også til kultur.
Den sidste uge i august fremlægger regeringen sit forslag til næste års finanslov, hvorefter de andre partier fremlægger deres ændringsforslag. Forhandlingerne går derefter i gang i oktober og november. Kunsten er at nå til enighed før december, hvor finansloven skal vedtages. Undervejs fyger det med udsagn om uansvarlighed og manglende mod til at prioritere gennem luften i både medier og i folketingssalen på trods af, at der er meget få midler ud af den samlede finanslov, der reelt set er til debat fra år til år.

Uden en årlig finanslov kan staten hverken udbetale lønninger til de offentligt ansatte eller holde statsapparatet i gang. Og fordi alle statens udgifter skal være indregnet i finansloven, er forhandlingerne ofte meget vanskelige. Det er ved disse forhandlinger, grundlaget for de fleste andre politiske initiativer i løbet af året lægges, og det er her, de største forlig indgås. Derfor er finansloven så vigtig. Alle partier ønsker af den grund at sætte deres særlige fingeraftryk, så de bagefter kan fortælle vælgerne, at de har haft indflydelse på, hvordan staten bruger sine penge og kommer til forhandlingerne med deres egne krav, som oftest er opstået på baggrund af samtaler med repræsentanter fra forskellige sektorer – fx et teater, museum eller en kommune. Da regeringen jo skal have flertal til at stemme for finansloven, er den nødt til at tilbyde sine støttepartier, at de kan få nogle af deres mærkesager gennemført. Det er ofte de helt specifikke initiativer, som kommer på banen som den sidste del af forhandlingerne, og som blandt andet gavner kulturinstitutionerne. Nogle kulturinstitutioner er meget professionelle i deres lobby-arbejde med at få politisk opmærksomhed – og i sidste ende støtte. Det er de blandt andet fordi de ved, hvornår de skal sætte ind.

Denne problematik gør sig ikke mindst gældende, fordi AI-tjenesterne principielt set gør det muligt for alle – selv personer uden nogen reel erfaring med kunstnerisk arbejde – at generere værker, der potentielt kan være svære at skelne fra dem, som menneskelige kunstnere med årtiers erfaring har skabt.

Dermed er der risiko for, at det skel mellem kunstner og ikke-kunstner, som kunstverdenen er ganske afhængig af, vil blive reduceret kraftigt.

Dette medfører en hel vifte af systemiske og institutionelle udfordringer for kunstnere og kulturaktørers organisationer og forretningsmodeller. Hele den kulturelle infrastruktur kan risikere ultimativt at smuldre, hvis værdien af kunsten og kulturens produkter og services på denne måde bliver undermineret.

Der ligger også en faldgrube i den omstændighed, at en AI-model naturligvis kun kan generere outputs, der er baseret på de data, den er blevet fodret med. Så selvom disse input kan sammensættes på helt nye og kreative måder, så genererer AI som sådan ikke ny viden i sig selv. Derfor er det afgørende, at vi insisterer på at holde fast i vores søgen efter ny viden og nye idéer og ikke bare overlader det til AI at gøre dette på vores vegne.

Den helt store faldgrube handler imidlertid ikke om, hvad AI kan eller ikke kan – eller hvad AI bliver i stand til eller ikke i stand til. Tværtimod handler det om, hvordan vi mennesker fortolker AI’s kompetencer.

AI’s faktiske muligheder og begrænsninger er underordnede sammenlignet med de muligheder og begrænsninger, vi tillægger AI. Hvis vi tillægger AI en storhed og magt, som den ikke har i praksis, vil det påvirke vores selvforståelse og interaktion med AI i en negativ og unødigt angstpræget retning.

Faldgruben er således, at vi i praksis lader os narre – eller måske ligefrem forføre – af AI. At vi synes, at det, den skaber, er så fantastisk og så meget bedre end det, mennesker kan skabe på egen hånd, at vi frivilligt underkaster os dens kræfter. Alt sammen uden, at AI har gjort andet eller mere end blot at generere outputs, der så vidt muligt matcher de inputs, vi fodrer den med.

Budskabet om teknologiens velsignelser og ”ustoppelighed” vil især komme fra de store techdynastier, og det er dette budskab, som kan pacificere os i forsøget på aktivt at definere AI’s udvikling og fremtid.

Så kan AI en skønne dag skrive en prisvindende roman? Ja, sagtens – men kun hvis vi som mennesker tillader det. AI har i sig selv ingen ambitioner om at vinde Nobelprisen i litteratur. Men hvis vi som mennesker føler, at den fortjener denne pris, så står det naturligvis i vores magt at overrække den.

Det er dog 100% op til os at vurdere, hvorvidt vi skal bevæge os ned ad den vej.

Når AI kan skrive historier og musikstykker og generere alverdens billeder, så bliver vi udfordrede på vores kreative mandat – fordi AI nu er i stand til at gøre noget, som vi ellers troede, vi ville være de eneste, der kunne. Men det er fortsat op til os at definere og vurdere, hvordan vi adskiller os fra AI.

Det er ikke AI’s opgave at adskille sig fra mennesket.

– CH

Tiderne er forbi, hvor kulturlivet svingede om sig med pressemøder. Der ligger et stort arbejde i planlægningen, og medierne prioriterer det efterhånden sjældent. For 10 år siden skete det ofte, at man inden for kulturens verden holdt pressemøder, når man skulle præsentere det næste store projekt. Kun en sjælden gang i ny og næ har man at gøre med et projekt, hvor kombinationen af titel, indhold og nøgleaktører er så interessant for pressen, at det kan give mening at holde et pressemøde.

Musicalen MATADOR er et godt eksempel. Allerede inden offentliggørelsen af titlen i februar tidligere i år, besluttede vi, at det ville kunne bære at præsentere castet på et pressemøde, og det var endda på et tidspunkt, hvor ikke en eneste rolle var besat!

Men uanset hvor attraktivt noget ser ud på papiret, er virkeligheden ofte noget andet. Der er langt fra at have et godt produkt mellem hænderne til at stå med et succesfuldt pressemøde. Det er risky business at afholde pressemøder, og man risikerer at stå tilbage med tomme stole og en masse dårlige forklaringer. Derfor skal der gås grundigt til værks, både i forhold til at designe indhold og flow i pressemødet, så det reelt har nok at byde på og kan sikre et tilfredsstillende fremmøde fra pressen.

Da vi planlagde pressemødet for MATADOR, vidste vi, at rollelisten ville rumme navne, som ville interessere pressen. Men vi var også bevidste om, at pressen er kræsen, og at det ikke er nok med interessante navne. Der skal også være gode foto- og reportagemuligheder. Derfor var det oplagt at placere pressemødet på Korsbæk på Bakken. Vi har også gode erfaringer med at få castet til at stille op i kostumer og make-up, så det arrangerede teaterproducenten, og vi ved, at hvis der er noget pressen (og læserne) holder mere af end skuespillere, er det dyr. Så selvom det var omstændeligt, blev det prioriteret, at hunden, der skal spille Kvik, også skulle med. Sidst, men ikke mindst, vidste vi, at skulle vi have en chance for at få tv til at komme, skulle vi også kunne levere et musiknummer. Og det er ikke nemt. Sangene er dårligt nok færdige, og skuespillerne har end ikke hørt dem. Men det blev prioriteret højt, og derfor blev der indlagt prøver om formiddagen, så castet kunne præsentere verdenspremieren på det første nummer fra musicalen.

På selve dagen er der altid lidt spænding og nervøsitet i luften – også selvom vi havde forberedt os godt. Er pressemødet planlagt ordentligt? Holder vejret, så vi kan være udenfor og tage gode billeder? Kommer alle tilmeldte medier? Er der nyheder, som vil overskygge, eller hvad har man slet ikke tænkt på?

Optakten til pressemødet forløb som planlagt. Tilmeldingen var rigtig god: 15 forskellige medier var tilmeldt inkl. en række dagblade og TV-Avisen, hvilket er et usædvanligt godt fremmøde. Og der var lavet forhåndsaftaler med Ritzau, som ville offentliggøre hele castet på et fastlagt tidspunkt, efter pressemødet var gået i gang.

Det store hold medvirkende mødte ind som planlagt til make-up, frisørtider, omklædning og gennemgang af pressemødet. I løbet af formiddagen fik vi også TV 2 News til at sende live om eftermiddagen, og vi sikrede os, at ingen af de tilmeldte journalister havde glemt pressemødet.

Der blev lavet nogle sangprøver med hele skuespillerholdet, som aldrig havde hørt det nummer, de skulle synge, men efter 2-3 gennemspilninger lød det fantastisk. Skuespillerne fik et brief af producenten Jesper Winge Leisner om, hvordan de med fordel kunne tale om forestillingen, og enkelte af de medvirkende fik hjælp til, hvordan de kunne gribe forskellige spørgsmål fra pressen an.

Værten Adrian Hughes kom farende fra et andet arrangement kort før start, men var fuldstændig rolig. Og da vi kom i gang til tiden, klappede alt. Alle var mødt op, teknikken og lyden kørte som smurt, Adrian var velforberedt og guidede pressen trygt gennem godt 30 minutters præsentation af holdet, interviews på scenen, og verdenspremieren på sangnummeret Eventyr gik helt perfekt.