1. Mediernes nedskæringer på kulturområdet vil fortsætte

Alle trykte medier er under pres og har været det i årevis. Det går selvsagt ud over kulturlivet, hvor ressourcer og spalteplads bliver ved med at skrumpe. Ingen film, teaterforestilling, bogudgivelse, album, festival eller udstilling er sikret mediedækning i disse tider. På trods af, at der indimellem stadig dukker et nyt kulturformat op her og der, så er den klare tendens, at kulturen i mange sammenhænge betragtes som nice-to-have i stedet for need-to-have, og derfor – ligesom i politiske budgetter – ofte indgår i spareplanerne.

Vi ser i disse måneder også jævnligt, at garvede kulturjournalister enten blive opsagt eller ser sig nødsaget til at finde nye græsgange. Tabet af erfarne, dygtige og ikke mindst vigtige kulturformidlere er blot endnu en udfordring i forhold til mediedækningen. Det står fuldstændig klart, at man som kulturorganisation ikke længere kan forvente samme dækning i pressen som tidligere. Medierne vil uden tvivl fortsat dække kulturlivet i 2025, men skal man som organisation nu i højere grad selv være proaktiv og bruge andre kanaler og platforme til at kommunikere? Og hvordan skaber man sin berettigelse i et fragmenteret mediebillede?

2.Mediestormene vil fortsat rase 

Kommunikationskriserne i det danske kulturliv hobede sig op i det forgangne år. Der var DRs dokumentar om sexisme i musikbranchen, det rekorddyre filmtag på toppen af Det Danske Filminstitut, sponsorflugten fra Copenhagen Pride for ikke at tale om en række sager om dårlig ledelse, personalesager og overforbrug.

Der er intet, der tyder på, at stormene vil aftage i det kommende år. Skandalesager er godt mediestof, og i det klima, vi befinder os i netop nu, er det nærliggende at tænke, at der er flere sager på vej.

I 2024 var krigen i Gaza kilde til flere mediesager i kulturlivet. Om den konflikt også bliver central i 2025, må stå hen i det uvisse. Men historisk set ved vi, at den offentlige interesse som regel rykker videre til næste brændpunkt. Måske er det Trumps aggressive Grønlands-kampagne, der bliver omdrejningspunktet i de kommende måneder? Måske bliver det noget andet. Men uanset hvilke typer kriser, der opstår, gør enhver kulturorganisation klogt i at forberede sig.

I disse måneder bliver biografpublikummet over hele verden trakteret med den ene filmmusical efter den anden. Wicked, Emilia Perez, Joker: Folie à Deux, Vaiana, Mufasa: The Lion King, Mean Girls og Joshua Oppenheimer dansk-producerede The End, der har premiere i næste måned. Til sammen udgør de den brogede vifte af spillefilm, som har til fælles, at de kan kategoriseres som filmmusicals selvom de ikke nødvendigvis er blevet markedsført som sådan. 

Det er længe siden, at så mange markante musicalfilm kommer på én gang. Men det nye og spændende er, at flere af dem giver sig i kast med tidens vigtige og svære emner. 

Wicked tager f.eks. livtag med racisme, mobning, udstødelse og løgnen som politisk våben. Den franske film Emilia Perez kaster sig over transkønnethed med den usædvanlige præmis, at en hårdkogt mexicansk narkobaron er nødt til at foretage et kønsskifte for at kunne se sin familie. I Joker: Folie à Deux zoomes der ind på psykisk sygdom og sindssygepatienten Arthur Flecks forstyrrede virkelighedsbillede, og i The End følger vi en milliardærfamilie, der har forskanset sig i en saltmine, efter jorden er gået under pga. en klimakatastrofe. 

Jeg er fra 1999 og er dermed lige akkurat en del af generation Z, den generationsbetegnelse, der samler os, der er født mellem 1996 og 2012. Vi er altså mellem 12 og 29 år gamle. Så selvfølgelig kan du være født i 1997 og passe bedre ind i definitionen af en Generation Y end en Generation Z’er. Ligesom du kan være født i 2010 og spejle dig bedre i Alpha-generationen. Sådan er det med generationsdefinitionerne. Hos HAVE Kommunikation er vi lige nu seks praktikanter, der er født i årene mellem 2002-1997 og er derfor alle en del af generation Z.

Jeg har samlet fire bud, observationer, erfaringer eller gode råd. Kald dem hvad du vil. Som jeg har gjort mig nogle overvejelser om undervejs i mit praktikforløb hos HAVE. De kommer her: 

I en tid, hvor medielandskabet konstant forandrer sig, bliver det stadig mere nødvendigt for kulturinstitutioner at udvikle og producere indhold til deres egne platforme og til pressen. Hos HAVE Kommunikation har vi længe haft denne dialog med landets kulturinstitutioner og medier, og det er et emne, vi tidligere har belyst i Kultur|AGENDA.

Som en naturlig forlængelse af vores arbejde og i takt med, at mange af vores kunder selv er blevet aktive indholdsproducenter, har vi besluttet at gå samme vej. Derfor er vi stolte af at præsentere vores nyeste initiativ: en podcast, der udspringer af vores seneste Morgenfriske Kulturdebat.

Podcasten er vores måde at dele vores passion for kunst, kultur og oplevelser på en engagerende og tilgængelig måde. Den fungerer samtidig som et supplement til Kultur|AGENDA, hvor vi kan udforske aktuelle temaer og kulturdebatter i et mere levende format.

Med denne podcast ønsker vi ikke blot at informere, men også at inspirere. Vi inviterer eksperter, kunstnere og kulturaktører ind til samtaler, der går i dybden med tidens vigtigste kulturelle strømninger. Vores ambition er at skabe et rum for refleksion og indsigt, hvor vores lyttere kan blive klogere på kulturens mange facetter og de historier, der former vores fælles fremtid.

Vi glæder os til at invitere dig med ind i samtalen. God lytning!

Stine Røhe

Jeg har de sidste 5 måneder været praktikant hos HAVE Kommunikation, et bureau med en stærk position i kunst, kultur- og underholdningsbranchen. En faglig rygsæk, som de benytter på tværs af brancher. Det, der særligt fangede min opmærksomhed hos HAVE, er deres styrke indenfor PR-området. Jeg er snart færdiguddannet, og på den anden side af sommerferien venter det pulserende arbejdsliv på mig, hvor jeg håber at skulle arbejde mere med PR. En branche, som jeg helt ærligt ikke forstod meget af, da jeg startede på min uddannelse. 

Her i slutningen af min kandidat, står det lysende klart for mig, hvor lidt jeg havde vidst om PR-branchen, hvis ikke jeg selv havde været en del af den ved siden af mit studie. Og hvis en kommunikationsstuderende er forvirret over, hvad der foregår i PR-branchen, så gætter jeg på, at der er en del andre, der ikke arbejder med kommunikation, der også kunne have godt af et lille intro-kursus. Så sæt dig godt til rette, for her kommer et kort interview med Michael Feder og mit take på, hvad man laver i PR-branchen.

Det hænger tæt sammen med en for mig chokerende udmelding, som Michael gav os praktikanter, da vi startede hos HAVE: “PR er et servicefag”. Jeg må indrømme, at jeg måbede lidt, fordi ordet ‘service’ førte min tanke direkte tilbage til min teenagetid som barista-slave og servicemedarbejder på diverse københavnske caféer. Men ved nærmere eftertanke giver det alligevel god mening, når det kommer til PR. Det handler om at servicere kunden, pressen og medierne samt de mulige interviewpersoner, så hele processen glider så nemt og problemfrit som muligt. PR-repræsentanter er det usynlige bindeled, der får det hele til at lykkes.

Det er ikke alle journalister, der foretrækker PR-folket som mellemled, men Michael påpeger, at langt de fleste alligevel sætter pris på den professionalisme, det fører med sig at have et PR-bureau med på vognen. Således er der også udarbejdet en pressestrategi, relevante vinkler og gode pressemeddelelser, som alle er værktøjer, der også gør mediernes job nemmere.

Det lyder jo alt sammen godt, men der er alligevel noget, der nager mig. Traditionel PR handler om at få produktet, ydelsen eller personen i medierne, men er mange af de traditionelle medier ikke ved at dø?

Amalie Søndergaard, rådgiver

Den 13.-15. juni løb Heartland 2024 af stablen, og vi fra HAVE Kommunikation har hvert år siden begyndelsen i 2016 haft fornøjelsen af at stå for presseindsatsen både op til, under og efter festivalens afvikling. Og med et alsidigt, mangfoldigt og indholdsrigt program på både Music, Art, Talks og Food var der, igen i år, mange historier, der skulle fortælles. Måske har du hørt nogle af dem? For med lige knap 1000 medieomtaler i banken over hele perioden, må man sige, at ordet om årets kulturelle højdepunkt på Midtfyn er blevet spredt vidt og bredt.

Bag hver og én af de mange omtaler ligger en enorm indsats fra vores PR-team, der i flere måneder op til festivalen har arbejdet utrætteligt for at sikre en kvalificeret dækning og bred omtale i medierne. Men hvordan bar vi os egentlig ad?

Kom med backstage, når vi fra HAVE Kommunikation giver et lille indblik i dén proces og de metoder, der på flere måder gjorde PR-indsatsen på Heartland 2024 til en succes.

Med forberedelse og planlægning når man langt (ud)
I tæt samarbejde med kunden og festivalens programkuratorer blev vi allerede året før grundigt forberedt til 2024-festivalen. Vi fik indsigt i, hvad der var nyt, hvad der var helt unikt, hvilke navne vi kunne forvente på plakaten – hvor lå de både små og store historier gemt? Herfra startede udarbejdelsen af en forkromet pressestrategi, der sikrede, at vi hele tiden var på linje med kernefortællingen og den essentielle tidsplan.

Der var heldigvis masser af nyt at fortælle, og som programmet løbende tog form, blev vi klogere på, hvad vi kunne forvente os af presseinteressen. På baggrund af navne, tematikker og samarbejdspartnere brainstormede og udviklede vi vinklerne for interviews og indslag, vi kunne pitche pressen. Med adgang til navne som bl.a. Lars Findsen, Apolonia Sokol, Casper Christensen, Adam Price, Nita Farahany og Yael Bartana havde vi gode kort på hånden, hvis vi altså spillede dem korrekt.

Louise Thuesen, seniorrådgiver

“Nej tak – det lyder spændende, men vi har desværre ikke kapacitet” er en sætning, de fleste kommunikationsfolk sikkert kender alt for godt. Mediebilledet er under hastig forandring, og i de senere år har særligt kulturredaktionerne været under pres.

Heldigvis ser det ud som om, at der blæser nye vinde, og at en opprioritering af den journalistiske dækning af kulturområdet i det små er på vej. Det ændrer dog ikke ved, at vi kigger ind i et sammensat mediebillede, hvor især de mindre museumsinstitutioner kan have svært ved at trænge igennem den redaktionelle lydmur.

Ved denne omgang af vores uformelle debatarrangement Fyraftenspause kunne man møde Mette Davidsen-Nielsen, kulturredaktør på Politiken, og Kristoffer Granov, chefredaktør for ATLAS, i en spændende samtale med Christian Have om, hvordan influenter og sociale medier påvirker kulturjournalistikken.

Ikke mindst Katherine Diez’ plagiatsag har fyldt meget i medierne – og således også i denne samtale.

En fundamental udfordring er kulturbranchens behov for at få omtale samtidig med, at de traditionelle muligheder er dalende. Det er netop denne situation, som har åbnet døren for mange influenter.

Granov udtrykte sympati over for marketing- og pressefolk, der i højere og højere grad er interesserede i at få deres produkter formidlet via influenter – og dermed gå udenom de kritiske medier.

”Jeg kan godt forstå det. Især set i lyset af, at der findes mindre og mindre kulturjournalistik. Tit siger medierne, ’nej, det kan vi ikke, eller det har vi ikke tid til’, eller hvad ved jeg – og hvis man skal sælge kulturprodukter, så er det da klart nemmere bare at benytte influenter,” forklarede han, inden han så slog fast:

”Men, når der så sker sådan noget, som der skete med Katherine Diez, så kan vi jo godt sidde tilbage og være sådan, ’jamen det er jo det, man får ud af det’.”

Af Ole Winther, Chefrådgiver, Head of Public Affairs

Mit engagement i kultur og kunst har altid været en central del af min identitet, og jeg har haft privilegiet af at arbejde med disse områder gennem mange år. I kraft af mit arbejde har jeg haft mulighed for at arbejde inden for mange forskellige områder og med en lang række kulturinstitutioner, herunder museer, biblioteker, teatre og arkiver, samt deltage i udviklingen af børne- og ungekultur. Jeg har været involveret i udformningen af kulturaftaler og i samarbejdet mellem Kulturministeriet og kommunerne. Desuden har jeg arbejdet med internationale projekter og store politiske initiativer under forskellige ministre. Altid med gode ’kolleger’ fra branchen.

Det har været disse samarbejder med kulturaktørerne, som har været særligt vigtige, og derfor har drevet mig, men over tid voksede mit ønske om at komme endnu tættere på arbejdet i forreste linje. Der, hvor man møder publikum og får svar på, om det, man har lavet, nu også virker og bliver modtaget, som det var tænkt.

Kort fortalt går de nye krav ud på at stimulere en større diversitet og repræsentation i filmmiljøet. Derfor har man inddelt de forskellige kriterier i fire hovedkategorier med hver deres underkategorier. Hver film skal opfylde kravene i to af de fire hovedkategorier for at kunne kvalificere sig. Én kategori handler om de medvirkende skuespillere og den pågældende films tema eller udtryk. En anden handler om det kreative hold bag filmen. En tredje handler om det pågældende filmselskabs mulighed for at tilbyde praktik- og eller udviklingsforløb til minoriteter, og en fjerde kategori handler om repræsentation og inklusion i de distributions- og promotion-afdelinger, der er tilknyttet den enkelte film.

De kritiske stemmer har gennem de seneste godt og vel tre og et halvt år været mange, og linjerne har været trukket hårdt op. Men netop som årets Oscar-kampagne kører for fulde dampe i USA, har der faktisk været påfaldende lidt opmærksomhed omkring netop de nye diversitetskrav i den kategori, det hele handler om: ’Bedste Film’.

Fokus i medierne og de sociale platforme har været på komedien Barbie og de manglende nomineringer til filmens kvindelige instruktør Greta Gerwig og hovedrolleindehaveren Margot Robbie. Men de nye diversitetskrav omfatter ikke disse kategorier, men kun ’Bedste Film’, så derfor er der ingen kobling mellem de nye regler og Barbie.

Christian Have: – I kølvandet på afskedigelsen af Jyllands-Postens teaterkritikere har vi hørt meget fra kulturlivets side, som er stærkt bekymret over situationen. Men jeg kunne godt tænke mig at vende den om og spørge dig: Hvordan ser det hele ud fra teaterkritikernes side?

Jakob Steen Olsen: – Jeg oplever det som en opfordring til anmelderne om at kigge indad og spørge sig selv om, hvad en anmeldelse skal kunne for at have nogen som helst gennemslagskraft i det medievirvar, vi har i dag.

Christian Have: – Så hvad skal en teateranmeldelse kunne i 2023?

Jakob Steen Olsen: – Jeg synes, det bliver tydeligere og tydeligere, at teateranmeldelsen ikke må lukke sig om sig selv. Vi skriver ikke kun for de særligt indviede. Ambitionen bør være en anden. Det kan ikke nytte noget, at vi skriver fine stiløvelser med æstetiske overvejelser, hvor vi bliver i den enkelte forestillings univers. Vi er nødt til at tage afsæt i to ting.

For det første bør man fokusere på, hvilke følelser forestillingen vækker i mig, og dermed hvordan man kan bruge teater til at få opvakt et slumrende følelsesliv. Det er faktisk meget godt i forhold til at blive læst, for folk vil gerne læse noget om følelser – og det er jo også det, som teater handler om.

For det andet: Hvad er det, teatret gerne vil sige til os? Teatret afspejler jo livet på en anden måde, end avisernes kronikker gør. Så hvad er det for et udsagn, den givne forestilling kommer med, og hvordan kan vi brede det ud, så det ikke kun bliver en æstetisk overvejelse over forestillingen, men rent faktisk en diskussion af, hvad man så og oplevede som moderne menneske?

Christian Have: – Det gavner jo også teatret.

Jakob Steen Olsen: – Ja, fordi vi som anmeldere lukker teatret op for dem, der ikke allerede er indviede. Når man gør det, kommer man faktisk også et rigtig langt stykke i forhold til at blive læst eller ikke blive læst. Så når Jyllands-Posten har besluttet sig for ikke længere at have teateranmeldelsen som genre i deres avis, så mener jeg faktisk, at det er en falliterklæring, og det siger sådan set mere om redaktørerne, end det siger om deres teateranmeldere.

På vores redaktion – og det siger jeg altså ikke kun for at pudse Berlingskes glorie – handler det ikke om, hvorvidt vi vil have anmeldelser eller ej, men om, hvordan vi bliver bedre til at få folk til at læse vores anmeldelser.

Vi ved, at anmeldelserne har en værdi for læserne. Så hvad kan vi lære af al den fantastiske viden, vi får via de data, der registreres? Hvornår er det, vi lige pludselig rammer noget? Og hvilke erfaringer har anmelderne, der sidder med andre stofområder, i forhold til hvad der virker, så vi sammen kan nå hen til et sted, hvor vi sikrer, at vores anmeldelser fortsat bliver læst?

Min redaktør fortæller mig, at vores teaterstof bliver læst lige så meget som alt det andet i avisen – ikke hver gang og hele tiden, men nogle gange. Det er rent faktisk også noget, som folk køber abonnement på baggrund af.

Så teateranmeldelsen er altså ikke død. Men det er et krav, at man gør sig umage og gentænker den i forhold til den gammeldags stiløvelse, den var engang.

Christian Have: – Det med vidensudveksling blandt stofområderne, synes jeg er spændende. Det har man jo ikke rigtigt set før blandt anmeldere.

Jakob Steen Olsen: – Den krise,  teateranmeldelsen er i, bør give anledning til, at man diskuterer, hvordan man kan nå vidt og bredt ud, og hvordan man kan gøre anmeldelserne uomgængelige og interessante igen. For det kan man godt, og dér kan man lære noget af de andre anmeldere.

Her på Berlingske ved vi lige præcis, hvem vi skriver til, og hvordan vi skriver til dem. På samme måde som du til enhver tid vil kunne kende en rubrik hos Politiken, hvor de er enormt dygtige til at skrive om det, som interesserer deres målgruppe.

Christian Have: – Hvordan har nyhedskriterierne forandret sig?

Jakob Steen Olsen: – Engang var det os, der sad som konger og besluttede os for, hvad der var vigtigt i verden. I dag handler nyhedskriterierne også pludselig om, hvad der interesserer læserne. Det er en overlevelsesmodel, som virker nogenlunde. Det kunne se meget værre ud.

De forestillinger, som klarer sig bedst i forhold til omtale eller anmeldelser hos os, er netop de ting, som vi ved, der er interesse for hos vores læsere. Det vil sige de store, brede forestillinger, der sælger mange billetter. Musicals eller store klassikere på Det Kongelige Teater.

Men selvfølgelig også de forestillinger, som har en rigtig god ide. Hvor man kan mærke, at der er nogen, der vil noget – eller er i stand til at provokere og komme igennem lydmuren og har noget interessant at sige, som skriver sig ind i tiden. Dem vil folk også godt vide noget om.

Christian Have: – Kan man forestille sig, at Jakob Steen Olsen sidder og publicerer sine førstehåndsindtryk live, som læserne så får online – og så kan vi måske en halv dag senere læse den endelige anmeldelse?

Jakob Steen Olsen: – Det er faktisk noget, vi har diskuteret. Jeg synes, at det ville være forfriskende og meget passende, at man lavede sådan en umiddelbar reaktion efter at have set noget – og så bagefter en mere kølig analyse. Det kunne jeg godt forestille mig var noget, der var implementeret om ganske kort tid.